AMD har også relanceret deres Ryzen APU'er i to nye modeller; Ryzen 3 3200G og Ryzen 5 3400G. Vi er blevet tilbudt at anmelde Ryzen 5 3400G, og det har vi selvfølgelig ikke sagt nej tak til. Her er der tale om en Ryzen CPU med Radeon VEGA grafik inkorporeret. Hvordan den nye model klarer opgaven, skal vi finde ud af ganske snart.
Ryzen 3- og 5 APU'erne i Ryzen 3000 lineuppet har ikke fået PCIe Gen. 4 support, og det hænger formentlig sammen med, at vi skal holde prisen nede, da de er ment til at være meget prisvenlige, når man skal bygge en entrylevel/eSports maskine. Men derfor kører den stadig også fint på X570 chipsettet, som vi har lavet en gennemgang af her!
Læs også vores test af Ryzen 3 2200G og Ryzen 5 2400G her!
AMD Ryzen 5 3400G er, som vi kan ud fra ovenstående billede, en 4 kernet APU med multithreading, da den har 8 tråde. Den kommer med en base clock på 3700 MHz og en boost på 4200 MHz, der er en lille opgradering i forhold til Ryzen 5 2400G APU'ens 3600/3900 MHz. Ligesom sin forgænger kommer 3400G med 11 Radeon RX VEGA kerner, og derfor skal vi nok ikke forvente så meget forbedring på den grafiske del. Dog vil det måske give lidt, at CPU-delen clocker højere. Vi er gået fra en 14- til 12 nm FinFET CMOS, hvilket giver os en mindre chipoverflade, der skal have afviklet varmen. Om det så giver en forbedring, vil tiden vise.
Radeon RX VEGA delen består som nævnt af 11 kerner, og den har en clock frekvens på 1400 MHz. Der er 2 GB GDDR5 VRAM tilknyttet VEGA delen af Ryzen 5 3400G.
Samlet set en maksimal TDP på 65 watt, og forventet strømforbrug mellem 45 til 65 watt.
Læs også vores test af AMD Ryzen 9 3900X
Ryzen 5 3400G kommer som en boxed edition med en Wraith Spire CPU køler. Derved ikke en køler med RGB, som vi så med de andre Ryzen 3000 CPU'er.
Der er ikke så meget at sige om selve APU'en. Den kører selvfølgelig også på AM4 soklen, så den ligner jo alle de andre Ryzen CPU'er, som vi har testet igennem tiden. Men her har vi altså både Ryzen CPU og RX VEGA grafik under motorhjelmen.
Lad os få spændt AMD Ryzen 5 3400G for i vores ASRock X570 Taichi ATX bundkort, så vi kan få set, hvad den nye Ryzen APU gemmer på. Vi tester med Wraith Spire køleren, så vi kan se, hvad AMD Ryzen 5 3400G kan direkte ud af kassen uden ekstra udgifter.
Testsystem:
Testsoftware:
Læs også vores test af AMD Ryzen 7 3700X
Testfasen er blevet sammenlignet med sidste generations Ryzen APU'er, da det efter min overbevisning ikke kan forsvares at sammenligne den med Ryzen 7 og -9.
Ryzen performance
7-Zip benchmark handler om at håndtere flest mulige ukomprimerbare data indenfor en bestemt periode, og her klarer Ryzen 7 3400G sig faktisk ganske glimrende i forhold til sidste generation. Ryzen 3 2200G burde dog heller ikke være et problem, eftersom den ikke har multithreading. Men alligevel fortjener Ryzen 5 3400G en ros for ydeevnen. En højere clock frekvens kan godt betale sig.
AIDA64 ZLib gør egentlig det samme, og der tegner sig også et fint billede her. Båndbredden er bare større i Ryzen 5 3400G end i forgængerne.
Vi testede de oprindelige Ryzen APU'er med DDR4 RAM, der havde nogenlunde samme clocks og timings, hvilket også afspejler sig i hastighederne. Dog er latency steget lidt, hvilket ikke pynter. Men ellers er det meget fornuftigt.
Cinebench R15 renderer et højopløseligt billede på tværs af alle kerner og tråde for at se, hvor mange kræfter en CPU har til grafiske 3D opgaver. Vi tester dog også i single core performance (1T), så vi kan få en idé om, hvor processoren ligger henne her. 3400G presser sin fint ind over 2400G, uden at det bliver for prangende.
Cinebench R20 gør det samme, men her har vi ikke et sammenligningsgrundlag. Ydeevnen ligger dog meget godt, hvor jeg havde forventet.
PassMark Performance Test laver en serie af forskellige CPU opgaver og udregner et gennemsnit herefter. I både all cores og single core testen ser vi en egentlig forbedring, men i forhold til 2400 er der heller ikke her så langt imellem de to.
wPrime handler om rå regnekraft, hvor der skal knuses en masse primtal på tid. Her kan vi se en lille forbedring i forhold til 2400G, og det kommer selvfølgelig af, at der er højere clock frekvenser. wPrime elsker kerner og fart.
Radeon RX VEGA 11 performance
3DMark Firestrike tegner et billede af, at Ryzen 5 3400G har en smule mere at give af, selvom det er samme grafikløsning som forgængeren. Det hænger formentlig sammen med, at Ryzen delen har en lidt højere clock frekvens. Time Spy er ikke en del af vores benchmarks i dag, da 3400G simpelthen ikke er stærk nok til at klare opgaven.
Jeg har startet med at teste Ryzen 5 3400G i nogle af de tungere AAA-titler, og her kan vi se, at RX VEGA 11 løsningen ikke er stærk nok til at levere et tilfredsstillende resultat. Vil man spille den slags titler, så kommer man ikke udenom, at ens entrylevel system skal pyntes med eksempelvis et GTX 1660Ti grafikkort, der kan understøtte Ryzen CPU'en i sit arbejde.
Derfor var det også nærliggende at smide nogle eSportstitler efter Ryzen 5 3400G, og det viste sig at være det rigtige at gøre. Man er her ikke i tvivl om, at det er netop den slags titler, som 3400G er henvendt til, hvis man ønsker at bruge ens system uden dedikeret grafikkort.
For at finde ud af, hvor meget strøm vores Ryzen 5 3400G slugte, spændte jeg systemet for med en omgang Prime95 og FurMark torture test på samme tid, så APU'en kunne blive maksimalt belastet. Her så jeg et forbrug på cirka 49 watt med enkelte spikes på til 60 watt. Derved holder vi os fint indenfor grænsen på 45-65 watt, som AMD har sat os i stævne.
Under samme dobbelte torture test har jeg selvfølgelig også udmålt temperaturer i HWInfo, og her kan vi se, at Ryzen 5 3400G fint kan holde sig kørende direkte ud af kassen med Wraith Spire køleren. Dog ville en anden køler være fin, hvis man udsætter sin APU for hårde opgaver, og man samtidig gerne vil have et forholdsvist støjsvagt system.
Overclocking:
Selvom Ryzen 5 3400G egentlig har gjort det nogenlunde, i forhold til det, som jeg havde forventet, så ville jeg da alligevel se, om jeg kunne presse noget ekstra ud af APU'en. Det blev dog ikke til mere end et fixed clock på 4300 MHz. Men til gengæld var de netop låst og droslede ikke ned på noget tidspunkt, så jeg forventer alligevel et lille performance spring. Jeg fik ikke rigtig mere ud af at overclocke på Radeon RX VEGA chippen, så her er der ikke mere at hente.
De ekstra 100 MHz gav ikke voldsomme performanceforbedringer, men det gav alligevel en lille smule. Ikke mindst krævede det mere strøm, hvilket gjorde, at vi havde et gennemsnitligt forbrug på 57 watt i stedet for 49, og det betød selvfølgelig mere støj fra Wraith Spire køleren. Min anbefaling er at kigge i andre retninger end Ryzen 5 3400G APU'en, hvis I er ude i at overveje at overclocke. For så er den nok ikke stærk nok til at starte med, og så dyr er en Ryzen 5 3600X heller ikke. Det koster selvfølgelig også et grafikkort, men jeg er af den overbevisning, at APU'erne er beregnet til out-of-box brug, hvilket de også er rigtig gode til.
Pris
Den 21. juli 2019 er AMD Ryzen 5 3400G set til 1.219,00 kroner.
Hvis I ønsker at læse om Ryzen 5 3400G på AMD’s hjemmeside, kan I klikke HER!
Konklusion
AMD Ryzen 5 3400G er direkte aftager for første generations Ryzen 5 2400G APU'en, og derfor skal vi også konkludere på, om den klarer opgaven, som den skal. Her må jeg jo nok erkende, at jeg er lidt splittet. Den klarede det sådan set fint på Ryzen siden, hvor vi også så en forbedring i ydeevne og varmeafvikling, der hænger sammen med højere clock frekvenser og en mindre 12 nm FinFET CMOS chip fremfor tidligere 14 nm. Men ydeevnen var ikke overvældende meget højere end 2400G, og Radeon RX VEGA 11 løsningen er ikke blevet opdateret udover en lidt forhøjet clockfrekvens. Der kunne fint have været plads til et par ekstra kerner, nu når vi er gået ned i 12 nm chip die. Så alt i alt betaler man 200 ekstra i forhold til nuværende salgspris på Ryzen 5 2400G for et forholdsvist lille spring på ydeevnen og en chip, der alligevel ikke understøtter PCIe Gen 4 arkitekturen. Så basalt set er der ikke sket så meget på specifikationsfronten.
De højere clockfrekvenser gav dog RX VEGA lidt mere at byde ind med, men jeg havde gerne set, at der var presset lidt mere performance ind i VEGA alligevel. Det havde været passende, så opgraderingen havde givet mere mening. Til gengæld giver det ikke så meget mening at stile efter X570 chipsettet, da PCIe Gen 4 jo ikke er med. Så man kan fint stadig investere i et B450 chipset eksempelvis, hvilket ville give langt bedre mening i forhold til budgettet.
Det hele er selvfølgelig ikke negativt, og 1200 kroner for en kombineret GPU- og CPU løsning er ikke meget, når man fint kan spille eSportstitler med Ryzen 5 3400G direkte ud af kassen uden at skulle investere i grafikkort eller bedre køling. Så snakker vi entrylevel bliver Ryzen 5 APU'erne generelt svære at komme udenom, uanset om man går med 2400G eller 3400G. Da vi testede Ryzen 5 2400G var jeg meget imponeret over, at man havde kunnet klemme så meget ind i en APU, hvilket udløste en score på 9,5. Denne gang synes jeg til gengæld ikke, at springet er specielt stort ved at opgradere, og derfor slutter vi på en score, der hedder 9 med en Safe Buy Award denne gang. Men skal man til at bygge ny og ikke opgradere, så ville jeg klart anbefale AMD Ryzen 5 3400G. Det er en rigtig fin SoC løsning, der kan imødekomme behovet fra mange nystartede unge, der gerne vil i gang med Fortnite, LoL og lignende.
Godt:
Knapt så godt:
Score: 9 + Safe Buy Award