ASUS Gryphon Z87

Med udsigt til 30 grader i weekenden, knokler vores crew, så de kan koble af i weekenden, og nyde varmen uden de skal sidde klistret foran PC\'en og skrive anmeldelser. Derfor kan vi i dag fremvise et af de nye Z87 bundkort fra Asus. Denne gang, er der tale om deres nye ASUS Gryphon, som er et mATX produkt. Så det bliver spændende at se, om størrelsen rent faktisk betyder noget.

Sommeren er stadig over os, og varmen holder noget så fælt ved i det danske land, og det kan mærkes! For når der skal skrives en masse, så bliver man på det nærmeste trist, af at se ud på det flotte vejr! Men ikke desto mindre, skal du jo have lidt at læse!

 

Og i dag er det et knald lækkert bundkort fra ASUS, der står for skud. Det er et mATX bundkort, ASUS selv kalder for Gryphon Z87, der løst oversat betyder ”Grif”. Altså en af de flyvende tingester med hale og alt det der. Bundkortet er udført i en meget bestemt brun/sort/grå farveskala, der tilføjer et ganske råt look. Bundkortet er en del af ASUS’ TUF serie, du måske husker for bl.a. Sabertooth?


 


Intel Z87 Express Chipset
Du har ventet på det længe, og nu er det her. Intels Z87 Express Chipset. Det er efterfølgeren til Z77, der kom i forbindelse med lanceringen af Ivy Bridge. Z77 chipsættet benyttede, som Z68/P67, sokkel 1155. Som følge deraf, kunne du få glæde af de ”gamle” Sandy Bridge CPUer i de nye Z77 bundkort. Dog er de gode tider forbi, for en stund. Z87 kommer nemlig med en ny sokkel. Intel kalder den for LGA1150, hvorfor de ”gamle” CPUer ikke kan benyttes med Z87. Som en trøst, kan du genbruge din gode gamle Z77 køleløsning, da monteringshullerne ikke er blevet flyttet.



Set i forhold ti Z77 er der sket en lang række forbedringer og ændringer. Bl.a. så er der kommet native support af hele 6 SATA 3.0 tilslutninger, hvor Z77 tilbød 2. Mængden af USB 3.0 porte er også vokset en smule, da der nu er hele 6 af slagsen. Udover de 6, så er der 14 USB 2.0 porte. Ingen USB 1.1 porte denne gang, hvilket nok er fornuftigt nok. Hvad angår det grafiske kan du smide to grafikkort til. De får hver især 8 lanes at lege på, og versionen hedder 3.0. PCIe 3.0 kan flytte 4x så meget data frem og tilbage ift. PCIe 1.0.

 

Hukommelsen der understøttes er enten DDR3 eller DDR3L, hvor sidstnævnte står for low-voltage, altså moduler med et lavt strømforbrug. De første 16 PCIe lanes samt hukommelsen administreres direkte fra CPUen, og resten, herunder USB og SATA, tager chipsættet sig af. Udover de mange USB porte, så tilbyder Z87 hele 8 PCIe 3.0 lanes, samt et gigabit netkort. Slutteligt finder jeg en række Intel features, her bl.a. Intel Rapid Start, for hurtig opstart, samt Intel Rapid Storage for smart håndtering af dine data og Intel Smart Connect, der gør forbindelsen med omverdenen til en leg. 

 

 

ASUS Z87 Gryphon
Men hvad er ASUS Gryphon Z87 så for en størrelse? For det første så er navnet dejlig råt, og vidner om et råt bundkort, der kan en masse. Og det ser faktisk ud til at bundkortet lever op til navnet. Du kender sikkert ASUS’ TUF brand, der bl.a. har omfattet det ekstremt populære Sabertooth, og altså nu også Gryphon. Bundkortet kommer med en lidt dyster farvepalet, med brun som den dominerende farve. Men det er bestemt ikke en lortebrun, der er tale om, men mere om det under galleri-delen. Udover det noget specielle layout, er der tale om et mATX bundkort, der benytter Intels Z87 chipsæt, og du kan smide op til 2 grafikkort i bæstet. Så ASUS har tænkt på dig, bare rolig!

 

 

Oversigt



Her en lille alternativ måde at vise specifikationerne på. For sådan kedelig tabel bliver man hurtigt træt af! Som det ses på det fine billede, så mangler bundkortet så absolut ingenting! Der er ALT tænkeligt, lige fra USB 3.0 til mulighed for to grafikkort. Men det er standard for Z87 chipsættet. Hvad der ikke er standard for det, er ASUS TUF mosfets, samt DIGI+ strømstyring, men alt det, kigger jeg på lige straks!

 


Thermal Radar 2



Thermal Rader 2 giver dig mulighed for at holde øje med alle temperaturer i hele systemet. Og det er alt lige fra grafikkort til CPU. For slet ikke at glemme den magt du får over samtlige blæsere i maskineriet. ASUS gør dig ganske enkelt til kølingens konge! Velkommen til dit rige!

 


ESD Guard



Den usynlige dræber, der tager livet af de uskyldige. Du kender hende måske, den dræbende engel. ESD! Det er ikke et russisk rusmiddel, men statisk elektricitet. Og det kan slå ALT ihjel og jeg mener ALT. Med ladninger på mod 1000v eller mere, kan du grille alt elektronik blot ved at komme for tæt på. Men den slags har ASUS sørget for at værne god imod, takket være deres ESD Guard. Det betyder at hvis du kobler en USB pind til systemet, som desværre er ladet godt op med statisk elektricitet, så sørger et indbygget system for, at lede strømmen langt væk! På den måde dræber du ikke noget, og dit bundkort kan leve i fred og harmoni sammen med dig.

 


TUF Components



ASUS har udstyret bundkortet med nogle særdeles hårdføre komponenter, hvis styrke er sammenlignelig med U.S. Army. Alle komponenter er militær klasse, hvilket betyder at de er testet til at klare ekstreme forhold. Herunder ekstrem varme og ekstrem kulde.

 


New UEFI BIOS



ASUS har ligesom alle de andre smidt en ny BIOS eller en opdateret BIOS om man vil, med på deres Z87 bundkort. Og BIOS er blevet nemmere end nogensinde før. Du kan nu lettere navigere rundt, og alt er blevet langt mere overskueligt. Det gælder også hvis du vil gemme profiler i BIOS, eller måske redde en ødelagt BIOS. Det er også muligt at lave nogle små noter i BIOS. Kanon smart!

Vores partnere