AUTHOR : Jan Blaszkevizc
PUBLISHED : 2020-03-19 17:27

Fractal Design ERA ITX - Småt og godt: TEST


Fractal Design har længe været kendt for deres yderst stilrene og anonyme kabinetter, som ofte har været nogle firkantede kasser – her tænker jeg på deres Define serie. 2020 ser dog ud til at blive året hvor at Fractal Design prøver lidt nye ting af, og det første nye produkt der bærer præg af dette, er deres spritnye ERA ITX-kabinet som vi skal kigge på i dag. Vi har at gøre med et yderst kompakt ITX-kabinet som er fremstillet i aluminium, normalt stål og noget så pudsigt som træ – ja du læste rigtigt. Hvad der ellers gemmer sig bag navnet ERA ITX, skal vi se meget nærmere på i testen her!

itx_era_front_fractal_Design


1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg


Specifikationer og features

Jeg har været en tur forbi Fractal Designs hjemmeside, og fundet lidt lækre oplysninger på ERA ITX-kabinettet til jer. Nedenfor har jeg listet specifikationerne op, efterfulgt af et par billeder der viser lidt omkring det modulære layout indvendigt, samt radiator support:

  • Type: Mini ITX-kabinet
  • Dimensioner: 325 x 166 x 310 mm (LxBxD)
  • Vægt: 3.97 kilo
  • Materialer: Metal, aluminium, plastik og træfinér eller hærdet glas
  • Udgaver/versioner: Carbon, Cobalt, Gold, Silver, Titanium
  • Bundkort support: Mini-ITX
  • Frontpanel: 1x USB 3.1 Type-C, 2x USB 3.0 og lyd ind/out kombo-jack
  • PCI-slots: 2
  • Støvfilte: Ja, sider og bund
  • Maksimal CPU-køler højde: 120 mm uden harddiskbeslag (70 mm med)
  • Grafikkort maksimal længde: 295 mm (190/210 mm hvis PSU’en er monteret lavt)
  • PSU-support: SFX, SFX-L og ATX (maksimal længde 200 mm)

Harddiskpladser:

3.5” diske:

  • SFX PSU: 2 x 3.5” eller 1 x 3.5” + 2 x 2.5”
  • ATX PSU: 1 x 3.5”

2.5” diske:

  • SFX PSU: 4 x 2.5” eller 2 x 2.5” + 1 x 3.5”
  • ATX PSU: 2 x 2.5”

Blæser/radiator support:

  • Front: N/A
  • Bunden: 2x140 mm blæsere (single slot PCI-kort)
  • Toppen: 2x120 mm blæsere / 2x120 eller 1x240 mm radiator
  • Bagenden: 1x80 mm blæser (inkluderet Fractal Design SSR3 80)

Fractal Design ERA ITX

Fractal Design ERA ITX kabinet


En tur rundt om Fractal Design ERA ITX

Vi har nu styr på alle de tekniske detaljer og oplysninger på ERA ITX-kabinettet, og det er nu blevet tid til at se nærmere på designet både ude og inde. Som nævnt, er kabinettet tilgængeligt i hele fem forskellige farver, hvor at vi har modtaget udgaven i sølv, som kommer med et toppanel med træfinér. Metal farven har også denne type top, dog i en noget mørkere finish, hvor at de resterende tre farver leveres med toppanel i hærdet glas i stedet for. Nedenfor ser vi ERA ITX i alt sin pragt, og der er ingen tvivl om at Fractal Design her har bevæget sig ud på nogle andre veje, end hvad vi er vandt til at se – I like.

Fractal Design ERA ITX test

Designet er meget symmetrisk opbygget med bløde og kurvede former. På begge sider finder vi et større område med ventilation. Det samme gør sig gældende i bunden, i begge sider. Det er herfra og siderne at luften trækkes ind i kabinettet, og der efter kan blæses ud i bagenden og toppen. Selvom designet er anderledes end vi er vandt til at se fra Fractal Design, er det stadig yderst stilrent at se på – så de er ikke gået helt væk fra deres rødder.

Fractal Design Era ITX - Gold TG - Kabinet - Minitower - Guld

Frontpanelet på ERA ITX består øverst af en powerknap, som også har LED indbygget så at man kan se at computeren er tændt. Derudover er der en enkelt USB Type-C port, samt to normale 3.0 porte og sidst men ikke mindst finder vi et kombo-jack stik som både håndterer lyd ud og ind. Et fint udvalg af porte, som ikke ødelægger det overall design, men holder det på et minimum.

Fractal Design Era ITX - Gold TG - Kabinet - Minitower

Vender vi blikket mod toppen på ERA ITX, er det her det for alvor bliver lidt specielt. Som vi kan se på billedet nedenfor, er kabinettet nemlig udstyret med træ her – men ikke et rigtig stykke træ, i stedet et stykke finér. Grunden til at der ikke er brugt et rigtigt stykke træ er at dette kan bøje sig, alt efter luftfugtigheden, det kan finér ikke. Derudover er finér nok også en anelse billigere end et rigtigt stykke træ. Ikke desto mindre ser det virkelig lækkert ud, og giver et helt unikt udseende.

Fractal Design Era ITX Gold TG træ

Ud over panelet med træfinér medfølger der også et ventileret panel, hvis man også ønsker at tænke lidt på airflowet. Det kan godt være at der er en lille kant hele vejen rundt, når at træpanelet er monteret, men airflowet vil stadig være yderst minimalt. Så her må man vælge om man ønsker at prioritere udseendet, eller ydelsen – ikke desto mindre er det lækket at se begge paneler inkluderet i kassen.

Fractal radiator Design Era ITX Gold TG træ støvfilter

Begge paneler monteres magnetisk, og det samme gør sig gældende for støvfilteret i toppen, som jeg har afmonteret på billedet nedenfor. På denne måde kan vi få adgang til at se blæser/radiator mulighederne i ERA ITX kabinettet. På trods af den meget beskedne størrelse, er det faktisk muligt at montere op til to 120 mm blæsere, to 120 mm radiatorer, eller én 240 mm radiator – ret imponerende!

Fractal radiator gaming case Design Era ITX Gold TG træ støvfilter

Vi fortsætter vores tur rundt om kabinettet, med et kig på bagenden af ERA ITX. Her omme fortsætter det yderst stilrene og anonyme design, og vi får her også et hint om at strømforsyningen i hvert fald ikke monteres i bagenden, som normalt. Nederst finder vi to PCI-slots, hvor at der ovenover er strømstikket som indvendigt forbindes til strømforsyningen. Øverst finder vi en 80 mm blæser inkluderet, samt naturligvis hullet til bundkortets I/O panel ude i venstre side. Toppen er lukket af, uden nogen form for ventilation eller andet. Det eneste der bryder bagsiden er den diskrete ”Fractal Design” tekst, som desuden er den eneste form for branding der er at finde på kabinettet.

Fractal radiator Design Era ITX Gold TG træ støvfilter 80 mm gamer

I bunden finder vi fire solide gummifødder, som skal sikre at kabinettet står fast på ethvert tænkeligt underlag. Selve bundpanelet er fremstillet i plastik, og fastgjort til stålrammen med seks skruer. Ventilationen ned langs begge sider er alt hvad grafikkortet har at arbejde med når det kommer til airflow. Her ville det have været rart at se nogle lidt højere fødder og en helt ventileret bund, som havde givet grafikkortet en bedre chance for at få frisk luft.

modulær Fractal radiator Design Era ITX Gold TG træ støvfilter 80 mm gamer

Du har måske bemærket at der ikke umiddelbart er nogle skruer at se nogle steder på det ydre design af ERA ITX – så hvordan hænger sidepanelerne så fast? Disse er ganske simpelt klikket fast, ganske som vi har set det på mange af Fractal Designs andre nyere kabinetter. Begge sidepaneler samt fronten er fremstillet i lækkert aluminium, hvilket gør dem utrolig lette men også lidt skrøbelige, så pas på at du ikke kommer til at bøje disse ved et uheld.

aftagelige sidepaneler gaming Fractal radiator Design Era ITX Gold TG træ sidepaneler

Nedenfor et close-up billede af de små pinde der holder sidepanelerne fast. Hvert sidepanel har fire af disse, og skal først vippes ind nede i bunden, hvorefter de to i toppen kan klikkes fast. Super simpel og genial montering, som giver en lækker og stilren finish udvendigt.

Tool free gaming Fractal aluminium Design Era ITX Gold TG træ sidepaneler

Begge sidepanelerne er desuden udstyret med støvfiltre, som let kan afmonteres for rengøring. Eftersom at ERA ITX trækker alt sin friske luft ind fra sidepanelerne, samt siderne i bunden, er det lækkert at se at Fractal Design har tænkt over tingene, og implementeret støvfiltre alle disse steder.

14_aftagelige_Støvfiltre_begge_sider_itx_kabinet_fractal_desgin_era_aluminium.JPG

Lad os få lagt sidepanelerne til side for nu, og vende blikket mod det indre design og layout på dette lille og unikke kabinet. På grund af den kompakte størrelse, finder vi heller ikke noget normalt layout herinde, tværtimod. Faktisk er der ikke super meget at se når at sidepanelerne afmonteres, da der blandt andet sidder et harddiskbeslag i vejen i venstre side.

Tool free kabinet ITX gaming Fractal aluminium Era træ sidepaneler Design.JPG

På billedet herunder, kan vi bedre se det omtalte harddiskbeslag, som vi vender tilbage til lidt senere. Dette kan fjernes ved at løsne fire skruer, for at få adgang til at komme længere ind i kabinettet og montere bundkort med videre.

aluminium kabinet ITX gaming Fractal Tool free Era træ sidepaneler Design

Med den modsatte side til kameraet, kan vi se at der på trods af størrelsen er blevet plads til et stort hul til udskiftning af CPU-køler. Det er et klart plus at man ikke skal have bundkortet ud for dette, da det ofte ikke er lige til i ITX kabinetter. Der er ikke nogen form for plads til at trække normale kabler fra strømforsyningen her omme. Hvis du vil have nogen som helst chance for dette, skal du benytte en strømforsyning som kommer med den flade type af kabler, som mest af alt kan sammenlignes med lakridssnøre.

aluminium Era kabinet ITX Fractal værktøjsfri træ gaming sidepaneler Design

For at få plads til at montere hardware og arbejde i ERA ITX kabinettet, skal man have det skilt lidt fra hinanden. Fractal Design har heldigvis gjort dette legende let, ved at bruge de samme skruer til alle paneler, således at man ikke skal holde styr på dette. Nedenfor ser vi kabinettet skilt fra hinanden, således at vi nu er klar til snart et få hardwaren monteret – dog er der lige et par ting vi skal fremhæve først.

kabinet aluminium Era ITX Fractal indvendigt design træ gaming Design

Nedenfor ser vi beslaget som bruges hvis man benytter en SFX eller SFX-L strømforsyning i kabinettet. Ud over at kunne huse strømforsyningen, er det også muligt enten at montere én 3.5” eller to 2.5” harddiske på dette beslag, eller afmontere denne del, hvis du ikke har behov for de ekstra harddiskpladser. På denne måde kan man åbne lidt mere op i det indre layout, hvilket kun er godt for det i forvejen ret begrænsede airflow.

kabinet aluminium SFX Era ITX Fractal indvendigt design gaming Design test

Da vi ikke har nogen SFX strømforsyning ved hånden, måtte jeg gå med vores normale ATX-model som jeg også bruger til alle mine andre kabinetstests. Det betyder dog at man opgiver de før nævnte harddisk pladser, da der ganske simpelt ikke er plads. Hvad end du vælger at gå med ATX, eller SFX-beslaget til strømforsyning, kan disse justeres i højden på et smart system. Der er seks forskellige højdeindstillinger, så at man kan tilpasse tingene efter behov. Hvis man for eksempel har en radiator i toppen, skal strømforsyningen naturligvis rykkes ned for at der er plads.

kabinet strømforsyninger SFX Era ITX Fractal design gaming Design test

Inden vi springer videre og får vores hardware monteret i ERA ITX kabinettet, har jeg lige indsat et billede jeg har lånt fra Fractal Design, nedenfor. Her kan vi se de mange forskellige dele dette lille kabinet består af, og som alle kan fjernes og tilpasses efter behov – imponerende! Der er virkelig tænkt over det modulære aspekt i dette lille kabinet, men hvordan er det så at bygge i? En ting er jo hvordan tingene ser ud og føles. En anden er at bygge en computer i et så kompakt og specielt kabinet.

kabinet hardware test strømforsyninger SFX Era ITX Fractal design gaming Design review

 

Montering af hardware og indvendigt plads

Lad os få smidt noget hardware i ERA ITX kabinettet, så at vi kan se hvordan det faktisk er at bygge i. Som sagt havde jeg ikke nogen SFX strømforsyninger på hånden, da jeg skulle anmelde dette kabinet. Heldigvis var dette ikke noget problem da der også er support for normale ATX-modeller. Fractal Design skriver at strømforsyninger maksimalt må være 200 mm i længden – men så har du hverken plads til langt grafikkort eller blæsere i toppen. Med en stor ATX strømforsyning, er du begrænset til 190 mm grafikkort, i stedet for de normale 295 mm.

kabinet Fractal montering af hardware test SFX Era ITX design gaming Design review

Da vi benytter en ATX strømforsyning, betyder det også at vi opgiver det ene harddiskbeslag som er en del af SFX-beslaget. Med andre ord, har vi derfor kun plads til én 3.5” harddisk eller to 2.5” modeller på beslaget nedenfor. Hvad end du ønsker at montere den ene eller den anden størrelse, skal du have skruer og skruetrækkeren frem.

kabinet Fractal drive bay montering af harddisk bur test SFX Era ITX design gaming Design review

Ved montering af 3.5” harddiske medfølger der gummistykker som skal minimere vibrationer i at blive sendt videre ud i kabinettet. Langt de fleste der vælger at bygge ITX systemer i dag, kunne jeg også forestille mig vælger at benytte M.2 eller normale 2.5” SSD’er/diske så problemet er måske ikke så stort som det reelt set lyder. Det er med at holde kablerne på et minimum, når vi arbejder i disse størrelser.

kabinet Fractal test SFX Era ITX design gaming Design review drive bay montering af harddisk bur

Vi er nu kommet til monteringen af vores grafikkort – eller i hvert fald forsøget. Som nævnt er der 295 mm plads at gøre med i længden, når det kommer til grafikkort. Men fordi at vi har en normal ATX strømforsyning monteret med lange modulære kabler, betød det at jeg ikke kunne få plads til grafikkortet i det lille kompakte ERA kabinet. Strømforsyningen kunne ganske vidst rykkes en smule op, men ikke helt til toppen, da strømstikket ellers ikke vil kunne gå i. Mit råd her er at bruge en SFX eller SFX-L strømforsyning med dertil korte kabler, så ville du ikke løbe ind i samme problem som os.

kabinet Fractal grafikkort airflow SFX Era ITX design gaming Design harddisk bur

Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre at vores grafikkort ikke er med standard køler, og er højere end normale modeller. Vær opmærksom på at der i ERA ITX kabinettet kun er plads til grafikkort med normale 2-slots kølere ingen 2½ eller større. Lige ledes skal du også være opmærksom på højden, da grafikkortet ikke må være højere end selve printpladen. ”Windforce” teksten på vores kort stikker et stykke ud, og ville skabe konflikt med sidepanelet – hvis vi altså have kunne få det i kabinettet i første omgang.

airflow kabinet Fractal grafikkort SFX Era ITX design gaming kombination Design harddisk

Med en ATX strømforsyning, vil du ikke have meget mere end nok plads til en række blæsere i toppen. Nedenfor ser vi det åbne layout i toppen, hvor at især strømstikket til strømforsyningen godt kunne give problemer med en stor 240 mm radiator. En 120 mm model i bagenden bør stadig være muligt, kombineret med en 120 mm blæser i fronten. Det er det fede ved det modulære design, da du reelt set kan tilpasse det som du har lyst til, både når det kommer til kølesystemet og valg/placering af strømforsyning – stor tommel op her Fractal Design!

åbent_layout_top_radiator_blæser_plads_era_fractal_design_itx_kabinet_tower

Endnu en genial feature er at blæser/radiator beslaget let kan afmonteres ved at løsne fire skruer. På denne måde kan du montere det hele udenfor kabinettet, og montere det hele på en og samme tid – smart. Bemærk at dette blæser/radiator beslag kun kan vende på én måde, selvom det umiddelbart ser ud til at være identisk i begge ender. Vender du det forkert, vil skruehullerne ikke matche.

aftageligt_blæser_radiator_beslag_toppen_era_kabinet_Fractal_itx_design

Jeg har lagt grafikkortet til side, da vi som nævnt ikke kunne få plads til det i højden, eller længden på grund af de mange og lange kabler på vores ATX strømforsyning. Nedenfor har jeg dog fået monteret harddiskbeslaget på siden, hvor vi har monteret en 3.5” harddisk.

harddisk_beslag_monteret_siden_fractal_design_Era_itx_kabinet

Med harddiskbeslaget monteret i siden, med disk/diske på, anbefaler Fractal Design, at man bruger en CPU-køler som maksimalt er 70 mm høj, for at være sikker på at den kan trække frisk luft ind – der er reelt set omring 90 mm ud til den monterede harddisk. Hvis du ikke vælger at montere harddiskbeslaget i siden, har du 120 mm at lege med, hvilket åbner mulighederne lidt mere op. Dog vil en AIO køler i enten 120 eller 240 mm uden tvivl være den bedste og mest effektive løsning.

pladsen_CPU-køler_fractal_design_era_itx_kabinet_gaming_tower

Vi runder af med et billede af det samlede system nedenfor, inden vi tager en hurtig snak omkring prisen og konkluderer. ERA ITX kabinettet viser at Fractal Design tør at tænke nyt og løsrive sig lidt fra deres rødder, hvilket er lækkert at se. Dette kabinet er unikt på mange måder, men har også nogle klare ”fejl” som vi skal snakke lidt om i konklusionen, efter en kort snak om prisen herunder.

færdige_system_fractal_Design_era_itx_kabinet_aluminium_tower

 

Pris

I skrivende stund d. 19/03 2020 – dagen efter den officielle lancering af ERA ITX kabinettet, kan vi finde det hos diverse forhandlere til omkring 1300,- DKK. Dette er ret mange penge for et lille kabinet, og man får reelt set ikke ret meget for sine penge – i hvert fald ikke hvis vi snakker om materialer. Til gengæld får man derimod meget hvis vi snakker features, samt fede og unikke løsninger. ERA ITX er ulig noget andet vi tidligere har set fra Fractal Design, og byder på noget helt nyt fra dem, hvilket koster lidt. Jeg kan til dels forstå prisen, men der er også nogle åbenlyse ting som kunne være gjort anderledes i min optik.

Ønsker du alle informationerne på ERA ITX fra Fractal Design selv, kan du give deres hjemmeside et besøg. Klik blot på banneret herunder, og bliv sendt direkte til deres hjemmeside i en ny fane.

1_Fractal_design_new_logo_highres.jpg

 

Konklusion

Vi er nu nået til det sidste skridt i vores test af ERA ITX kabinettet fra Fractal Design, og det har været en fornøjelse og forfriskende at se noget helt nyt fra dem. Dette kabinet er for dig der ønsker noget som ikke ligner noget andet på markedet, men stadig skal være stilrent og tilbyde de muligheder der forventes af et moderne kabinet. Hvis vi starter med et knytte nogle ord til det ydre design, så er ERA her helt sin egen. De bløde former og flot udførte aluminiumspaneler gør at kabinettet både ser ud og føles eksklusivt. Med mulighed for fem forskellige farver, er der noget for enhver smag. Vælger den sølv eller titaniumudgaven får du et toppanel med træfinér, mens at der er hærdet glas på de tre andre farver.

Det indre layout er endnu et sted hvor ERA skinner, og det er tydeligt at se at Fractal Designs ingeniører har brugt en god portion tid på at udvikle dette. Det betyder at der er plads til både normale ATX, samt SFX/SFX-L strømforsyninger. Derudover er der også plads til en imponerende mængde af harddiske, størrelsen taget i betragtning – især hvis man vælger at montere en SFX strømforsyning. Der er også tænkt på blæser og radiator supporten, hvilket betyder at der faktisk er plads til to 120 mm blæsere i toppen, eller to 120 mm radiatorer, eller sågar én 240 mm radiator – ret imponerende. Hvis man monterer et singleslot grafikkort eller ingen PCI-enheder for den sags skyld, har du også mulighed for at montere to 140 mm blæsere i bunden.

Alle disse blæsere kan også godt gå hen og blive en nødvendighed, da ERA’s værste fjende uden tvivl er airflow – eller mangel på samme. Eftersom at der som udgangspunkt kun kan trækkes luft ind via de små områder i bunden og sidepanelerne – passivt, betyder det også at luftgennemstrømningen vil være meget begrænset, selv med blæsere i bunden. Jeg mener at Fractal Design skulle have sat nogle højere fødder på kabinettet, og åbnet bunden op med ventilation på hele bundpanelet. Dette havde hjulpet betydeligt på airflowet igennem kabinettet. Hvis man monterer et grafikkort nederst og monterer toppanelet med træfinér, er det yderst begrænset hvor meget luft der kommer igennem dette lille og ellers lækre kabinet.

Jeg har valgt at vi i dag lander på en samlet score på 9/10, for et lækkert og nytænkende kabinet fra Fractal Design. Som ved næsten alle andre mini-ITX systemer må man gå på kompromis med et eller andet, og i dette tilfælde er det altså airflowet. Det kan godt være at man kan opnå lidt bedre resultater med det ventilerede toppanel, men hvad er der fedt ved det? Det er uden tvivl træpanelet som jeg personligt ville vælge, da det giver et yderst unikt design og udtryk. Her kan man i den grad tale om form over funktion.

Her skal man gøre op med sig selv om hvad der er vigtigt, inden man kaster knap 1300,- DKK efter dette lille kabinet. Det betyder også at ERA ITX på ingen måde er for alle og enhver. Dette kabinet er for personen der ønsker et kompakt kabinet med lækre features som samtidig har et lækkert, stilrent og anderledes design. ERA ITX er perfekt til et mellemklassesystem, som et mediecenter eller lignende, selvom det også kan huse seriøse highend systemer – hav blot airflowet i tankerne, når du shopper dit hardware.

 

Godt

  • Unikt og anderledes design fra Fractal Design
  • Modulært layout og god pladsudnyttelse
  • Tilgængeligt i fem forskellige farver
  • Plads til store grafikkort (295 mm)
  • Både support for SFX og ATX strømforsyninger
  • Imponerende blæser/radiator support
  • Støvfiltre ved alle indsugninger
  • Lækker byggekvalitet og materialer
  • Prisen er høj – men fair

Knap så godt

  • Begrænset airflow i bunden (grafikkort)
  • Airflowet i toppen (med træpanel)


 Score: 9


Vinderen er fundet

Konkurrencen er slut, og en vinder er trukket, som har bekræftet. Dermed kan vi lukke ned for denne giveaway.


***GIVEAWAY***

I samarbejde med Fractal Design udlodder vi et Fractal Design ERA ITX kabinet, som netop er sendt ind på markedet.

Det eneste du skal gøre for at deltage, er at smide en kommentar i nedenstående kommentarfelt.

Vi trækker en vinder den 25 marts, hvor efter vinderen kontaktes. Hører vi ikke fra den udtrukne vinder inden 2 dage, vil en ny vinder udtrækkes.



VORES PARTNERE

Synology
MSI
Cooler Master
Corsair
Olympus
AMD
Seasonic
Gigabyte