OnePlus 5

OnePlus, der startede med at være en lille kinesisk mobilproducent, er efterhånden ved at være anerkendt verden over for deres budgetvenlige og højtydende smartphones. I denne test skal vi se nærmere på deres spritnye OnePlus 5, som er en sand high-end smartphone - men til en lav pris. Klik ind på testen og se om den kan følge med de store drenge i klassen!

Langt de fleste kender til, eller har hørt om, mobil producenten OnePlus. Der er tale om en forholdsvis ung producent, som kun har fremstillet en håndfuld modeller i deres levetid. Det var først med deres OnePlus 3 smartphone, at de for alvor tog deres indtog i Danmark, da udbyderen 3 valgte at sælge deres telefoner. Indtil da var det kun muligt at købe telefonerne direkte hos OnePlus selv, og de første smartphones skulle man endda have en speciel invitation for at få lov til at købe.

 

Tiderne skifter, og vi er nu oppe i deres femte mobil, når vi snakker highend smartphone modeller. Forgængeren, som havde navnet OnePlus 3, blev afløst af 3T, hvorefter man valgte at springe 4 over, da det er et ulykkestal i Kina. Dette betyder, at den nye dreng i klassen nu hedder OnePlus 5. På trods af at koste betydeligt mindre end konkurrenterne fra for eksempel Samsung eller Apple, byder OnePlus 5 på seriøs hardware under motorhjelmen og et helt nyt dual kamera system, som er det første af sin slags fra OnePlus. Lad os starte vores test ud med at få de tekniske specifikationer af vejen.

 

tweak_dk_OnePlus_5_smartphone_dual_camera_1

 

Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi OnePlus danske hjemmeside og fundet lidt oplysninger til jer i form af en række lækre specifikationer.

 

Da der er et utal af disse, har jeg sorteret de vigtigste fra. Ønsker du de fulde specifikationer, kan du klikke på OnePlus banneret ovenfor for at blive sendt direkte til siden med specifikationer på deres hjemmeside.

  • CPU: Qualcomm Snapdragon 835 (Octa-core fabrikeret i 10 nm og med op til 2.45 GHz)
  • RAM: 6 eller 8 GB LPDDR4X alt efter model
  • Lager: 64 eller 128 GB UFS 2.1 alt efter model
  • Skærm: 5.5” Full HD Optic AMOLED med 2.5D Gorilla Glass 5
  • Opløsning skærm: 1920x1080 – 401 ppi
  • Grafik: Adreno 540
  • Bag kameraer: Sony IMX 398 – 16 MP (hovedsensor) Sony IMX 350 – 20 MP (telesensor)
  • Front kamera: Sony IMX 371 – 16 MP
  • Optage formater: Op til 30 fps 4K
  • Batteri: 3300 mAh – understøtter Dash Charge (hurtig ladning)
  • Vægt: 153 gram
  • Dimensioner: 154.2 x 74.1 x 7.25 mm
  • Materialer: Anodiseret aluminium
  • Styresystem: Android Nougat med Oxygen OS
  • Tilslutning/ladeport: USB-C
  • Indbygget fingeraftrykslæser: Ja, i home knappen
  • Forbindelser: 4G LTE, 5GHz ac med MIMO, Bluetooth 5.0 (ældre formater understøttes også)

 

Unboxing - Hvad får man med i kassen?
Som alle de foregående smartphones fra OnePlus kommer nummer 5 også i en hvid og rød kasse. På fronten finder vi blot OnePlus logoet sammen med et stort 5-tal; that's it. Bagsiden er rød med et klistermærke, der fortæller, at vi har med den store 128 GB model at gøre, som er EU udgaven naturligvis.

 

Siden på kassen har teksten ”Dual Camera. Clearer Photos.”; hvorvidt dette holder stik, skal blive spændende at se. Et af de helt store marketingspunkter på OnePlus 5 er nemlig kameraet. Lad os få pakket telefonen og tilbehøret ud af kassen.

 

 

Med låget løftet af kassen finder vi øverst OnePlus 5 telefonen lagt i kassen med en lille plastikslip, der gør det let at få den op. Unboxingoplevelsen har OnePlus altid været god til, og OnePlus 5 er ingen undtagelse. Resten af tilbehøret er pakket pænt ned i hvert sit rum under telefonen, og består af følgende:

  • USB-C lade kabel
  • Dash oplader
  • Quickstart guide
  • Diverse papirer
  • Værktøj til at montere SIM kort

 

Som ved enhver anden moderne smartphone skal man bruge et lille spidst stykke værktøj for at komme ind til SIM kortet. Såfremt du ikke måtte vide, hvordan dette fungerer, har quickstart guiden gode beskrivende billeder.

 

Siden OnePlus 3 telefonen, hvor Dash Charge blev introduceret, har det været fast inventar i deres telefoner. Der er tale om en lader, som er hurtigere end Qualcomms quickcharge, hvor varmen fra opladningen bliver i selve opladeren og ikke telefonens batteri. Dette betyder, at du kan oplade telefonen imponerende hurtigt og være på farten igen i løbet af ingen tid. Selvfølgelig kan OnePlus 5 også lades op med en normal lader, så længe denne har USB-C stikket.

 

 

En tur rundt om OnePlus 5 telefonen
Med tilbehøret lagt til side er det blevet tid til at tage det første kig på selve OnePlus 5 smartphonen i slukket tilstand. Forfra ligner den meget sin forgænger OnePlus 3/3T med lidt mere runde kanter (vi sammenligner disse senere). Øverst finder vi naturligvis højttaleren til opkald, diverse sensorer og et 16 MP selfie kamera.

 

Nederst finder vi homeknappen, som er lavet i keramik og samtidig har indbygget fingeraftryks læser. Denne er en af de absolut hurtigste på markedet. Selv ikke Samsung eller Apple kan være med her. Udover home knappen finder vi i bunden også højttaler-grillen for den eneste indbyggede ”lyd” højttaler, et USB-C- samt et mini-jack stik. På trods af at have hul til hovedtelefoner er der ikke nogle inkluderet i kassen, hvilket OnePlus aldrig har gjort.

 

Bemærk at OnePlus 5 leveres med en skærmbeskytter monteret – awesome!

 

Eftersom at OnePlus 5 er sort med sort på, kan det være svært at se knapperne på siderne, som vi nu skal se nærmere på. Jeg har derfor brugt mine bedste Microsoft Paint skills og sat et par farvede pile ind på de næste par billeder. På det første billede herunder viser den røde pil den lille tre-trins slider-knap, som også OnePlus 3/3T er udstyret med. Med denne er det muligt at vælge, om telefonen skal være lydløs, lade nogle apps larme eller give fuld gas. Dette kan tilpasses i indstillingerne. Den grønne pil viser den aflange volumeknap, hvis funktion giver sig selv.

 

Den blå pil på billede 2 indikerer powerknappen på telefonen, som både har samme placering og størrelse som på forgængerne. Den gule pil viser, hvor SIM-kortet, eller skulle man sige kortene, skal monteres. Ved at bruge det medfølgende værktøj hopper en lille skuffe ud. Her er det muligt at montere op til to SIM kort men intet SD kort, som vi har set hos producenter som for eksempel Samsung. Du er enten bundet til de 64 GB lager i den lille model eller 128 GB i den store, som vi kigger på her.

 

 

Vi fortsætter vores tur rundt om OnePlus 5 telefonen og kigger på bagsiden. Heromme er der sket en del i forhold til de tidligere modeller. Stort set hele bagsiden er fremstillet i aluminium, som har fået en lækker sort finish. Men det er på kamerafronten, den største forskel er at finde. Her finder vi nemlig ikke blot en men hele to linser. Det primære kamera er på 16 MP, mens zoomlinsen er på hele 20 MP. Dertil er der en to-tonet blitz og en mikrofon. Der er også et forholdsvis stort kamera bump oppe i det højre hjørne, hvor de er placeret.

 

Det karakteristiske OnePlus logo er også placeret diskret på bagsiden, som sær pænt ud. Antennelinjerne er i plastik, men matcher farverne på aluminiummet meget godt, hvilket gør, at man stort det ikke bemærker, at de er der, med mindre man virkelig kigger efter. Jeg har forsøgt at fange den nederste antenne linje bedst muligt på det tredje billede herunder.

 

 

Sammenligning med OnePlus 3 på udseende
Jeg er så heldig at være den glade ejer af OnePlus 3 telefonen, så det var derfor oplagt lige at skyde et par billeder af de to telefoner sammen, så vi kan se, hvad OnePlus har lavet anderledes i forhold til de to tidligere modeller, som havde samme design. Fronten på de to telefoner minder utrolig meget om hinanden, men OnePlus 5 har rundere hjørner end 3’eren.

 

Layoutet på knapperne er fuldstændig identisk på de to telefoner, og det samme er størrelserne også. OnePlus 5 er en lille smule tyndere end sin forgænger og er helt klart en af de tyndeste smartphones på markedet. Det er imponerende, når man tænker på hvilket indmad, der er pakket ind i den tynde ramme.

 

 

På bagsiden kan vi virkelig se hvor meget, der er sket fra 3/3T til OnePlus 5. Farven er en anden, og det store single kamera, som før sad i midten, er nu oppe i hjørnet. Antennelinjerne er også flyttet, og farven er blevet en helt ny sort i forhold sølv, som vi fandt på OnePlus 3. Men nok om de to telefoner og hvordan de ser ud. Lad os få kørt nogle benchmarks og se om OnePlus 5 kan følge med de andre drenge i klassen; Drenge, som koster mere.

 

 

Benchmarking – Kan den følge med resten?
For at få sat nogle tal på hvilken performance OnePlus 5 leverer, installerede jeg en række apps til formålet. Ligesom vi kender det fra 3Dmark på computerne, findes der lignende programmer, eller såkaldte apps til smartphones. Jeg udvalgte en række af de mest gængse og testede OnePlus 5 telefonen. Under alle tests kørte telefonen på batteri. De brugte benchmark-apps var følgende:

  • GeekBench
  • 3DMark
  • PCMark
  • AnTuTu Benchmark

Jeg startede ud med det velkendte GeekBench, som blandt andet kan teste single- og multicore performance i telefonens processor. Med knap 2000 points i single core performance og lidt over 6500 i multi core, placerer OnePlus 5 sig rigtig godt oppe på rangstigen, som af en eller anden årsag manglede Samsungs Galaxy S8.

 

 

Næste test i rækken var 3DMark for smartphones. Her scorede OnePlus 5 hele 3493 points, hvilket faktisk er en lille smule mere end konkurrenten fra Samsung og Apple. Resultaterne her burde også være mere eller mindre identiske, eftersom at både S8 og OnePlus 5 benytter samme Adreno 540 grafikchip.

 

 

Tredje test i rækken var PCMark, som belaster telefonen med en række forskellige arbejds- og hverdagsrelaterede opgaver. Dette er ting som surfing på nettet, rulle igennem store PDF filer eller redigere videoer og billeder. Ligesom i 3DMark får man en samlet score til sidst, som blev på 6642 på OnePlus 5. Igen ser vi en placering lige op af S8 telefonen fra Samsung. Det fede her er bare at OnePlus 5 koster betydeligt mindre for den samme performance.

 

 

Et par screenshots fra PCMark testen…

 

Den fjerde og sidste test i rækken var AnTuTu benchmark, som både tester grafik, CPU og RAM. Her landede vi på en score, der hed 177.975, hvilket er direkte sammenligneligt med Apples iPhone 7 og 7 Plus. Overall vil jeg kalde den målte performance, som OnePlus 5 leverede, mere end godkendt. Det er imponerende, hvor meget performance man får for sine penge her, men hvordan fungerer det så i praksis? Dette er jo bare en række ”ubrugelige” tal så at sige. Lad os kigge på, hvordan kameraet er som det næste.

 

 

Test af kameraerne
Det er blevet tid til at kigge på en af de helt store salgspunkter på OnePlus 5 smartphonen. Nemlig kameraerne. Denne del af testen gik i alt sin enkelthed ud på, at jeg skød en række billeder med telefonen, og brugte nogle af de forskellige indstillinger, som kamera-appen tilbyder. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var et hav af forskellige indstillingsmuligheder til OnePlus 5’s kamera og endda også en PRO mode. Det er lækkert at se en solid kamera-app med masser af funktioner, nu når kameraet er så stor en del af denne nye smartphone fra OnePlus.

 

Billederne, vi skal se på herunder, er alle sammen skudt med OnePlus 5 i maksimal opløsning, som telefonen tilbyder. Derefter har jeg nedskaleret billederne til 1920x1080 opløsning, for at de er til at have med at gøre her på siden. Ingen anden form for redigering er foretaget. Et billede i maksimal opløsning på OnePlus 5 fylder mellem 4-6 MB. Nedenfor ser vi det første billede af mit skrivebord efterfulgt at to stort set identiske billeder af Sønderborg havn. De to billeder af havnen er taget fra samme sted og på samme tidspunkt, den eneste forskel er blot at det ene er taget med den normale linse og det andet med zoom linsen.

 

 

Vi har vel alle et barn gemt i os. Jeg har i hvert fald. Min LEGO Porsche måtte derfor agere model i min have. På de tre billeder nedenfor, står jeg igen på det samme sted og på samme afstand til bilen. Det første billede er taget med den normale kameralinse. På det andet billede har jeg benyttet dybde-effekten, som kameraerne tilbyder, hvilket fokuserer på objektet og gør baggrunden utydelig. Dette ser virkelig fedt ud. På det sidste og tredje billede har jeg igen benyttet zoomfunktionen, som gør, at telefonen skifter over på 20 MP sensoren. Bedøm selv billedkvaliteten. Jeg synes, den er godkendt.

 

 

Sommer betyder jordbær, så disse fik også lige et hurtigt skud med OnePlus 5. Med normal linse efterfulgt af zoomlinse. Det samme gjorde den sære plante, jeg har i min have, som jeg faktisk ikke rigtig ved, hvad er for en. Cool ser den dog ud.

 

 

Det sidste punkt, som jeg vil dække i kameratesten, er en lille sammenligning mellem OnePlus 5 og min egen 3’er. Det var ret oplagt at sammenligne forgængeren, da jeg alligevel havde den. På de fire billeder nedenfor er dem til venstre skudt med OnePlus 5, mens dem til højre er skudt med 3. Bemærk især græsset i baggrunden samt de overall mere klare farver på billederne taget med OnePlus 5. Der er ingen tvivl om, at der er tale om en forbedring her!

 

OnePlus 5 billeder til venstre – OnePlus 3 billeder til højre

 

Hvordan telefonen er at bruge til hverdag
Vi har nu både fået sat tal på performance, kigget på nogle billeder taget med OnePlus 5 og endda også sammenlignet med OnePlus 3. Men der er et punkt, jeg syntes vi lige skal runde af med, inden at vi konkluderer. Hvordan er telefonen faktisk at bruge? En ting er jo, at den kan smide nogle imponerende scores i programmer og skyde gode billeder. Men hvad med softwaren, og hvordan den ligger i hånden? Som nævnt tidligere bruger jeg til dagligt en OnePlus 3 smartphone, som jeg er utrolig glad for. Med den femte udgave har OnePlus taget alt det, der var lækkert ved de foregående modeller og gjort det endnu bedre.

 

Telefonen ligger super lækkert i hånden og markant bedre end 3'eren. De afrundede kanter på bagsiden er helt klart skyld i dette, da dette ikke var at finde på 3'eren. Fingeraftrykssensoren er igen vanvittig hurtig, og du har adgang til telefonen med det samme, fingeren lander på home knappen. Dette er en vigtig ting, da man bruger dette mange gange i løbet af den dag. På OnePlus 5 virker det hver eneste gang. Jeg oplevede ikke en fejllæsning af fingeraftryk; virkelig imponerende.

 

Hvis du er fan af standard Android, så er OnePlus' OxygenOS også lige noget for dig. Et mildt stykke software, der ligger hen over standard Android, som trækker minimale resurser og er uhyre let og hurtigt at navigere rundt i. Der er lavet nogle små tweaks, som gør det endnu bedre, end hvad jeg er vant til på min OnePlus 3. Du kan blandt andet tegne symboler direkte på den slukkede skærm og få telefonen til at åbne programmer, du selv vælger lynende hurtigt. Et dobbeltklik på home knappen kan åbne kameraet på et sekund, så du kan fange det perfekte billede, inden det er for sent.

 

Med et batteri på 3300 mAh betyder det, at der er 300 mAh mere at gøre med i forhold til OnePlus 3 men 100 mAh mindre end OnePlus 3T. Dette kombineret med en meget effektiv processor gjorde, at jeg uden problemer kunne komme igennem en hel dag uden at løbe tør for strøm. Min dag starter typisk ved klokken 08:00, og jeg lander først i sengen ved klokken 24:00. Flere gange havde jeg op imod 30% strøm tilbage, når jeg landede i sengen på trods af at have brugt telefonen flittigt i løbet af dagen. Når der endelig skal strøm på OnePlus 5, gør Dash Charge, at man hurtigt kan komme videre. På blot en times tid er du good to go. Lad os nu gå til konklusionen nedenfor.

 

tweak_dk_OnePlus_5_smartphone_dual_camera_10

 

Pris
Som med de tidligere OnePlus telefoner, skal du en tur forbi deres hjemmeside hvis du vil have fingrene i et eksemplar, eller besøge udbyderen 3 som også er begyndt at sælge OnePlus telefoner. For den lille udgave med 6GB RAM og 64GB lager må du punge ud med 4060,00 DKK i mindstepris, mens den store model med hele 8GB RAM og 128GB lager kan blive din for 4540,00 DKK i mindstepris. Lige meget hvilken model du vælger, får du utrolig meget telefon for pengene!

 

* Mindstepris ved 3 indebærer en bindingsperiode på 6 måneder.

 

 

OnePlus 5 kan også købes hos OnePlus.net for 3.799,00 DKK for 64 GB modellen, eller 4.299,00 DKK for 128 GB modellen.

 

 

Klik på OnePlus banneret nedenfor og bliv sendt direkte til den danske OnePlus hjemmeside, hvor alle detaljer, specifikationer og priser er tilgængelige.

 

tweak_dk_OnePlus_5_smartphone_dual_camera_1

 

Konklusion
Det er blevet tid til, at vi skal have sat de sidste ord på vores test af OnePlus 5 telefonen. Det har været en sand fornøjelse at have denne telefon i hænderne og lege med den de sidste par uger. For at få det ud af verden; ja, den ligner ret meget en iPhone, men hvilken telefon gør ikke det efterhånden? Med det sagt så er OnePlus 5 klart en af de bedste telefoner, du kan få fat i på nuværende tidspunkt. Den er lynende hurtig, lige meget hvad man sætter den til, og den får nærmest min egen OnePlus 3 til at virke gammel og outdated. Det store batteri kombineret med Dash Charge gør, at du aldrig kommer til at mangle strøm, når du er på farten, og USB-C stikket er lækkert at se. OnePlus var en af de første producenter, der for alvor tog dette til sig.

 

Skærmen er på trods af sine kun 1920x1080 pixels lækker at se på og har rigtig pæne farver, hvilket er forventet af et AMOLED panel. Det er tydeligt at se en forbedring i billedkvalitet, hvis man sammenligner den direkte med OnePlus 3 side om side. Jeg havde dog forventet at se en skærm på 2560x1440 pixels, som Samsung efterhånden har tilbudt i deres topmodeller et stykke tid nu. Sådan en skærm bruger naturligvis mere strøm, men med 3300 mAh batteri og Dash Charging havde det måske været på sin plads, OnePlus? Anyways er den lækker at se på og har en præmonteret skærmbeskytter også.

 

Men hvad så med kameraet eller skulle man sige kameraer? Dette er jo et af de helt store salgspunkter på OnePlus 5 telefonen, og jeg vil da også rose dem på nogle punkter. For det første er kameraet utrolig hurtigt, og layoutet i softwaren er let at finde rundt i på trods af, at der er masser af muligheder. Hvad angår billedkvaliteten, så vil jeg kalde denne for lækker. Dog ikke på højde med Samsung eller Apple. De to separate linser giver nogle fede funktioner såsom dybdeeffekt og zoom uden støj på billedet. Men der mangler optisk billedstabilisering som hos konkurrenterne. Det kan vi ikke komme uden om.

 

OnePlus er ikke, hvad de har været. De er efterhånden ved at være en seriøs spiller på mobilmarkedet. Dette kan også ses på prisen, som de sælger OnePlus 5 for, kontra deres tidligere modeller. Prisen er røget i vejret, men er dog stadig et godt stykke under, hvad lignende telefoner fra de andre store producenter tilbyder. Man får UTROLIG meget telefon for pengene, hvis man vælger at smide dem efter en OnePlus 5, og jeg vil gå så langt som at sige at dette er den absolut hurtigste telefon på markedet i skrivende stund. Scoren hedder derfor 9/10 og awarden ”Great Product” award er vist også på sin plads.

 

Godt

  • Lækkert design og byggekvalitet
  • Godt kamera (kameraer)
  • Dash Charging og fin batteritid
  • USB-C tilslutning
  • Leveres med skærmbeskytter
  • Vanvittig hurtig til alle opgaver
  • Ligger rigtig godt i hånden
  • To udgaver tilgængelig
  • Pæn skærm med gode farver…

Knap så godt

  • … er dog stadig kun Full HD
  • Mangler optisk billedstabilisering

 

Conclusion
It is now time for us to type the last words on our review of the OnePlus 5 smartphone. It has been a pleasure to play with it for the last few weeks. To get it out of the way - yes, it looks a lot like an iPhone, but which phone does not do that this time around? With that said, OnePlus 5 is clearly one of the best phones you can get at the time of writing. It's lightning fast no matter what you want to do and almost gets my own OnePlus 3 to appear old and outdated. The large battery combined with Dash Charge insures that you never run out of power while on the go, and the USB-C connector is great to see. OnePlus was one of the first manufacturers to take this seriously.

 

In spite of its "only" 1920x1080 pixels, the screen is nice to look at and has really nice colors - expected from an AMOLED panel. It's clear to see an improvement in image quality if you compare it directly with the OnePlus 3 side by side. However, I had expected to see a 2560x1440 pixel screen, which Samsung has offered in their top models for a while now. Such a panel, of course, uses more power, but with the 3300 mAh battery and Dash Charging it might have been in its place OnePlus? Anyways, it's nice to look at, and has a pre-mounted screen protector as well.

 

But what about the camera, or should you say cameras? This is one of the very big selling points with the OnePlus 5 phone, and I would also like to praise them on some points. Firstly, the camera is incredibly fast and the layout of the software is easy to navigate in, despite the fact that there are plenty of options – even a PRO mode. As for the quality of the pictures, I would call this nice - but not on pair with Samsung or Apple. The two separate lenses provide some cool features such as depth effect and zoom without noise in the image. However, optical image stabilization is lacking and that shows.

 

OnePlus is not what they have been, they are gradually becoming a serious player in the smartphone market. This can also be seen on the price they sell the OnePlus 5 for, versus their previous models. The price has gone up, but is still below what similar phones from the other major manufacturers offer. You get VERY much phone for the money if you choose to throw them after an OnePlus 5, and I will go as far as saying that this is the fastest phone on the market at the time of writing. The score is therefore 9/10 and the "Great Product" award is also in its right.

 

Pros

  • Awesome design and build quality
  • Great camera (cameras)
  • Dash Charging and good battery life
  • USB-C connection
  • A screen protector is pre-applied
  • Crazy fast in all tasks
  • Feels good in the hand
  • Two options available
  • Pretty screen with great colors…

Cons

  • … but still only Full HD
  • Lags optical image stabilization

Score: 9 + Great Product award

 

tweak_dk_OnePlus_5_smartphone_dual_camera_49

 

Vores partnere