Fractal Design Define 7 midtower kabinet: TEST

fractal_7_define_front_design
Define serien fra Fractal Design er uden tvivl en af deres mest populære kabinet modeller igennem tiden. Vi skriver nu 2020 og Fractal Design er klar med den syvende generation af deres Define kabinet, som har fået det passende navn: Define 7. I denne test skal vi se nærmere på hvad dette spritnye kabinet har at byde på, og hvad Fractal Design har gjort for at bringe det op til 2020 standarder. Lad os som altid starte ud med at danne os det tekniske overblik, og dernæst kigge nærmere på kabinettet – sæt i gang!


1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg

Specifikationer og features

Eftersom at jeg skriver denne test inden at Define 7 kabinettet officielt er udgivet, betyder det også at jeg ikke kan låne specifikationerne fra hjemmesiden som jeg ellers normalt ville gøre. Jeg har derfor dykket en tur ned i min reviewers guide, og fundet specifikationerne på kabinettet til jer, samt to billeder der viser lidt omkring radiator og blæser supporten i Define 7 kabinettet:

  • Type: ATX Miditower
  • Dimensioner: 547 x 240 x 475 mm (LxBxD)
  • Vægt: 13.45 kilo
  • Materialer: Metal, plastik og glas
  • Udgaver/versioner: Sort, hvidt, gunmetal, sort/hvidt
  • Bundkort support: Mini-ITX, Micro-ATX, ATX og E-ATX
  • Frontpanel: 2x USB 3.0, 2x USB 2.0, 1x USB Type-C og lyd ind/ud
  • PCI-slots: 7+2 (vertikal grafikkort montering muligt)
  • Maksimal CPU-køler højde: 185 mm
  • Kabelføringsplads: 30 mm
  • Inkluderede blæsere: 3 stk. Dynamic X2 GP-14
  • Blæser og radiator support: Se billederne nedenfor

Grafikkort maksimal længde: 

  • 467 mm (med frontblæser i åbent layout)
  • 315 mm (i lukket layout til harddiske i front)

3.5”/2.5” drev pladser:

  • Lagringslayout(lukket): 6 + 1 inkluderet, 14 max
  • Åbent layout: 2 + 1 inkluderet, 9 max
  • Dedikerede 2.5” pladser: 2 inkluderet, 4 max

2_features_define_7_fractal_1.jpg

3_fractal_design_Features_2.jpg

En tur rundt om Fractal Design Define 7

Vi har ovenfor kigget på de forskellige features og specifikationer, og hvad kabinettet tilbyder af muligheder – i hvert fald på papiret. Nu skal vi se på hvordan tingene forholder sig i praksis, når vi skal en tur hele vejen rundt om Define 7 kabinettet, både ude – og indvendigt. Vi har modtaget den komplet hvide udgave af kabinettet, med hærdet glas sidepanel. Der findes også en sort, sort/hvid og gunmetal, alle sammen både med og uden vindue. Ved første øjekast ligner kabinettet mere eller mindre sig selv, hvis man kan sige det sådan.

Fractal Design Define 7 midtower kabinet: TEST

På den højre side, finder vi en blank hvid overflade uden nogen former for ventilation eller andet. Kun hvis vi bevæger os mod fronten, kan vi se indsugningen til blæserne i fronten, som også var at finde på den venstre side, ovenfor.

Fractal Design Define 7 midtower kabinet

Bevæger vi os videre mod toppen og holder os i fronten af kabinettet, mødes vi af frontpanelet som faktisk er ganske imponerende. Ud over naturligvis at være udstyret med en power og reset knap, finder vi også lyd ind/ud, samt to USB 2.0 og to USB 3.0 porte. Sidst men ikke mindst, har Fractal Design også implementeret et enkelt USB Type-C stik, hvilket er forfriskende at se. Stikket er nu ved at have nogle år på bagen og er for alvor ved at være udbredt – dog ikke på kabinet markedet endnu. Tommel op her!

tilslutninger gaming Fractal Design Define 7 midtower kabinet

En ting der må siges at kendetegne Define serien fra Fractal Design, er uden tvivl frontlågen som gemmer på et stort støvfilter, samt plads til en 5.25” enhed. Sidst nævnte havde jeg ikke set komme, da de optiske medier også er ved at uddø når vi snakker computerverdenen. Ikke desto mindre er det altid bedre at have flere features end man har brug for, kontra af mangle dem. Bagved det store støvfilter, finder vi to 140 mm blæsere inkluderet, som virker til at være i rigtig lækker kvalitet. En ting der dog desværre ikke helt er det, er selve støvfilteret og plastikken inde bag lågen. Begge dele virker som om at de er fremstillet i ret billig og skrøbelig plastik, hvilket er en skam, da byggekvaliteten på resten af kabinettet er bundsolid.

Fractal støvfilter midtower kabinet Design Define 7 midtower

Fractal Design skal dog have stor ros for de hængsler som holder frontpanelet på Define 7. Her er der ikke tale om billige plastikløsninger, men seriøse hængsler i metal som er fjederpåvirket, og mest af alt har noget der minder om softclose når man lukker frontlågen. Jeg har ikke set noget lignende dette på andre kabinetter med frontlåger før, så her skal Fractal Design have stor ros, det er lækkert! Du har naturligvis mulighed for at flytte hængslerne over på den modsatte side, hvis det skulle passe bedre til dit setup – ganske som på de tidligere modeller.

midtower case Fractal Design Define 7 hægsler

Hvis vi vender bagenden af Define 7 kabinettet mod kameraet, finder vi heromme det layout som vi er blevet vandt til at ser efterhånden. Det betyder at strømforsyningen placeres i bunden, med 7+2 PCI-slots ovenfor, mens at toppen byder på hullet til bundkortets I/O panel, samt en tredje 140 mm inkluderet blæser. Alle blæserne inkluderet i Define 7 er Fractal Designs Dynamic X2 GP-14, som har lavt støjniveau, men højt airflow.

Fractal Design midi cabinet Define 7 midtower cabinet støjsvagt

Med kabinettet lagt ned på siden, kan vi tage et hurtigt kig på bunden af Define 7 kabinettet. Her finder vi fire solide fødder som alle har gummi monteret for at minimere vibrationer i at blive sendt videre. Vi finder desuden også et enormt støvfilter som dækker hele bunden på kabinettet, og kan trækkes ud via fronten når det skal rengøres. Dette er genialt, da man på denne måde ikke skal til at flytte på computeren når den skal rengøres.

Fractal gaming Design midi hvidt Define 7 midtower kabinet støjsvagt

Lad os få fjernet sidepanelerne på Define 7 og fortsætte vores tur indenfor. I modsætning til mange andre kabinetter som har sidepaneler i hærdet glas, eller sågar traditionelle metalpaneler. Er der ingen skruer eller andet der holder panelerne fast på Define 7. Disse er simpelthen blot ”klikket” fast på nogle små kugler, hvilket faktisk gør at de sidder overraskende godt fast, samtidig med at det giver et stilrent og unikt look. Det er muligt at give glaspanelet en enkelt skrue i fronten, hvis man ønsker at sikre det ekstra under transport.

skruefri Fractal gaming Design midi hvidt Define 7 midtower kabinet Sidepaneler

Det højre sidepanel som jo er lavet af et stort stykke metal, har også fået en god portion støjreducerende materiale klistret på – ganske som vi også så det på frontlågen. Dette holder naturligvis støjen nede, men tilføjer samtidig også en hel del vægt til kabinettet. Så selvom at Define 7 er et ret kompakt miditower, vejer det stadig over 13 kilo uden noget hardware monteret.

støjreducerende Fractal gaming Design midi montering Define 7 midtower kabinet

Inden vi helt når indenfor i Define 7 kabinettet, tager vi lige et hurtigt kig på toppen igen. Fractal Design inkluderer nemlig et ekstra panel i kassen. Måden hvorpå at toppanelet er fastgjort, er identisk med det system vi ser på sidepanelerne. Her tager man blot fat i bagenden, og giver et lille ryk – så hopper toppanelet af som vist nedenfor.

Udskifteligt toppanel_Fractal gaming Design midi Define 7 midtower kabinet

Panelet som er monteret fra fabrikken er lukket af, og udstyret med samme støjreducerende materiale som sidepanelet. Ønsker du at montere radiatorer eller blæsere i toppen af Define 7, kan du blot bruge det medfølgende toppanel som er ventileret. Her er det også lækkert at se at Fractal Design ikke blot har valgt de klassiske huller, men er gået med et mere unikt mønster som får kabinettet til at skille sig ud fra mængden. Støvfilteret i toppen kan også let klikkes af for rengøring.

Udskifteligt toppanel_Fractal gaming Design midi Define 7

Jeg har monteret det ventilerede toppanel til de næste par billeder, for også at få lidt mere lys ind i kabinettet til billederne. Som vi kan se herunder, er layoutet inde i Define 7 meget åbent, og der er fri passage fra de to 140 mm blæsere i fronten, til bundkort, grafikkort med videre. Vi finder også det samme ventilationsmønster på PSU-coveret i bunden, hvilket er lækkert at se. Den hvide farve udefra fortsætter også herinde, men der findes også en sort/hvid udgave hvor det er mere en blanding.

Fractal gaming Design midi Define 7 midtower kabinet hvidt test

Et close-up billede af de to 140 mm blæsere i fronten af Define 7, hvor du altså også har mulighed for at montere yderligere en af slagsen, eller op til en 360 mm radiator – hvis du vel og mærke ikke monterer et 5.25” drev i toppen, men hvem bruger dette mere alligevel? Ønsker du at montere en blæser yderligere, eller en stor radiator, kan et eller begge af de to paneler på PSU-coveret let klikkes ud. Bemærk desuden de fire huller på det store af disse paneler. Dette passer til diverse monteringsbeslag til vandpumper, hvis du skulle ønske custom vandkøling i dit Define 7 kabinet.

Fractal gaming Design miditower Define 7 kabinet hvidt front

Vender vi blikket tilbage mod bagenden, kan vi her se de 7+2 PCI-slots som alle er ventilerede og udstyret med tommelskruer. Du kan tilkøbe et vertikalt beslag, således at du kan fremvise dit grafikkort igennem glassiden, hvis du skulle ønske dette. Der er naturligvis også et stort hul til udskiftning af CPU-kølere, samt kabelføringshuller i placeringer der giver mening.

Fractal gaming Design miditower Define 7

Vi fortsætter om på bagsiden af Define 7 kabinettet, hvor der også er sket en del i forhold til de tidligere versioner. Vi finder her omme et multi-beslag som Fractal Design selv kalder det, som kan bruges til enten en 2.5” eller 3.5” harddisk. Derudover er der også kabelføringskanaler og velcrobånd monteret standard, hvilket gør kabelføringen til en leg, sammen med de hele 30 mm der er af plads heromme.

18_indvendigt_design_højre_side_kabelføringsmulighbeder_define_7_kabinet_fractal.JPG

Der er også et plastikcover i bunden, som gør at du kan ”gemme” alle kablerne væk nede i kælderen, så at de ikke kan ses hvis du har sidepanelet af. Der er også to dedikerede 2.5”/SSD-pladser heromme. Disse beslag kan også afmonteres og bruges omme på den anden side, oven på PSU-coveret, hvis du ønsker at vise dine SSD’er frem.

miditower Fractal gaming Design psu bay Define 7 kabinet

En fed detalje, er at Fractal Design har lavet plads til at trække kabler ned langs højre side, hvor EPS-strømmen (CPU), ofte trækkes. Her finder vi dedikerede velcrobånd præmonteret, hvilket er fedt at se. En anden ting som også er super fed, er den implementerede Nexus+ 2 blæser-HUB som vi kan se øverst i midten på billedet herunder. Denne enhed gør det muligt at forbinde op til ni blæsere (seks normale og tre PWM), og tilslutte til en enkelt PWM-port på dit bundkort. På denne måde kan du reelt set styre alle dine blæsere fra ét og samme sted – genialt!

miditower Fractal gaming Design nexus fan hub Define 7 kabinet


Modulært design og hardware installation

Vi er nu nået til stedet i testet, hvor vi normalt går i gang med at smide vores hardware i kabinettet, men der er vi ikke helt endnu når det kommer til Define 7. Der er nemlig lige et par ekstra ting jeg gerne vil vise jer. Dette kabinet er nemlig uhyre modulært opbygget, som vi kan se på billedet herunder. Du kan med andre ord, tilpasse kabinettet helt efter dine ønsker, og konvertere det fra det standard åbne design, til et mere lukket, hvis du skulle have behov for en masse diske.

miditower Fractal modulært gaming Design nexus fan hub Define 7 opbygning

Fractal Design inkluderer fire harddiskbeslag i kassen, ud over de to som vi finder i kælderen – modellerne på disse er den samme, og understøtter både 3.5” og 2.5” diske.

miditower Fractal modulært gaming Design Define 7 harddisk skuffer

Pladen der er placeret i den højre side i baggrunden, kan fjernes ved at løsne fire skruer. Når dette er gjort, har vi fri adgang hele vejen igennem kabinettet oppe i fronten. Man kan så tage denne plade og flytte ud mod det venstre sidepanel (glassiden).

Design Define 7 miditower åbemt kabinet Fractal modulært gaming Design

Herunder har jeg monteret pladen vi snakkede om ovenfor, ude mod det venstre sidepanel. Ved at gøre dette, har man nu mulighed for at montere op til vanvittige 14 harddiske i Define 7 kabinette – ja du læste rigtigt! Inden at det tager overhånd, med billeder i denne test, vender vi næsen mod hardware monteringen for nu. Jeg konverterer kabinettet tilbage til som da vi pakkede det ud af kassen, og lad os derefter få monteret noget hardware og se hvordan det tager sig ud.

Design gamer Define 7 midi tower frontpanel Fractal modulært gaming Design

Hvad end du ønsker at montere 3.5”, 2.5” eller SSD’er i Define 7 kabinettet, skal du have skruer og skruetrækker frem – ingen værktøjsfri montering her. Til gengæld får man lækre harddiskbeslag fremstillet i metal, med gummi for at minimere vibrationer, i stedet for billige plastikdele som vi oftest ser.

Design gamer Define 7 midi tower Fractal gaming Design

Strømforsyningen skal monteres på det medfølgende beslag, og derefter skubbes ind i bagenden af kabinettet. Dette skyldes at det integrerede PSU-cover ikke kan afmonteres, og det derfor er den eneste måde at der er plads nok til at få strømforsyningen ind. Dette er noget vi ser på mange nyere kabinetter, så intet nyt under solen her. Det kan være en god ide at montere alle de kabler du regner med at få brug for, INDEN at du skubber den ind i kabinettet – hvis du vel og mærke benytter en modulær strømforsyning som os.

PSU montering Design Define 7 tower Fractal modulært Design

Med et komplet system monteret, ser bagsiden på Define 7 ud som nedenfor. Det var nærmest legende let at bygge i dette kabinet, da der er oceaner af plads at arbejde på, og kabelguiderne kombineret med velcro, gør at man ved præcis hvor man skal trække sine kabler. Derved kan selv uerfarende byggere opnå fine resultater i dette kabinet.

PSU Design Define 7 tower Fractal Design

Selv med et fuld størrelse ATX bundkort og et fuldvoksent grafikkort, ser Define 7 nærmest tomt ud. Der er umiddelbart en masse spildplads i fronten, men her kan man altså montere radiator, pumpe til custom vandkøling, eller konvertere kabinettet til det lukkede setup, hvor der er plads til MASSER af harddiske – valget er dit, pladsen er der.

Åbent layout hardware monteret fractal define 7 kabinet

Der er support for CPU-kølere med en højde på helt op til 185 mm. Dette betyder at Define 7 kabinettet kan huse stort set enhver tænkelig luftkøler på markedet helt uden problemer. Det samme gør sig gældende for store grafikkort med custom printplader og kølere, som typisk er noget højere end de standarddesigns. Alle PCI-covers er naturligvis ventilerede, og endda med samme mønster som resten af ventilationen på kabinettet, deriblandt det ovenpå PSU-coveret, fed detalje.

Åbent layout hardware monteret fractal define 7 kabinet gaming mid tower

I en opsætning som vores her, er der fri passage fra de to 140 mm blæsere i fronten, og hen til alle vores komponenter. Selv med en stor radiator monteret og to rækker af blæsere, er der stadig masser af plads at arbejde på her.

PSU Design Define 7 tower Fractal modulært Design PSU montering

Det samme gør sig gældende i toppen, hvor der også er god plads til både blæsere og radiatorer. Fractal Design har brugt tricket med at rykke monteringshullerne ud mod venstre side, hvilket betyder at du derfor ikke kommer i konflikt med køleprofiler på bundkort og høje RAM, på samme måde som man typisk ville.

bundkort Design Define 7 gamer tower Fractal Design PSU montering

Et billede af det færdige system nedenfor, i alt sin pragt. Define 7 har været en fornøjelse at bygge i, og det er en værdig afløser til de mange forgængere fra Fractal Design. Om man er til hvid, sort, grå eller en blanding, så er der et Define 7 kabinet til enhver smag.

32_prisoversigt_fractal_design_define_7_miditower_hvidt_design_gaming.JPG

Nu vi er ved farverne på Define 7, har min kollega Kenneth, som også styrer vores YouTube kanal faktisk skudt et par billeder af Define 7 kabinettet som vi her har testet i hvidt, sammen med den komplet sorte udgave. Jeg vil lade billederne tale for sig selv herunder, og så kan du blot rulle videre til en hurtig snak om prisen og konklusionen når du er klar.

34_fractal_design_define_7_sammenligning_2.JPG

35_fractal_design_define_7_sammenligning_3.JPG

36_fractal_design_define_7_sammenligning_4.JPG


Pris

I skrivende stund er vi stadig under NDA, hvilket betyder at Define 7 kabinettet officielt ikke er lanceret endnu. Derfor kunne vi af samme grund ikke finde nogle forhandlere af kabinettet. Derfor dykkede jeg ned i min reviewers guide og fandt nogle priser. Fractal Design lister en MSRP på 174.99,- Euro hvilket direkte omregnet svarer til godt 1300,- DKK. Sammenlignet med lignende kabinetter på markedet, gør denne pris at Define 7 passer lige ind hvor det skal. Prisen er i den høje ende for de fleste, men man får masser af kabinet for sine penge, og et hav af lækre features.

Ønsker du alle informationer på Define 7 kabinettet fra Fractal Design, kan du naturligvis også give deres hjemmeside et besøg. HER har jeg linket til oversigten med deres Define kabinetter, så når 7’eren lander på markedet og denne test går online, skulle du komme direkte ind hvor du kan finde kabinettet.

1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg

 

Konklusion

Det er nu blevet tid til at vi skal have samlet tankerne og hvad vi har fundet frem til i den tid at Define 7 fra Fractal Design har været på testbænken. Jeg har personligt altid været en stor fan af det minimalistiske design fra Fractal Design, og deres seneste Define 7 kabinet lever i den grad op til dette. Vi finder det efterhånden klassiske design, som er blevet spicet op her og der, for at få det op til 2020 standarden. Det betyder blandt andet at vi derfor har med et yderst modulært kabinet at gøre. Med dette mener jeg, at det er muligt at skille kabinettet fra hinanden, blot ved hjælp af en skruetrækker. Du kan derved tilpasse kabinettet efter dit behov, ganske simpelt, hvilket er yderst forfriskende at se.

Vi finder plads til et hav af både radiatorer, blæsere og ikke mindst hardware i Define 7. Hvis du vælger at konvertere kabinettet til det lukkede layout, har du faktisk mulighed for at montere helt op til vanvittige 14 3.5”/2.5” harddiske (ved køb af ekstra harddiskbeslag, seks medfølger) – imponerende! Har du ikke behov for så mange diske, kan du lade kabinettet være i det åbne layout, som derved tillader montering af masser af hardware, vandkøling eller hvad du kunne tænke dig. De mange blæsere kan tilsluttes den integrerede Nexus+ 2 blæser-HUB som gør at du kun skal tilslutte ét stik til en PWM-port på dit bundkort, og derved har fuld kontrol over op til ni blæsere. Et andet sted hvor Define 7 også viser at det er et moderne kabinet, er ved noget så simpelt som frontpanelet, hvor vi finder et USB Type-C stik. Selvom stikket for alvor er ved at være udbredt, er det stadig ret begrænset med kabinetter der tilbyder dette det.

Overall er der ikke mange fingre at pege efter det nye Define 7 kabinet fra Fractal Design. Der er rigtig mange ting som er gjort korrekt og så ser kabinettet bare rigtig lækkert ud – moderne, uden at gå helt fra sine rødder. Med mulighed for en række forskellige farver, og mulighed for at vælge om du ønsker med eller uden hærdet glas, er også lækkert at se. Skal jeg påpege et par ting som jeg ikke brød mig om ved Define 7 kabinettet, kan vi starte med vægten. Vi har med et forholdsvis kompakt miditower kabinet at gøre, som alligevel vejer 13.45 kilo. Dette er naturligvis på grund af alt støjreduktionen, og metalkonstruktionen. Men det gør også at et færdigt system hurtigt bliver meget tungt, og ikke bare lige er et man flytter på eller tager med til LAN. En anden og mere irriterende ting, var plastikken der gemmer sig bagved frontpanelet som kan åbnes. Denne føles ret tynd og billig, og matcher ikke den samme høje byggekvalitet som resten af kabinettet, hvilket er en skam.

Men hvad så med scoren, hvor lander vi henne? Der skal ikke herske nogen tvivl om at Fractal Design har skabt en værdig efterfølger til deres Define 6 kabinet, med lanceringen af syvende generation. Der er styr på de fleste små detaljer, og kabinettet er gennemtænkt og rigtig lækkert langt hen af vejen, kun med enkelte smådetaljer der kunne gøres bedre. Derfor har jeg valgt at give Define 7 fra Fractal Design, en samlet score på 9/10, samt vores Great Product award. Her får man et virkelig lækkert miditower, med MASSER af lækre features og muligheder. Define 7 henvender sig til forbrugeren der ønsker et støjsvagt highend miditower, og er villig til at betale hvad det koster, samt ikke ønsker at gå ned på features eller opgraderingsmuligheder. Med mulighed for at tilkøbe forskelligt ekstraudstyr, er det nærmest kun pengepungen der sidder begrænsningerne ved dette kabinet (inden for de fysiske rammer) – job well done Fractal Design!

 

Godt

  • Klassisk Define design i moderne format
  • Modulært opbygget (kan tilpasses efter behov)
  • Solid radiator og blæser support
  • Flere forskellige farver og udgaver tilgængelig
  • Nexus+ 2 PWM blæser-HUB
  • Frontpanel med USB Type-C port
  • Plads til masser af hardware og diske
  • Tre blæsere i høj kvalitet medfølger
  • God byggekvalitet med sans for detaljerne
  • Støvfiltrer og støjreducerende materiale hvor muligt

Knap så godt

  • Vægten er ret høj for et miditower (13.45 kilo)
  • Plastikken bag frontpanelet føles lidt billig/skrøbelig

Score: 9 + Great Product award

***GIVEAWAY***

I samarbejde med Fractal Design udlodder vi et Fractal Design Define 7 midtower kabinet i sort. 

Det eneste du skal gøre for at deltage, er at smide en kommentar i nedenstående kommentarfelt.

Vi trækker en vinder den 28 februar, hvor efter vinderen kontaktes. Hører vi ikke fra den udtrukne vinder inden 2 dage, vil en ny vinder udtrækkes.


Konkurrencen er slut.

Den heldige vinder af Fratal Design Define 7 er _WHAT_ for kommentaren:

”Uhh ville da passe mere end perfekt nu jeg lige er ved at kigge på at lave ny maskine til kontoret :)”

Brugeren har bekræftet, og konkurrencen kan dermed lukkes.

Tusind tak for alle jeres indlæg. Ny konkurrence er på trapperne, så sørg for at smide kommentarer på Tweak.dk under vores nyheder, artikler og guides.


Seneste kabinet

Vores partnere