ASRock X470 Master SLI

ASRock har sendt en mindre palle af de nye Ryzen 2 bundkort vores vej, og de skal da selvfølgelig igennem maskinen, og kigges efter i sømmene. Hvor forskellige er de reelt set fra hinanden, og er pengene givet godt ud på et større/bedre bundkort? Vi lægger ud med et af de store kort, X470 Master SLI – Et kort der som navnet antyder er designet med henblik på SLI.

ASRock har sendt en mindre palle af de nye Ryzen 2 bundkort vores vej, og de skal da selvfølgelig igennem maskinen, og kigges efter i sømmene. Hvor forskellige er de reelt set fra hinanden, og er pengene givet godt ud på et større/bedre bundkort? Vi lægger ud med et af de store kort, X470 Master SLI – Et kort der som navnet antyder er designet med henblik på SLI.

 

X470 og B450 erstatter de tidligere ”Ryzen 1” chipsæt, B350 og X370, og skulle bl.a. betyde mere stabile overclocks end tidligere, hvor den første generation af både bundkort og processore var lidt plaget af problemer med at holde stabile overclocks på CPU og RAM, når man begyndte at pressen citronen en anelse.

 

 

Tekniske Specifikationer – En hurtig opsummering:

  • Supports AMD AM4 Socket Ryzen Series CPUs (Summit Ridge, Raven Ridge and Pinnacle Ridge)
  • Supports DDR4 3466+ (OC)
  • 2 PCIe 3.0 x16, 4 PCIe 2.0 x1
  • NVIDIA® Quad SLI™, AMD Quad CrossFireX™
  • 1 CH HD Audio (Realtek ALC892 Audio Codec), Nichicon Fine Gold Series Audio Caps
  • 6 SATA3, 1 Ultra M.2 (PCIe Gen3 x4 & SATA3), 1 M.2 (PCIe Gen2 x2 & SATA3)
  • 2 USB 3.1 Gen2 (rear Type-A+C), 10 USB 3.1 Gen1 (4 Front, 6 Rear)
  • Intel® Gigabit LAN
  • ASRock Polychrome RGB support

 

Førstehåndsindtrykket er vigtigt, og her skuffer Master SLI ikke. ASRock har valgt et meget nedtonet, sort og råmetal look med simple og skarpe detaljer, som matcher designet på indpakningen nedenfor fint.

 

 

Vi springer lige et trin tilbage og tager et hurtigt kig på indpakningen. Som nævnt foroven, så er kassen udført i et sort og metalfarvet look, som matcher selve bundkortet. På bagsiden kan man finde den selvvanlige reklametekst, som fanger øjnene i farten, hvis man skulle befinde sig i en fysisk butik der stadigvæk har bundkort og lign. på hylderne.

 

 

Master SLI’s VRM heatsinks er ikke kæmpestore, men de er større end hvad nogle producenter mener de kan slippe af sted med til tider. Mere metal lig med bedre og mere stabile overclocks, hvilket jo altid er rart at have, hvis man forventer at skrue ens processor godt op.

 

Alle bundkortets heatsinks er ulakerede og meget spartansk dekoreret med ASRock logoet og mellemrum i metallet for syns og ydelses skyld– Sydbroen dækker over en række RGB kompatible LED lys, som nok deler vandene lidt. Jeg synes personligt de ser lidt spøjse ud i mørket alene, men hvis man dækker op med lys på f.eks. RAM, Grafikkort og systemfans ser det ikke så ”out of place” ud – Og ellers kan man jo altid bare slukke for det, hvis man ikke kan lide det, og vil beholde det rå look.

 

 

Master SLI har to forstærkede PCI-E 3.0 x16 porte til grafikkort, som dog skrues ned til x8 hvis begge porte tages i brug pga. Ryzen mængde PCI-Lanes. Der er også 4 x PCI-E 2.0 x1 porte til lyd, netværkskort og andet efter behov.

 

 

ASRock har valgt at gemme den ene M.2 port under et passivt kølende metalskjold der nemt skrues af og på – En fin detalje, men man kan undres over at begge porte ikke er dækket af denne løsning, både rent kølingsmæssigt, men også visuelt, da M.2 drev ofte ikke er de mest æstetisk fokuserede produkter.

 

 

Der er rigeligt med SATA og USB på Master SLI. Hele 6 SATA porte bliver det til, 2 USB2 Headers og 2 USB3 headers, som ofte bruges til RGB og fancontrollers med software control. Der er også to RGB headers, hvor mange bundkort i bedste fald kun har en enkelt.

 

 

Bag på IO siden er der otte USB3 porte, hvor to af dem er henholdsvis Gen2 og USB-C. ASRock har valgt at bruge den noget gammeldags løsning med et separat metal IO skjold der skal monteres i kabinettet først, hvor jeg personligt gerne så at de udnyttede det store IO port skjold på bundkortet, og bare for-monterede IO skjoldet derpå, som vi har set på nogle modeller sporadisk. Det er en af de gamle standarder der bare skal udryddes efter min mening.

 

Der er dedikeret 7.1 Lydkort fra Realtek, samt en HDMI output port – som dog kun kan bruges til noget, hvis man installerer en AMD APU, hvilket de færreste nok ville finde på at parre med et bundkort af den her størrelse…men den er der da, hvis man er blandt de få der kan bruge den til noget.

 

Der er intet dedikeret Wifi modul at finde, ej heller muligheden for at installere en – Hvilket kan være en dealbreaker for nogle potentielle købere. Personligt savner jeg det ikke voldsomt, og man kan altid installere et full-size PCI-E baseret netværkskort i en af PCI-E x1 portene (hvis ikke de blokeres fysisk af to voldsomme grafikkort)

 

 

Pris & Konklusion

 

ASRock X470 Master SLI kan i skrivende stund blive dit for små 1166,00 kroner, hvilket lægger det solidt i den billige ende af X470 markedet.

 

Det er svært at sige meget godt eller skidt om Master SLI – De mange benchmarks der blev taget med vores nye Ryzen 2700 gav næsten identisk resultater sammenlignet med andre kort med variabler der var inden for fejlmargin. Dog lykkedes det at opnå 4ghz på alle kerner samtidig med 3000Mhz på RAM uden besvær – Et resultat der kunne være meget svært at nå på X370 med 1st Gen Ryzen CPU’er, uden mange timers justeren og kompromis på RAM siden.

 

Master SLI har lidt svært ved at leve op til sit navn, da det ikke er decideret bedre til SLI end andre bundkorts med 2, x16 porte, udover at der både understøttes SLI og Crossfire – Dette er dog ved at blive relativt standard for OC-Chipsæt kort.

 

Der er rigeligt med porte til de fleste use-cases, men manglen på f.eks. indbygget Wi-Fi modul, eller den begrænsede mængde RGB lys i bundkortet (ikke at forveksle med RGB Porte*) kan være en dealbreaker for nogle, men omvendt skal der jo spares et sted for at holden prisen nede, og her skuffer Master SLI absolut ikke, med en Top 3 plads på Pricerunner i X470 segmentet i skrivende stund.

 

Det skal dog lige nævnes i farten at Master SLI KAN købes i en Wifi udgave, hvis man har de behov, og kan lide hvad bundkortet ellers byder på.

 

Vi ender på et 8 Tal og en ”Safe Buy” award, for et bundkort der på den ene side ikke imponerer voldsomt ift. konkurrencen eller dens salgsord, men omvendt heller ikke skuffer på funktionalitet ift. prisen.

 

Godt

  • Nedtonet design
  • Godt udvalg af porte
  • Gode OC muligheder uden at det skal koste en formue

 

Knapt så godt

  • Der er ikke meget mestren over SLI på Master SLI
  • VRM kunne måske være kølet af lidt mere metal
  • ASRock har sparet lidt på køling/afdækning til den anden M.2 port
  • RGB LED lyset på sydbroen er ikke voldsomt spændende

 

Vores partnere