Vi har modtaget et MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio grafikkort, som er NVIDIA største kort på nuværende tidspunkt i RTX serien. RTX teknologien, der også kaldes for Raytracing, er en helt ny grafisk proces i den samlede pipeline, der skulle give os så realistisk grafik i spil, at det bliver svært at skelne mellem virkelighed og spil. Om det så bliver tilfældet, må tiden vise.
Læs også test af MSI GeForce RTX 2080 Sea Hawk X - 8GB GDDR6 RAM
Vi tager et spadestik dybere, og starter op med de basale informationer på MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio grafikkortet.
De tekniske specifikationer:
Med lanceringen af RTX kortene og Turing arkitekturen har der også fra Microsofts side været godt kan i udviklingen. De har nemlig lanceret DirectML teknologien til AI rendering og DirectX Raytracing (DXR) API's, som spiludviklerne kan bruge til at få netop RTX funktionen med ind i spilverdenen.
NVIDIA's nye grafikarkitektur hedder Turing SM, der udover at have generelt flere cores og større båndbredde også er udstyret med de nye RT Cores, der giver os mulighed for op til 10 Giga Rays pr. sekund. Igen har vi ikke set RTX funktionen i brug endnu, og derfor kan vi reelt ikke sige, om det er godt eller ej. Men vi glæder os meget til at teste det.
Turing introducerer os for verdens mest avancerede grafiske rendering, der går under navnet Raytracing. En teknologi, som vi har ventet med længsel, siden NVIDIA annoncerede, at GTX navnet blev erstattet med RTX. De nye RT Cores anvender en hel ny proces i samarbejde med API's såsom Microsoft DirectX DXR, NVIDIA OptiX og Vulkan Raytracing til at skabe 100% virkelighedstro reflektioner, skygger, detaljer og generelle indtryk.
MSI har sadlet en del om med de nye RTX kort, da de har syltet det gennemgående sorte og røde farvetema til fordel for et monokromt design med grå toner i forskellige nuancer. Den kendte Gaming Dragon er stadig med på fronten, og det røde er ikke helt dødt endnu, da der er enkelte røder elementer rundt omkring.
MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio kommer selvfølgelig med MSI's egne patenterede Tri-Frozr kølesystem med Torx 3.0 blæsere. Hvis man nu lider lidt af OCD eller bare elsker rene linjer, så vil det nok springe lidt i øjnene, at de tre fans ikke er lige store. Et nødvendigt onde, om man vil, da der over den bagerste er et plastikbeslag, der kan afmonteres, hvis man vil køre med et dual grafikkort setup.
Med de nye RTX kort har NVIDIA endvidere sendt SLI broen på velfortjent pension for at hive NV-Link systemet ind i stedet for. Med NV-Link får vi en langt større båndbredde. Men NV-Link har også den fordel, at kortene rent faktisk fungerer som to kort, hvor de på SLI systemet egentlig opererede som ét kort. Forstået på den måde, at kortene renderede den samme frame og spyttede flere ud af samme slags.
TU102 GPU chippen kommer med følgende opsætning:
Til hver eneste memory controller er der tilknyttet 8 ROP's og 512 KB L2 cache. Samlet set er TU102 chippen udstyret med 96 ROP enheder og 6144 KB L2 cache
De nye RTX kort er som de første udstyret med de nye GDDR6 VRAM, der kommer som en erstatning til de tidligere anvendte GDDR5 VRAM. Rammene er clocket til 7000 MHz, og kortet har 11 GB af slagsen som det tidligere 1080 Ti.
"Turing SM systemet er den første grafiske arkitektur, der gør nytte af de nye GDDR6 VRAM, der kommer med en 20% performance forbedring end de tidligere anvendte GDDR5 VRAM."
Men udover et nyt design, nye RAM og den famøse RTX teknologi så kommer kortet altså også med andre features. Blandt andet har NVIDIA udviklet en ny anti aliasing teknologi som erstatning for den nuværende TAA, som ofte har været en hæmsko for spilproducenter, da den kan være svær at inkorperere ordentligt i spiltitler.
Deep Learning Super Sampling (DLSS)
DLSS er i bund og grund en videreudvikling af TAA (Anti-Aliasing), hvilket er en grafisk proces til at forbedre et billede. Problemet med TAA er, at det har en tendens til at være svært for udviklere at bruge i praksis, hvilket ofte medfører pixelfejl i komplekse frames. Derfor har NVIDIA brygget videre på idéen og skabt DLSS. DLSS gør det samme, men i stedet for at gøre som TAA, der først renderer det endelige billede og derefter samler frames og endvidere, så gør DLSS processerne løbende i real-time og samler en given frame til sidst med samme kvalitet som TAA men med det halve shading arbejde.
Som vi kan se her, så er MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio et voldsomt tykt kort, der fylder godt. Blandt andet skal man da være opmærksom på, om der er plads nok mellem ens PCIe sokler, hvis man vil køre med mere end ét kort.
Grundet kortets tykkelse og vægt har MSI også vedlagt et støttebeslag, som kan monteres sammen med ens nye grafikkort, så man skåner både grafikkort og PCIe sokkel.
RGB er jo nærmest det nye sort, og det er bestemt ingen undtagelse med MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio. Der er monteret masser af LED's på både front coveret og på toppen af kortet.
På bagsiden af MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio har MSI lavet en knivskarp backplate, der skal hjælpe med at afvikle varmen fra kortet. Rillerne i platen skal være med til at skabe bedre airflow omkring de varme komponenter ved at lede luften ind bag pladen.
Af tilslutningsmuligheder er MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio udstyret med tre DisplayPort 1.4-, én HDMI 2.0- og én USB 3.1 Type C port. Kortet kan maksimalt styre fire skærme på en gang, og det understøtter opløsninger op til 7680 x 4320 (8K) pixels.
Man kan ikke forvente så voldsom ydeevne, uden at der skal noget sovs til. Udover at kortet hiver 75 watt fra PCIe soklen, så kræver det intet mindre end to 8-pins- og én 6-pins ATX stik for at kunne køre, hvilket samlet giver en TDP på 450 watt. Kortet er foreskrevet til at skulle bruge 300 watt, hvilket giver et fint overhead til et eventuelt overclock.
Læs også vores test af MSI GeForce RTX 2080 Gaming X Trio
Test:
Setup
I testfasen har jeg deaktiveret 6 af min processors kerner. Derefter har jeg overclocket de resterende 4 kerner til 4 GHz for at undgå risikoen for en flaskehals på grund af i9-7900X' lavere clock frekvens end gaming relaterede processorer som eksempelvis i7-8700K.
Testsoftware
Alle spil og softwares bliver afviklet i 1440p og 2160p opløsning med ultra presets og V-Sync samt frame caps slået fra. Jeg har benchmarket mit nuværende MSI GeForce GTX 1080 Ti Gaming 11 GB grafikkort med samme programmer for at kunne sammenligne resultaterne.
The Witcher 3 Wild Hunt er et open world adventure/rollespil, hvor man indtager roller som Gerald. En witcher på jagt efter forsvundet kærlighed.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1440p: 91 / 120 FPS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 2160p: 52 / 72 FPS
I Far Cry 5 strander man i et indædt samfund, hvor Seed familien har overtaget magten, og man skal jagte og dræbe familien i et forsøg på at genoprette freden.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1440p: 81 / 98 FPS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 2160p: 66 / 80 FPS
Shadow of the Tomb Raider er det seneste spil i Tomb Raider franchisen, og vi tager endnu engang på eventyr som den eventyrlystne Lara Croft.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1440p: 83 / 100 FPS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 2160p: 48 / 62 FPS
I Deus Ex Mankind Divided lever Augs og mennesker side om side, og Augs er ikke ligefrem velmødte. Man spiller i rollen som Mr. Jensen. En Aug med hidtil ukendte kræfter. Deus Ex Mankind Divided er ligesom Crysis 3 et spil med en meget tung grafikmotor, hvilket gør spillet til en prøvelse for ethvert grafikkort.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1440p: 33 / 48 FPS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 2160p: 19 / 25 FPS
Overwatch er et hæsblæsende eSport spil, hvor man skal være lynhurtig, når først spillet er i gang. Banerne er små og runderne korte. Et hold forsvarer, mens et andet skal indtage, og der er ingen nåde.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1440p: 172 / 300 FPS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 2160p: 94 / 219 FPS
Med MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio grafikkortet er vi ude i et grafikkort, der skaber true 4K @ 60 FPS gaming. Men mens vi snakker om 4K 60 FPS, så venter vi også i spænding på at opleve, hvad RTX teknologien gemmer på. Generelt er der et fint performance boost fra 1080 Ti til 2080 Ti.
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti: 9706 PTS / 13064 PTS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti: 7029 PTS / 8802 PTS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 1080p Extreme: 5829 PTS / 9042 PTS
GTX 1080 Ti / RTX 2080 Ti 4K Optimized: 9278 PTS / 11954 PTS
Også i de syntetiske tests kan vi se en tydelig forbedring fra 1080 Ti til 2080 Ti. 2080 Ti yder rigtig godt, men 1080 Ti har allerede mange kræfter. Hvis man ikke er interesseret i RTX teknologien eller true 4K @ 60 FPS gaming, og hvis man allerede sidder på et sådant kort, så vil jeg ikke mene, at det kan anbefales at opgradere.
Pris:
I skrivende stund, den 26. september 2018, er MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio set med et prisskilt pålydende 9.989,00 kroner og opefter.
Hvis I ønsker at læse om MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio på MSI's hjemmeside, kan I klikke på banneret herunder.
Vi har her på Tweak.dk redaktionen lavet vores egen gennemgang af Turing SM arkitekturen, som I kan læse ved at klikke på banneret herunder.
Konklusion:
Vi har stadig rigtig meget i vente, når det kommer til de nye RTX kort, da vi slet ikke har set andet end toppen af isbjerget, når vi snakker om Raytracing teknologien. Så derfor er det måske endnu også en lidt halvhjertet konklusion, da jeg skal vurdere kortet uden at have set dets fulde potentiale.
Men ud fra det jeg har set, så er der ingen tvivl om, at MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio er et knivskarpt kort, der kommer med en solid performance forbedring i forhold til GTX 1080 Ti. Vi har gennem dagens benchmarks set solde frames i spil, og det kan uden meget besvær siges, at RTX 2080 Ti kortet er lavet med formål at give os True 4K gaming med 60 FPS uden kompromisser. Hvilket vi også får. Hele vejen igennem har vi fået en rigtig god spiloplevelse uden lag/stutter af nogen art, selvom vi har lagt masser af eyecandy på spillene.
Vi ved meget lidt om Raytracing teknologien på nuværende tidspunkt, men det vi allerede nu ved fra NVIDIA's side er, at Raytracing bliver tungt, og selvom de håber på 1440p ydelse, så skal vi forvente 1080p 60 FPS Raytracing grafik. Hvis og såfremt det viser sig at være korrekt, så bliver man i min optik sat lidt på prøve her. Mange i dag sidder med 144 Hz skærme og elsker en flydende spiloplevelse. Men det kommer man jo så på kompromis med, hvis man skal forvente 1080p på omkring 60 FPS med Raytracing slået til.
Som jeg nævnte tidligere i anmeldelsen, så har MSI sadlet rigtig meget om på designdelen af MSI GeForce RTX 2080 Ti Gaming X Trio kortet i forhold til forrige Pascal generation, der fulgte det sædvanlige sorte og røde design. Personligt er jeg stor fan af det mere monokrome design, og jeg er helt med på idéen. Det giver rigtig god mening i en tid, hvor RGB fylder så meget. Stilrent hardware, der kan prydes med masser af lys, hvis man ønsker det.
MSI har gennem mange år udviklet deres køleløsninger, og Tri-Frozr køleren er virkelig en af mine favoritter. Køleløsningen har formået at levere gode temperaturer, der maksede ud på 77 grader ved fuld load, uden at det lød som om, at computeren var ved at lette. I idle slukkede alle blæserne, hvorefter kortet snurrede på omkring 33 grader.
Det hele kan selvfølgelig sjældent være guld, og når det kommer til prisen, så bliver jeg virkelig ramt. 10.000 gode danske kroner er rigtig meget for et grafikkort. Hvis man er helt fanget af RTX teknologien, så er der ingen vej udenom RTX 2080(Ti). Men hvis man allerede sidder med et 1080 Ti kort i sin maskine, og hvis man ikke er helt fanget af RTX idéen, så kunne man overveje, om et ekstra 1080 Ti i stedet var vejen frem.
Hvis jeg skal se på det samlede overblik, så vil jeg give MSI et flot 9-tal og en Enthusiasts Only Award. Det er ikke for enhver at smide 10.000 kroner efter et grafikkort. Til gengæld får man også et grafikkort, der er så avanceret og kraftigt, at det har skubbet Titan X kortet ned på en andenplads på listen over de stærkeste forbruger grafikkort, hvis man ser på resultaterne fra flere anerkendte internationale kilder.
Godt:
Knapt så godt:
Score: 9 + Enthusiasts Only Award