Logitech G915 X Lightspeed TKL

Logitech G915 X Lightspeed TKL
Logitech ruller videre i efterårets mange lanceringer, og i dag er turen kommet til Logitech G915 X Lightspeed TKL. Hvis det lyder bekendt for Logitech fans, så er det fordi det er en meget lille opdatering til et allerede eksisterende produkt.

Centrale Specifikationer

  • Tri-Mode-forbindelse
  • Mekaniske GL-kontakter
  • Double shot PBT-keycaps
  • Aktiveringskraft
  • Clicky: 48 g
  • Lineær: 43 g
  • Taktil: 45 g
  • Aktiveringspunkt: 1,3 mm
  • Trykafstand, i alt: 3,2 mm

Logitech G915 X Lightspeed TKL kan fås i tre versioner med forskellige kontakter og vi har fået besøg af versionen med Tactile kontakter. Samtidigt kan den også fås i en sort eller en hvid version, hvor vi har fået den sorte. Den hvide version er dog kun tilgængelig med Tactile kontakter. 


En tur rundt om Logitech G915 X Lightspeed TKL

Hvis man har stiftet bekendtskab med Logitechs tidligere Logitech G915 TKL, så vil man med det samme genkende designet her, for det er næsten 100% det samme. Jeg kunne faktisk ikke umiddelbart se forskel på de to. Den eneste ydre forskel er dog også umiddelbart, at Logitech er skiftet til USB C til opladning. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL front.jpg

Det mest tydelige ved første øjekast er det lave design. G915 X TKL er et lavprofil tastatur. Det skaber naturligvis et andet look end de klassiske “høje” taster.

Logitechs GL kontakter med tilhørende keycaps, er omkring halvt så høje som traditionelle mekaniske gaming kontakter. Lavprofil er naturligvis ikke noget som Logitech har opfundet selv, og der findes også andre alternativer på markedet, fra producenter som fx. Corsair. Det er dog stadig et ret lille segment. 

Personligt er jeg rigtigt glad for det look, som man får med et lavprofil tastatur. Det er også lidt en anden skrive oplevelse, som jeg personligt også er glad for. Det er ikke noget, der er specielt udpræget under gaming, men mere når man skriver. 

Derudover er der naturligvis også, som navnet angiver, tale om et TKL tastatur, så ud over at være kompakt i højden, er G915 X TKL det også i sin generelle størrelse, da der ikke er noget NUM pad. Det er lidt en smagssag om man foretrækker tastatur med eller uden. Til gaming kan det dog være en fordel, da det mindre fodaftryk kan give en bedre stilling, når der er bedre plads til musen. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL caps.jpg

G915 X TKL fås som sagt i to varianter, men er i den udgave vi har fået til test udført i mørkt børstet aluminium med sorte taster.

Det er kun toppen af tastaturet, der er i aluminium, mens resten er af plastik. Byggekvaliteten er dog rigtigt godt og der er intet fleks at spore i rammen. G915 X TKL føles solidt og vejer også godt til grundet batteriet. Så det står godt fast på bordet.

Tasterne sidder tættere på hinanden i samme stil, som man kender det fra for eksempel laptop tastaturer. Det giver et mere lukket udseende og det betyder også, at man kun kan se meget lidt af RGB belysningen mellem tasterne. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL sammenligning.jpg

I forhold til RGB belysningen, så er der lys i alle tasterne. Det er dog kun i de primære funktioner på tasterne. De taster som har flere funktioner, som fx %, & eller lign. har ikke lys i disse dele af tasten. Det betyder, at de kan være svære at se i et mørkt lokale, hvis ikke man helt har styr på hvor alt befinder sig. Det skyldes simpelthen at RGB LED dioden er placeret i toppen en kontakten, så det er kun den øverste del af keycappen oven på, der kan blive oplyst. 

Det er en mindre detalje, men synd at det ikke er lavet bedre på et tastatur i denne prisklasse.

Logitech G915 X Lightspeed TKL kontakter.jpg

Alle taster er med en mat soft touch overflade, som føles rigtigt lækker. Jeg kan dog godt være bekymret for, hvor pæne de bliver ved med at være efter længere tids brug. Det er dog keycaps i Double Shot PBT så holdbarheden generelt burde være i top. 

I vores test sample er det logitechs Tactile GL kontakter der bruges, men G915 X TKL kan også fås med Linear eller Clicky. Tactile varianten kan nok bedst sammenlignes med Cherry MX Brown kontakter, og har også en brun farve. 

Der er en lille forskel i kontakterne fra den tidligere version af G915 TKL. Logitech har lavet om i designet på kontakterne, så de nu har en standard low profile MX stamme. Det betyder, at det er lettere at skifte dine keycaps ud med tredjeparts hvis man vil det. 

Den tidligere version havde et specielt Logitech design, som gjorde det umuligt. Så plus i bogen for at standardisere det. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL mediegenveje.jpg

I toppen af tastaturet får vi et oplyst Logitech G logo og en række funktionstaster. I venstre side er der knapper, der kan vælge imellem Logitechs Lightspeed forbindelse eller Bluetooth sammen med en gaming knap, og en til at indstille lysstyrken. På højre side får vi sammen med et lækkert udført metal volumenhjul, også de fire klassiske medietaster.

Ser vi på undersiden, er der ikke så meget at komme efter. Der er fødder, der kan indstilles i to trin på henholdsvis 4° og 8° hældning. Der er også en lille plads, hvor man kan opbevare den medfølgende USB dongle, hvis man skal have tastaturet med sig på farten. 

På toppen af G915 X TKL finder vi de sidste to detaljer, nemlig en power knap og så en USB-C port til opladning og/eller forbindelse til din PC. G915 X TKL kan bruges både trådløst eller med kabel via USB. Logitech har heldigvis opgraderet til USB C her og ikke Micro USB, som vi så på den tidligere version. 


Software

Helt som alle andre produkter i Logitechs G serie, så skal man forbi deres Logitech G Hub software, hvis man vil tilpasse indstillingerne og tjekke status på sit Logitech G915 X TKL. 

Det er en samlet software, så hvis du har andre Logitech G enheder, vil de alle være samlet her. 

Skærmbillede 2024-10-21 150739.jpg

Via softwaren er det muligt at tilpasse lys og effekter på tastaturet. Det kan klares enten via en af de mange forudinstallerede effekter, eller man kan bygge sin egen op, som man vil. 

Gør man det selv, kan man tilpasse hver enkelt tast for sig selv, med et væld af effekter og farver. 

Skærmbillede 2024-10-21 150834.jpg

Du kan også vælge at lade systemet styre det, og understøttede spil kan også overtage styringen og tilpasse lys og effekter efter spillet.

Der er også super brede muligheder for at tilpasse tasternes funktioner. Du kan stort set skifte alle taster til alt fra genveje, medie funktioner, Windows funktioner til Macro kombinationer. 

Skærmbillede 2024-10-21 150944.jpg

Så kan binde både lys, effekter og tastefunktioner op på forskellige profiler, så du kan lave specielle lys og taste layouts fra spil til spil, hvis du vil det og koordinere det på tværs af flere Logitech G enheder, hvis man har det. 

Samlet set er Logitechs G Hub software efterhånden gennemprøvet og velfungerende med et bredt udvalg af muligheder og funktioner. 


Test

Jeg har haft Logitech G915 X Lightspeed TKL på bordet i et par uger nu og det er blevet brugt til en god blanding af arbejde, almindelig desktop brug og gaming. 

Som jeg allerede har nævnt foretrækker jeg generelt tastaturer med en lav profil, og her lander Logitech G915 X Lightspeed TKL super godt. 

Den trådløse Lightspeed forbindelse er også efterhånden en solid og etableret protokol. Den har ikke skuffet her, og jeg har ikke på noget tidspunkt oplevet udfald eller ustabilitet. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL USB dongle.jpg

En lille detalje, som jeg har irriteret mig over, er dog når tastaturet vågner fra dvale. Når jeg starter det igen, så er der en smule forsinkelse. Dels på tasterne, så hvis jeg bare begynder at skrive, så kommer de første par inputs ikke altid med. 

Forsinkelsen er dog også en del af lyset. Jeg foretrækker selv en fast farve, der matcher mine omgivelser uden en masse effekter. Det har jeg også let kunne sætte G915 X Lightspeed TKL op med. Men når man starter op efter dvale, starter den kortvarigt på tastaturet standard lys opsætning, før den skifter over til den profil jeg har givet den. 

Det sidste er mest en æstetisk irritation, mens det andet er mere praktisk irriterende. Det var et spørgsmål om lige at vænne sig til at vække tastaturet via fx space tasten og så gå i gang med at bruge det. Det er lidt et irritationsmoment, at det er nødvendigt dog. Specielt lyset er flere sekunder forsinket før det skifter. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL USB plads.jpg

Logitech angiver selv en batteritid med det ret store spænd på 42 timer til 1000 timer alt efter om man bruger RGB belysningen eller ej. 

Under min test med RGB belysning sat til omkring 50% har jeg ikke haft behov for at lade tastaturet op her ca to uger inde i min test.


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde G915 X Lightspeed TKL med en online pris på lige under 1700 kroner.

Det er 600 kroner mere end på det Logitech G515 Lightspeed TKL, som jeg testede for ikke så længe siden. 


Konklusion 

Logitech har med den nye G915 X Lightspeed TKL lavet en lille opdatering til et tastatur, som jeg allerede var ret glad for. 

Det er et super solidt og gennemført gaming-tastatur for dem, som gerne vil have muligheden for at være trådløse. Muligheden for trådløs Lightspeed forbindelse, som kan suppleres med Bluetooth eller kabel, giver et super fleksibelt tastatur, som kan tjene flere formål end blot gaming. 

Byggekvalitet og materialer er i top, og personligt synes jeg at designet rammer noget nær perfekt. Logitech har valgt ikke at skubbe flashy RGB lys foran sig som et af de primære salgspunkter, og sammen med det stilrene og afdæmpede design giver det et tastatur, som gør en gammel hund som mig glad. 

Logitech G915 X Lightspeed TKL fødder.jpg

Når man samtidigt kan bruge det trådløst med en forventning om ca 100 timers brug, hvis man bare justerer lysindstillingerne en smule, er det svært at være utilfreds. 

De små opdateringer til den tidligere version, så vi nu har standard MX stammer på kontakterne og USB C betyder, at vi har med et super lækkert tastatur at gøre. Det er nok ikke en opgradering værd, hvis man allerede har det tidligere G915, men er man på markedet for et trådløst gaming tastatur med fleksible muligheder og god batteritid, så er G915 X Lightspeed TKL et rigtigt godt bud. 

Prisen er dog til den dyre side og Logitechs eget Logitech G515 Lightspeed TKL kan fx fås, med stort set samme features, for omkring 600 kroner mindre. Den eneste umiddelbare forskel er designet og så at vi ikke får dedikerede medietaster på G515. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for et solidt og gennemført trådløst gaming tastatur, som Logitech dog lidt selv underbyder med deres G515. 


Fordele: 

  • Gode materialer og byggekvalitet
  • Stabil trådløs forbindelse
  • Lang batteritid
  • God software tilpasning


Ulemper

  • Prisen er lidt til den høje side

Vores partnere