FIFA Football 2005

Fodbold er og bliver verdens mest dyrkede sportsgren, og dette er selvfølgelig heller ikke gået forbi spilproducenternes næser. I denne tid udkommer der mange fodboldspil til de forskellige konsoller. Vi kigger på PC-udgaven fra EA Sports, og dette års skud på stammen af udgivelser i FIFA-serien ser lovende ud.


Fodbold er og bliver verdens mest dyrkede sportsgren, og dette er selvfølgelig heller ikke gået forbi spilproducenternes næser. I denne tid udkommer der mange fodboldspil til de forskellige konsoller. Vi kigger på PC-udgaven fra EA Sports, og dette års skud på stammen af udgivelser i FIFA-serien ser lovende ud.

Man kan vælge mellem forskellige spiltyper i FIFA Football 2005:
Quick match/spil nu: En kamp mellem 2 hold, som man selv bestemmer.

Turnering: Vælg et hold, spil en sæson og før dem til mesterskabet. Man kunne godt ønske sig, at man ikke kun skulle spille kampe i den hjemlige liga, men også deltage i pokalturneringer og i de europæiske turneringer. Alt efter hvordan det går, så kan man optjene point (ved f.eks. at holde rent bur, score hattrick etc.), som man kan bruge på at købe ting i FIFA shoppen. Her kan man bl.a. unlocke sange, bolde, træningsanlæg etc. (se billede 2).



Karriere: Spil 15 sæsoner med et lavere rangerende hold. Man kan vælge et hold med maksimum 1½ stjerne og i løbet af de 15 sæsoner føre dem frem til at være et femstjernet hold. Man kan altså ikke vælge hold som Barcelona, Milan eller Arsenal, og det gælder derfor om at udvikle sit hold til at være på højde med topholdene i den bedste liga. Det kræver bl.a. at personerne bag holdet (trænere, fysioterapeuter, talentspejdere) har en vis ekspertise. Denne ekspertise opnår man ved at vinde kampe, som udbetales i managerpoint, som kan bruges forbedre stabens egenskaber.

Football Fusion: Hvis man gerne vil styre et tophold, så skal man spille Football Fusion, som er en kombination af FIFA Football 2005 og Total Club Manager 2005. Her er det muligt at styre spillet i TCM 2005 og så spille kampene i FIFA 2005.

Træning: Her er det muligt at øve og forbedre sine teknikker og færdigheder på banen.

Online: Spil mod andre fra hele verden. Det er nemt og hurtigt at komme i kamp mod andre via EA Sports Online.


[Klik for stort billede]

Årets nye feature er "First touch", hvor det gælder om at have en god første berøring med bolden. Venter man med at foretage sig noget, til man har modtaget bolden og fået den under kontrol, kan det være for sent. Funktionen fungerer rigtig godt, og det er ofte muligt at sætte modstanderen af, hvis man bruger den rette timing. Det er muligt enten at lave en førstegangsaflevering, tæmme bolden eller heade den videre til en medspiller. Udførelsen af "First touch" afhænger af den enkelte spillers tekniske formåen og placering i forhold til bolden, så det er (heldigvis) ikke de samme berøringer, som man kommer til at se igen og igen. I denne forbindelse kan det også nævnes, at bolden ikke klistrer til fødderne længere, som den har gjort i de tidligere versioner af FIFA, og omgangen med bolden virker derfor nu mere realistisk.

Pasningsspillet er den essentielle del af den offensive spillestil. Det er dog muligt at drible igennem midtbanen og forsvaret med én mand, men det lykkes sjældent, og det er kun de gode spillere, som har teknikken og hurtigheden, som kan gøre det. Derfor må man bygge sine angreb på pasninger. Det kan enten være via spil og indlæg fra fløjene eller hurtige førstgangsberøringer omkring modstanderens straffesparksfelt.


[Klik for stort billede]

Der findes to typer af muligheder for at "styre" flere spillere på en gang. Den ene måde er angrebssituationen, hvor man kan styre en spiller, som ikke er i boldbesiddelse. Man lader en person føre bolden, mens man vælger den person, som skal modtage bolden. Man kan vælge, hvor denne person skal løbe og modtage bolden. I forsvaret kan man aktivere en ekstra forsvarsspiller, så man er to spillere om at erobre bolden fra angriberen, men det betyder selvfølgelig også, at en angriber står uden markering et andet sted. Det kræver lidt af fingerarbejde at udnytte alle mulighederne, og det kan være svært at betjene alle knapperne på tastaturet på én gang, så derfor bør man nok overveje, om man ikke er bedre tjent med et joypad. Det vil i hvert fald gøre nogle af tingene lettere i forbindelse med at styre spillerne samtidig med, at man også skal udføre taktiske kommandoer.

Dødboldsituationerne fungerer godt. Specielt indkastet hvor det tidligere har været svært for det boldbesiddende hold at fastholde bolden efter indkastet. Nu er det muligt at beholde bolden på egne fødder og skabe farlige situationer. Frispark omkring feltet kan ofte ende med et mål, hvis man forstår at skrue på den rigtige måde og give bolden den rette fart. Dette kræver lidt træning, men er et farligt våben. Sørg for at sætte spilleren med den bedste sparketeknik til at tage frisparket. Hjørnesparkene kræver også lidt træning. Man skal sørge for at vælge den rigtige taktik, så bolden ikke bare gang på gang sejler ind i hænderne på målmanden.

Det er muligt at ændre taktik under kampen (MUK = management under kamp). Man kan vælge at ændre den offensive(fløjspil / besiddelse / lange bolde) og defensive (presspil/neutral/luk af) taktik og mentaliteten (angrib / neutral / forsvar). Det kan være nyttigt at ændre taktik under kampen, hvis man fører med et mål eller er bagud (se nederste venstre hjørne på billede 4).


[Klik for stort billede]

FIFA Football 2005 har det mest autentiske udvalg af verdens bedste hold og spillere. Hele 38 landshold, 18 ligaer, 350 hold og 15.000 spillere kan spillet byde på. Dette bringer os videre til den grafiske del af spillet, idet det vil kræve mange ressourcer at få spillerne til at ligne virkelighedens spillere fuldt ud. Det kan tydeligt ses, at EA ikke har brugt lige så mange ressourcer på spillernes ansigter, som de har i NHL 2005. Det er selvfølgelig klart at se, at der er tale om Zinedine Zidane, Wayne Rooney eller Ronaldinho, men jeg mener godt, at der kunne være lagt flere kræfter i grafikken af spillernes fysiske udseende. Som så mange gange før kan det igen påpeges, at tilskuerne er for ensformige, kedelige og mest af alt ligner et par papfigurer, som er opstillet på tilskuerrækkerne. Der mangler udvikling på dette punkt for at skabe den fuldstændig intense atmosfære på de forskellige stadioner. Men disse små grafiske opdateringsønsker ændrer dog ikke ved det overordnede billede af grafikken i FIFA 2005, som ikke er set flottere. Det er nemt at se, om man spiller på Santiago Bernabeu eller Det Olympiske Stadion i München. Der er kræset for detaljerne hos de enkelte spillere. Ikke så meget ansigterne, som tidligere nævnt, men deres bevægelser. Deres omgang med bolden virker realistisk, og bevægelserne er flydende.

Kommentatorerne (John Motson og Ally McCoist) kender vi fra de andre år, og de har intet nyt at byde på. For at gøre det bedre, kunne der indføres lidt flere nuancer, og måske kunne man udbygge deres kommentarer med flere anekdoter og statistikoplysninger om de enkelte spillere og hold. Et positivt element er dog, at efternavnene på spillerne fra den hjemlige danske Superliga bliver udtalt, så man kan forstå dem.


[Klik for stort billede]


Generelt kan det siges om FIFA Football 2005, at der er tale om en af de bedste fodboldudgivelser på markedet. Managerdelen kan forbedres en del, hvis man vil erobre herredømmet totalt, og så behøver man ikke også at skulle have Total Club Manager 2005. Selve fodboldspillet i sig selv kan der ikke sættes en finger på. Kampene forløber problemfrit, og grafikken, som er fantastisk, kører flydende og realistisk. Go\' kamp.

Vores partnere