Tilbygning til den eksisterende serie
Hue Secure produkterne bygger fint videre på de eksisterende produkter fra Philips Hue og flere af dem kan bruges på kryds og tværs.
Hvis vi starter med at se på de nye produkter, som er tilføjet, så drejer det sig om kameraer og sensorer.
På kamerasiden er der tilføjet et overvågningskamera med en 1080p-opløsning, som er designet til at kunne bruges både inde og ude. Er planen at bruge det inde, kan der fås en stander til det, så det kan placeres på hylder eller lign.
Kameraet fås i en trådløs version med batteri og en version med kabel, som skal tilsluttes fast strøm via den medfølgende adapter eller via Hues lav volt systems, som også bruges til deres udendørs lamper.
Begge typer fås i en hvid eller en sort version.
I Hue Secure serien er der også et kamera, som er bygget sammen med en projektør, så man også kan få oplyst omgivelserne.
Alle kameraer har også indbygget bevægelsessensorer, så de registrerer når der er bevægelse. De er også udstyret med mikrofoner, så man også kan høre hvad der sker omkring kameraet. Hvis der bliver brug for det, har de også en indbygget sirene, der kan aktiveres i forbindelse med en alarm.
Ud over kameraerne er der også kommet kontaktsensorer til Hue udvalget. Det er følere du kan montere ved fx vinduer eller døre og bruge dem til at registrere, når de åbnes.
Arbejder sammen med dit eksisterende Hue system
Oven i de nye produkter kan de eksisterende produkter også bruges, som en del af et Hue Secure setup.
Det er fx Hue Bevægelsessensoreren, som oprindeligt var lavet til at aktivere lys. Den kan kobles sammen med Hue Secure delen og fungere som alarmering i samspil med kameraer og kontaktsensorer.
Endelig kan man naturligvis også bruge alt sit eksisterende Hue lys. Det kan bruges til enten at oplyse omgivelserne for dine kameraer eller som afskrækning til evt ubudne gæster.
I forbindelse med denne artikel har vi af Hue fået tilsendt et trådløst Hue Secure kamera, en kontaktsensor og en bevægelsessensor.
For at bruge de nye Hue Secure enheder kræver det at man har en Hue Bridge.
LÆS OGSÅ: RGB Gaming med Philips Hue
Opsætning og software
Philips Hue har samlet alle deres produkter i den samme Hue app. Tidligere var visse dele separat, men alt er nu samlet. Det betyder, at Secure funktionerne har fået deres eget område i Hue app’en.
Opsætning af Hue Secure enheder sker på samme måde, som alle andre Hue enheder, gennem app’en. Her er det blot at vælge tilføjelse af ny enhed og herefter følge vejledningen i app’en.
Når man har fået tilføjet enhederne og angivet, hvor i hjemmet de befinder sig, kan man indstille deres adfærd. Her kan du angive, hvad der skal ske når der registreres bevægelse eller en kontaktsensor udløses.
For kamera enhederne kan der naturligvis optages både video og lyd, når der registreres bevægelse. Der er dog også mulighed for at koble andre ting op på registrering af bevægelse eller en udløsning af en kontaktsensor. Det kan være du bare vil modtage en notifikation på din telefon, men det kan også være at du vil aktivere andre Hue enheder eller en alarm.
Det smarte ved systemet her er, at du kan koble andre Hue enheder, som fx lys eller kontakter op, så de aktiveres.
Så når dit Hue Secure kamera registrerer bevægelse eller en kontaktsensor udløses, kan du sætte systemet op så det tænder lyset i huset og dermed kan virke afskrækkende. Alt sammen samtidigt med at du modtager en notifikation på din telefon, så du har mulighed for at kontrollere, hvad der er sket og evt slå alarm, hvis der er behov for det.
Hjemme eller væk?
Som de fleste andre alarmsystemer har Hue Secure også forskellige tilstande, som man kan sætte systemet i. Med Secure er der mulighed for aktivering af “Hjemme” og “Væk” tilstande på systemet.
Begge dele giver mere eller mindre sig selv og giver god mening, for naturligvis ønsker man forskellige indstillinger baseret på om man er hjemme eller ej.
Når man er hjemme, vil man måske gerne stadig have at de kameraer, som man har siddende udenfor, er aktive og kan overvåge hjemmet. På den anden side ønsker man ikke de enheder man har indenfor skal være aktive, så man udløser alarmen når man bevæger sig igennem sit hjem.
Du manuelt skifte tilstand hurtigt i app'en, men hvis man har et nogenlunde fast skema i løbet af ugen, kan man også opsætte et skema. På den måde skifter systemet automatisk tilstand baseret på dine indstillinger.
Alarm!
For mange er formålet med et overvågningssystem, som Hue Secure, naturligvis den ekstra sikkerhed det kan give, hvis man skulle være uheldig at få ubudne gæster. Både i forhold til at kunne virke afskrækkende, men også for at kunne sikre evt. beviser til politiet i forbindelse med fx et indbrud.
Her kommer en af de store fordele med Hue Secure ind i billedet. Fordi det er en del af det samlede Hue system, er der mulighed for at koble dit Hue lys op på systemet, så det kan fungere som en del af en alarm.
Når systemet registrerer en aktiveret sensor, får du en notifikation på din telefon, hvor du har mulighed for at se hvad der sker.
Herfra kan du manuelt udløse en alarm, som kombinerer den sirene, der er indbygget i Hue Secure kameraerne med aktivering af din Hue belysning, der sættes til at blinke.
Kombinationen af blinkende lys i huset, sammen med en sirene, kan forhåbentligt virke afskrækkende, og måske tiltrække opmærksomhed fra naboer eller forbipasserende.
Hvis du har flere Hue Secure kameraer aktiveres sirenerne på tværs af dem alle for maksimal effekt.
Meget praktisk er der på alarm siden i Hue app’en også lavet genveje, så man hurtigt kan ringe 112 og en anden kontakt man selv angiver. Det kunne fx være en nabo, som kan følge op på om alt er som det skal være.
Der er også mulighed for at opsætte systemet, så en alarm automatisk udløses med sirene, lys osv, uden at du behøver foretage dig noget. Det er dog pt i Beta stadie.
Kræver abonnement
Den detalje man skal være opmærksom på med Hue Secure systemet er, at man skal indregne en løbende udgift til systemet i form af et abonnement.
Hue Secure abonnementsplanerne er prissat efter, hvor mange kameraer man har i sit system. Man får de første 30 dage gratis, men herefter skal man have et abonnement, hvis man skal kunne gemme optagelser.
Der er to trin af Hue Basic på med mulighed for enten et eller to kameraer og 30 dages kliphistorik, som gemmes i skyen. De koster henholdsvis 299 kroner eller 599 kroner om året.
Endelig er der mulighed for Hue Plus, hvor du kan have et ubegrænset antal kameraer sammen med 60 dages kliphistorik i skyen.
Priserne dækker den udgift, som er forbundet med at have lagerplads i skyen til at gemme optagelserne.
Målrettet Hue brugere
Selv om man naturligvis godt kan bruge Hue Secure uden allerede at have et Hue setup i hjemmet, så giver det mest mening de steder, hvor Hue økosystemet allerede er en del af hjemmet.
En af de store fordele ved Hue Secure er, at det kan kombineres let og hurtigt med eksisterende Hue enheder.
Muligheden for at bruge sit Hue lys, som en del af en alarm og kunne integrere overvågning i det system man allerede har, er en stor fordel. Det giver en anden dimension til overvågningssystemet, at belysningen i hjemmet og måske endda uden om huset og i haven nu let kan gøres til en del af hjemmets sikkerhedssystem.
Philips Hue har dog gjort det let at komme i gang, også hvis man ikke allerede har et Hue system, med produkt bundles målrettet til nye brugere.
Pris og tilgængelighed
Hue Secure produkterne er tilgængelige direkte fra Philips Hue hjemmesiden eller via et udvalg af elektronikforhandlere.
Priserne for et Hue Secure Kamera starter omkring 1200 kroner mens kontaksensorer kan fås fra 299 kroner.
Der er dog mulighed for at få bedre priser, hvis man køber flere enheder i et bundle. Det er muligt både med de enkelte enheder, som sensorer eller kameraer, men der er også mulighed for at købe et startsæt, hvor du får alt hvad du skal bruge for at komme i gang med Hue Secure.
Læs meget mere om den komplette Hue Secure serie hos Philips Hue her.