Gigabyte RTX 4080 Gaming OC

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC
Vi har fået endnu et RTX 4080 kort i hånden til test. Denne gang er det fra Gigabyte, og det er deres RTX 4080 Gaming OC kort, der skal igennem vores test.

Specifikationer

  • Graphics Processing: GeForce RTX™ 4080
  • Core Clock: 2535 MHz (Reference Card: 2505 MHz)
  • CUDA® Cores: 9728
  • Memory Clock: 22.4 Gbps
  • Memory Size: 16 GB
  • Memory Type: GDDR6X
  • Memory Bus: 256 bit
  • Card Bus: PCI-E 4.0
  • Digital max resolution: 7680x4320
  • Multi-view: 4
  • Card size: L=342 W=150 H=75 mm
  • PCB Form: ATX
  • DirectX: 12 Ultimate
  • OpenGL: 4.6
  • Recommended PSU: 850W
  • Power Connectors: 16 Pin*1
  • Output: DisplayPort 1.4a x3 - HDMI 2.1 x1

Listen af specifikationer har ikke noget specielt overraskende med sig. Det er mere eller mindre listen af standard specifikationer fra Nvidia. Det kan dog være værd at bemærke, at Gigabyte angiver boost clock til 2535 MHz, som er 30 MHz over reference card specifikationerne. Hvis det er de 30 MHz, der betyder at kortet får sit Gaming OC navn, så er det ikke specielt imponerende. 


En tur rundt om Gigabyte RTX 4080 Gaming OC

Helt som da vi så på RTX 4080 buddet fra MSI tidligere, så har vi også her med et stort kort at gøre. 

Lige over 34 cm langt og 15 cm bredt betyder, at man skal dobbelttjekke sit kabinet før man køber kortet. Der vil uden tvivl være kabinetter, der vil have svært ved at få plads til den her moppedreng. 

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC big boy.JPG

Samtidigt kommer kortet ind med en vægt på lige over to kilo, så det er heller ikke ligefrem et let kort. 

Kølingen klares af Gigabytes Windforce køler, som vi efterhånden har set på mange af deres kort. Denne gang er den bare på steroider og ekstra stor. Det er et triple fan design med tre 110 mm blæsere. 

De sørger for luft til den store stak kølefinner, som sammen med 11 kobber heatpipes og en vaporchamber løsning, sørger for at trække varmen væk fra GPU chippen og VRAM. 

Stor køler Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Bagsiden af kortet er forsynet med en metal backplate, som giver et fint og sammenhængende design. Den går sammen med plastskjoldet omkring blæserne ned omkring enden af kortet og lukker af der. 

Som vi har set på andre RTX 4080 kort, så er køleren betydeligt større end selve kortet. Det kan ses endnu mere tydeligt på dette kort, som har en stor åben del for enden af kortet. Her kan luften fra den sidste blæser passere direkte igennem kølefinnerne. 

Luft gennemstrømning Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Vi får med Gigabyte RTX 4080 Gaming OC kortet også en dual BIOS, som med en lille kontakt kan skifte imellem en OC eller en silent indstilling. Alle tests er naturligvis lavet med OC BIOS. 

BIOS Switch Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Der er selvfølgelig også RGB belysning på kortet. Det er fordelt i fire zoner, som består af Gigabyte logoet på siden af kortet, og så en RGB ring under hver blæser. 

Gigabyte Control Center software.png

Zonerne kan indstilles hver for sig, via Gigabyte Control Center softwaren. 

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC power plug.JPG

Helt som det er standard på RTX 4080 kortene, forsynes Gigabytes RTX 4080 Gaming OC kortet af det nye 12VHPWR kabel. Det er en del af den nye PCIe 5.0 standard, og vil med tiden blive en standard del af nye strømforsyninger. En del producenter af strømforsyninger tilbyder 12VHPWR kabler til eksisterende strømforsyninger, som er kompatible. 

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC power adapter.JPG

Der følger dog en adapter med i kassen til Gigabyte RTX 4080 Gaming OC kortet. Den kan bruges, så man kan tilslutte tre almindelige 8 pins PCIe stik, og på den måde få strøm til 12VHPWR stikket på kortet. 

Helt som vi var inde på med MSI kortet så skal man dog være opmærksom på at man med adapteren får et kort der bliver endnu bredere for at få plads til adapteren. 

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC tilslutninger.JPG

Ser vi hurtigt på til slutningerne får vi tre DisplayPort 1.4a og en enkelt HDMI 2.1. her afviger Gigabyte ikke fra standard konfigurationen. 

Samlet set har Gigabyte lavet et kort med et lækkert afdæmpet design. Der er ikke en overflod af specielle tiltag eller lir, hvilket i min bog er rart at se.


Testen

Nu hvor vi har alle de visuelle detaljer på plads, springer jeg videre til testen, som alt andet lige er den mere spændende del i min bog. Det blev gjort på vores AMD Ryzen baserede open bed test bench, med følgende hardware: 

  • Bundkort: MSI MEG X570 Godlike
  • CPU: AMD Ryzen 7 3700X
  • RAM: 32 GB G.Skill Trident Z @3200 MHz
  • PSU: Seasonic Prime GX-1000

Første punkt på dagsordenen er, som altid, at finde en baseline på både clockhastigheder, temperatur og støj. Det sker med en Unigine Heaven stresstest, som jeg lader køre i 30 minutter. 

Her landede kortet med en gennemsnitlig max boost clock på 2895 MHz, så altså en bid over de lovede 2850 MHz fra Gigabyte. Det er dog nok mere Nvidias fortjeneste end noget, som Gigabyte har gjort ved kortet. 

Test rig Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Når der er plads til det i forhold til strøm og temperatur så booster kortet automatisk godt. 

Temperaturen under load toppede med 50 grader, hvilket understreger hvor solid en køler der sidder på kortet. Alt det klarede kortet med et støjniveau på 40 dBA, så altså rimeligt stille, og sandsynligvis overdøvet af andre lyde omkring kortet. 

Kortet har også en Zero RPM mode, hvor blæserne stopper, hvis kortet ikke er under belastning. Det betyder, at der slet ikke er nogen lyd fra kortet, hvis man bare sidder i Windows. 

RGB fans Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Det skal dog bemærket, at RGB lyset omkring blæserne tilsyneladende kun er aktivt når blæserne kører. Så ved lav belastning er der ikk lys i dem, hvilket jeg synes er lidt underligt man ikke har muligheden for. 


Spiltest

Vi springer videre til vores spiltest, for at se hvordan kortet klarer sig. Alle tests her er gennemført uden brug af DLSS, render scaling eller andre lignende teknologier, så det er en test af den rene rå ydelse.


Cyberpunk 2077

  • High Preset - INGEN DLSS - INGEN AMD Fidility FX - Dynamic Resolution Scaling = OFF

Cyberpunk 2077 (2).png

Cyberpunk 2077 er helt klart det tungeste spil i vores testgruppe. Gigabyte RTX 4080 Gaming OC klarer dog opgaven fornuftigt med lige under 70 FPS i 4K og tæt på 100 i både 1440p og 1080p. Helt som vi så på MSI kortet tidligere, så gentager det sig med stort set identiske resultater imellem 1080 og 1440. 

Cyberpunk 2077 (3).png

Ser vi på sammenligningen kan vi dog se, at Gigabyte af en eller anden grund, i netop dette spil, falder en god del bagud i 1440 og 1080 opløsningerne. Faktisk så meget, at RTX 3070Ti kortet og RX6900XT også overhaler i 1080p. Jeg undrede mig selv over det, og gentog mine tests flere gange for at være sikker.


Assassin's Creed Valhalla

  • High Preset - Resolution Scale: 100% - Adaptive Quality = OFF

Assasins Creed - Valhalla (2).png

Vi tager springet videre til Assasins Creed Valhalla. Her kommer kortet ind med solide resultater igen, og lander næsten trecifret i alle opløsninger. 

Assasins Creed - Valhalla (3).png

Ser vi på sammenligningen kan vi se, at de to RTX 4080 kort stort set er identiske i testen, mens RX6900XT kortet har en fordel i 1080p selv om det ikke er meget. 


Outriders

  • Ultra Preset - DLSS: OFF - Resolution Scaling: 100%

Outriders (2).png

Næste spil er Outriders, som er det første spil vi rammer med trecifrede resultater over hele linjen. Her ser vi at 1440p opløsningen faktisk overhaler 1080p, hvor forklaringen ligger er svær at sige. Vi kan se noget af det samme med MSI RTX 4080 kortet ,men det er dog mere udpræget her. 

Outriders (3).png

Ser vi på sammenligningen kan vi se at RX6900XT og RTX 3070Ti kortene begge to klarer opgaven ved 1080p bedre.   


Overwatch 2

  • Ultra Preset - Ultra Preset - Render Scale: 100% - Dynamic Render Scale: OFF - High Quality Upsampling: OFF

Overwatch (2).png

Sidste spil i rækken er Overwatch 2, hvor vi ikke overraskende skyder langt op i de trecifrede resultater. Her lander vi med identiske resultater for 1080p og 1440p.

Overwatch (3).png

Den sammen tendesn kan vi se med RTX 4080 kortet fra MSI som dog klarer sig en smule bedre trods alt. 


Ray Tracing

Normalt har vi indtil nu ikke testet Ray Tracing ydelse, når vi har testet grafikkort. Det har været med det argument, at det det har været ret begrænset, hvor udbredt det var og hvor mange kort der understøttede det, på en fornuftigt måde. 

Med den nye 4000 serie af kort fra Nvidia, og de forbedringer som tiden har bragt med sig, har vi dog besluttet os for at tage det med. På den måde kan I forhåbentligt få lidt af en ide om, hvordan de kort vi tester fremadrettet ligger i forhold til hinanden på Ray Tracing ydelse. 

Ray Tracing er dog ret besværligt at teste på en god måde. Det bunder i, at der er stort set lige så mange implementeringer af Ray Tracing, som der er spil der understøtter det. Det er ikke en samlet pakke, og spilproducenterne kan vælge at benytte meget få, eller alle muligheder der findes i Ray Tracing. 

Derfor kan kravet til hardwaren variere meget fra spil til spil, selv om man spiller med Ray Tracing aktiveret i dem alle. Til vores tests af Ray Tracing har vi valgt at teste med Cyberpunk 2077. Det gør vi fordi, det er et af de spil på markedet i dag der har den mest omfattende Ray Tracing understøttelse. Det betyder, at det er et spil der kan danne godt grundlag for dybere tests af Ray Tracing, hvis vi på et senere tidspunkt skal lave en mere gennemgående test af det. 

Det er dog også vigtigt at understrege, at testen her, som de andre tests for den sags skyld, kun er et snapshot af ydelsen baseret på netop det spil og de indstillinger vi har testet med. Det er altså ikke det endegyldige svar på hvor godt et grafikkort er til Ray Tracking. Testen er lavet, for at give en ide om de testede korts indbyrdes styrkeforhold, i en række udvalgte spil.

Vi håber dog, at testen kan bruges som grundlag for en sammenligning imellem RT ydelsen på forskellige kort. Samtlige tests er også gennemført uden brug af DLSS, AMD Fidility FX eller andre lignende teknologier eller render scaling.

Det er altså den rene rå Ray Tracing ydelse, uden hjælp fra nogen af de værktøjer. 


Cyberpunk 2077 - Ray Tracing

  • Ray Tracing Medium Preset - INGEN DLS

Cyberpunk 2077 - Ray Tracing.png

Helt som vi så med de almindelige Cyberpunk 2077 resultater, så kan vi se at Gigabyte kortet, af en eller anden årsag, klarer sig dårligere end MSI konkurrenten. Gentagne tests gav samme resultat, på trods af min undren. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Gigabyte RTX 4080 Gaming OC kortet med en online pris på lige over 12.000 kroner. Det er et par hundrede kroner dyrere end MSI kortet, vi så på for kort tid siden. 


Konklusion. 

Gigabyte har lavet et kort der falder helt i tråd med deres tidligere kort i Gaming OC serien. Det er afdæmpet og uden for meget lir, hvilket kan være en fordel eller en ulempe alt efter hvilken type man er. 

Byggekvaliteten og kølerens evne til at holde kortet køligt og stille kan der dog ikke sættes en finger på. her klarer Gigabyte opgaven med fin stil. 

Backplate Gigabyte RTX 4080 Gaming OC.JPG

Som jeg også var inde på i min tidligere RTX 4080 test så er det svært isoleret set at være utilfreds med ydelsen på kortet. Det tygger sig fint igennem selv krævende spil ved høje indstilinger og opløsninger. 

I en direkte sammenligning klarer det sig dog en anelse dårligere end et lidt billigere Suprim X kort fra MSI. Så hvis man har mulighed for at vælge så er det naturligvis i den retning jeg vil pege hvis ydelse er det primære mål. 

Det er dog stadig svært at værdisætte kort i denne klasse. Overordnet set når man er i den her høje prisklasse så er der relativt kort prismæssigt op til et RTX 4090 kort som vil give et ret solidt boost til ydelsen. 

Gigabyte RTX 4080 Gaming OC vindforce cooler.JPG

Når det er sagt så er begge kort dog i en klasse som vil være overkill for langt de fleste casual gamers som vil få mere reel værdi med kort lidt længere nede i stakken. 

Jeg vil tillade at gentage mig selv fra min tidligere RTX 4080 anmeldelse. Isoleret set er der uden tvivl god ydelse at hente med Gigabyte RTX 4080 Gaming OC. Set mere bredt og med “værdi” brillerne på, i forhold til andet end blot den reelle pris i kroner og øre, så er der dog for langt de fleste meget mere fornuftig værdi at hente i de ældre generationer. 

Vi lander med en endelig karakter på 8, for et teknisk set godt produkt, som dog nok bør overvejes grundigt inden køb. 


Godt: 

  • Rigtig god køling
  • Lydsvag


Skidt: 

  • Lidt dårligere ydelse end andre RTX 4080
  • Lidt dyrere end bedre ydende konkurrent


Vores partnere