Gigabyte RTX 4090 Gaming OC

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC
Det er endeligt blevet tid til at tage et kig på det helt store kort i Nvidias nye 4000 serie af grafikkort. Der er tale om en strøm sulten moppedreng i form af Gigabyte RTX 4090 Gaming OC kortet.

Specifikationer

  • Graphics Processing: GeForce RTX™ 4090
  • Core Clock: 2535 MHz (Reference Card: 2520 MHz)
  • CUDA® Cores: 16384
  • Memory Clock: 21 Gbps
  • Memory Size: 24 GB
  • Memory Type: GDDR6X
  • Memory Bus: 384 bit
  • Card Bus: PCI-E 4.0 x 16
  • Digital max resolution: 7680x4320
  • Multi-view: 4
  • Card size: L=340 W=150.2 H=75.2 mm
  • PCB Form: ATX
  • DirectX: 12 Ultimate
  • OpenGL: 4.6
  • Recommended PSU: 1000W
  • Power Connectors: 16 pinx1
  • Output: DisplayPort 1.4 x3 - HDMI 2.1 x1

Specifikationer, som er værd at hæfte sig ved, er naturligvis de 24 GB GDDR6X RAM, men også, at den anbefalede strømforsyninger er på hele 1000W. Ahhh ja og så naturligvis størrelsen, for der er tale om et STORT kort. 


En tur rundt om Gigabyte RTX 4090 Gaming OC. 

Vi har tidligere set på grafikkort fra Gaming OC seriens fra Gigabyte og helt som jeg forventede, så er designet her i nøjagtig samme stil, som de tidligere kort. Det er et stort kort, men faktisk så er RTX 4080 versionen samme størrelse, så køler modellen er den samme.

Stilen er ret afdæmpet i sort og grå farver, med enkelte sølv elementer. Der er RGB belysning omkring de tre blæsere og i Gigabyte logoet på siden af kortet.

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC grafikkort Nvidia.JPG

Der er tale om et stort kort på alle ledder med en længde på 34 cm, en bredde på lige over 15 cm og en højde på lige over 7,5 cm. Det er et fire slots kort, på trods af at det fysisk kun lægger beslag på to PCIe udvidelsesslots i din PC.

Det er naturligvis køleløsningen der fylder meget. Der er hele tre 110 mm blæsere placeret over en stor stak kølefinner og hele 10 copper heatpipes, der via et vapor chamber har direkte kontakt med GPU chippen. 

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC back plate.JPG

Selve kortet er betydeligt kortere end køleløsningen. Det betyder også, at den bagerste blæser på kortet, kan blæse luft direkte igennem kølefinnerne i et pass through design, som vi har set på en del 4000 serie kort. 

Der er altså et stort hul i den metal backplate, som er en del af kortet. Her kan det også ses, at kortet kommer med en dual BIOS konfiguration, med en OC og en Silent indstilling.

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC heat pipes.JPG

Ikke overraskende leveres strømmen til kortet via det nye 12VHPWR stik. Der er dog en adapter med i kassen, som kan bruges sammen med tre otte pins PCIe stik, hvis ikke man har en ATX 3.0 strømforsyning, med det nye 12VHPWR stik.

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC power plug.JPG

Ser vi på tilslutningerne får man tre DisplayPort 1.4 og en enkelt HDMI 2.1. 


Testen

Nu hvor vi har alle de visuelle detaljer på plads, springer jeg videre til testen, som alt andet lige er den mere spændende del i min bog. Det blev gjort på vores AMD Ryzen baserede open bed test bench, med følgende hardware: 

  • Bundkort: ASUS ROG Crosshair X670E Hero 
  • CPU: AMD Ryzen 9 7900
  • RAM: 32 GB Kingston Fury DDR5 @6000 MHz
  • PSU: Seasonic Vertex GX-1000

Alle kort der er med i sammenligningen, er naturligvis også blevet testet på samme setup. 

Alle tests er gennemført med OC BIOS valgt på kortet og fan curve på AUTO. 

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC test bench.JPG

Første punkt på dagsordenen er, som altid, at finde en baseline på både clockhastigheder, temperatur og støj. Det sker med en Unigine Heaven stresstest, som jeg lader køre i 30 minutter. 

Her landede kortet med en gennemsnitlig max boost clock på 2760 MHz, så altså en bid over de lovede 2535 MHz fra Gigabyte. Det er dog nok mere Nvidias fortjeneste end noget, som Gigabyte har gjort ved kortet. 

Når der er plads til det i forhold til strøm og temperatur, så booster kortet automatisk godt. Her skal det måske også nævnes at kortet under load trækker omkring 400-450W. Så det er ikke for sjov, at Nvidia anbefaler en stor strømforsyning. 

Temperaturen under load toppede med 52 grader, hvilket understreger hvor solid en køler der sidder på kortet. Alt det klarede kortet med et støjniveau på 43 dBA, så altså rimeligt stille, og sandsynligvis overdøvet af andre lyde omkring kortet. 

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC RGB belysning fans.JPG

Kortet har også en Zero RPM mode, hvor blæserne stopper, hvis kortet ikke er under belastning. Det betyder, at der slet ikke er nogen lyd fra kortet, hvis man bare sidder i Windows. 

Det skal dog bemærkes, at RGB lyset omkring blæserne tilsyneladende kun er aktivt når blæserne kører. Så ved lav belastning er der ikke lys i dem, hvilket jeg synes er lidt underligt man ikke har muligheden for. Det var dog nøjagtigt det samme på RTX 4080 versionen af Gaming OC kortet. 

3D Mark - Fire Strike Extreme.png

Herefter gik turen videre til de syntetiske 3D Mark Benchmarks. Jeg startede med Firestrike Extreme. Her kom kortet ind med en samlet score på 28234, som ikke overraskende placerer den godt i front i forhold til alt hvad vi har testet hidtil. 

3D Mark - Time Spy.png

Resultaterne for Time Spy testen gav et resultat på 28124 point. Igen er det en score som placerer RTX 4090 i front foran alt andet på vores liste. 


Spiltest

Vi springer videre til vores spiltest, for at se hvordan kortet klarer sig. Alle tests her er gennemført uden brug af DLSS, render scaling eller andre lignende teknologier, så det er en test af den rene rå ydelse.


Cyberpunk 2077

  • High Preset - INGEN DLSS - INGEN AMD Fidility FX - Dynamic Resolution Scaling = OFF

Cyberpunk 2077.png

Cyberpunk 2077 er helt klart det tungeste spil i vores test. Resultaterne taler dog meget godt for, hvor kraftigt et kort der er tale om. Selv ved 4K kommer vi tæt på 100 FPS, uden brug af DLSS eller andet tricks, der ville kunne booste tingene endnu mere. 

Cyberpunk 2077 (1).png

Ser vi på sammenligningen, kan vi se at der er et solidt forspring til alt andet på vores liste. Vi har desværre ikke haft mulighed for at teste RTX 4080 kortet på vores nye setup, men ser vi på kort som RTX 4070Ti og RX6900XT, så er vi tæt på en fordobling af resultaterne ved 4K, hvilket er imponerende. 

Det kombineret med de rigtigt gode 1% resultater, giver hele vejen igennem en lækker spiloplevelse. 


Assassin's Creed Valhalla

  • High Preset - Resolution Scale: 100% - Adaptive Quality = OFF

Assasins Creed - Valhalla_.png

Assasins Creed Valhalla er en anelse mere tilgivende ved grafikkortene, men kan stadig være et krævende spil. Det bliver dog også her hurtigt tydeligt, at RTX 4090 er et bæst af et kort. 144 FPS i 4K og over 200 FPS i 1440 og 1080, er resultater man bestemt ikke kan klage over. 

Det er igen understreget af de gode 1% resultater. 

Assasins Creed - Valhalla.png

Ser vi på sammenligningen kan vi igen se, at der er et stort spring til de øvrige kort i vores sammenligning. 


Outriders

  • Ultra Preset - DLSS: OFF - Resolution Scaling: 100%

Outriders.png

Outriders er næste spil på listen, og her fortsætter RTX 4090 Gaming OC kortet fra Gigabyte med at imponere. Solide trecifrede resultater selv ved 4K og 250 FPS ved 1440 og 1080, hvilket jeg mistænker er max for den game enige der bruges i spillet. 

Vi får også her rigtigt solide 1% resultater der betyder, at også her får man noget nær den optimale spiloplevelse. 

Outriders (1).png

Sammenligningen viser igen et kort, der tørrer gulvet med de andre i sammenligningen. En fordobling af FPS resultaterne, godt og vel, sammenlignet med RTX 4070Ti og RX6900XT. 


Overwatch 2

  • Ultra Preset - Ultra Preset - Render Scale: 100% - Dynamic Render Scale: OFF - High Quality Upsampling: OFF

Overwatch 2.png

Sidste spil i rækken er det letteste, og det ses naturligvis også på resultaterne. 344 FPS ved 4K og tæt på 600 FPS ved 1440 og 1080 viser med alt tydelighed, at vi er langt oppe i overkill segmentet til spil af denne type. 

Overwatch 2 (1).png

Samtidigt kan vi også se rigtigt solide 1% resultater igen. 


Ray Tracing

Normalt har vi indtil nu ikke testet Ray Tracing ydelse, når vi har testet grafikkort. Det har været med det argument, at det det har været ret begrænset, hvor udbredt det var og hvor mange kort der understøttede det, på en fornuftigt måde. 

Med den nye 4000 serie af kort fra Nvidia, og de forbedringer som tiden har bragt med sig, har vi dog besluttet os for at tage det med. På den måde kan I forhåbentligt få lidt af en ide om, hvordan de kort vi tester fremadrettet ligger i forhold til hinanden på Ray Tracing ydelse. 

Ray Tracing er dog ret besværligt at teste på en god måde. Det bunder i, at der er stort set lige så mange implementeringer af Ray Tracing, som der er spil der understøtter det. Det er ikke en samlet pakke, og spilproducenterne kan vælge at benytte meget få, eller alle muligheder der findes i Ray Tracing. 

Derfor kan kravet til hardwaren variere meget fra spil til spil, selv om man spiller med Ray Tracing aktiveret i dem alle. Til vores tests af Ray Tracing har vi valgt at teste med Cyberpunk 2077. Det gør vi fordi, det er et af de spil på markedet i dag der har den mest omfattende Ray Tracing understøttelse. Det betyder, at det er et spil der kan danne grundlag for dybere tests af Ray Tracing, hvis vi på et senere tidspunkt skal lave en mere gennemgående test af det. 

Det er dog også vigtigt at understrege, at testen her, som de andre tests for den sags skyld, kun er et snapshot af ydelsen baseret på netop det spil og de indstillinger vi har testet med. Det er altså ikke det endegyldige svar på hvor godt et grafikkort er til Ray Tracking. Testen er lavet, for at give en ide om de testede korts indbyrdes styrkeforhold, i en række udvalgte spil.

Vi håber dog, at testen kan bruges som grundlag for en sammenligning imellem RT ydelsen på forskellige kort. Samtlige tests er også gennemført uden brug af DLSS, AMD Fidility FX eller andre lignende teknologier eller render scaling.

Det er altså den rene rå Ray Tracing ydelse, uden hjælp fra nogen af de værktøjer. 


Cyberpunk 2077 - Ray Tracing

  • Ray Tracing Medium Preset - INGEN DLS

Med Ray Tracking slået til, kan vi for første gang se RTX 4090 kortet på hårdt arbejde. De rene rå resultater er ikke specielt imponerende ved 4K, hvor vi ikke kommer op over de magiske 60 FPS. 

Det ser noget mere interessant ud ved 1440 og 1080. 

Ser vi på sammenligningen kan vi dog se, at det trods alt er milevidt bedre end nogen af de andre kort kan klare.

Cyberpunk 2077 - Ray Tracing.png

Her er det dog også værd at bemærke, at Nvidia jo naturligvis antager, at man gør brug af DLSS når der skal spilles med Ray Traceing. Specielt på 4000 serie kortene, som har DLSS 3, som i den grad kan booste ydelsen. 

Jeg har naturligvis også testet med det for at få en oplevelse af den del, og her kunne jeg med DLSS sat til Balanced, opnå FPS resultater på gennemsnitlig 88 FPS ved 4K. I det leje begynder det at ligne noget. 

Selv med den nye krævende Ray Tracing Overdrive indstilling i spillet, er det med DLSS 3 sat til Balanced, muligt at FPS resultater omkring 45-80, alt efter hvor man er i spillet. 

Alt det uden at den visuelle kvalitet påvirkes nævneværdigt at DLSS. 


Pris

Her kommer vi naturligvis til det store pille, der skal sluges. Den laveste onlinepris jeg i skrivende stund kan finde, placerer kortet med en pris et mulehår under 14.000 kroner. 

high end grafik Gigabyte RTX 4090 Gaming OC.JPG

Det er en HØJ pris, som i mange tilfælde er mere end hele gaming systemer.


Konklusion

Der er ingen tvivl om, at RTX 4090 chippen fra Nvidia er det kraftigste consumer grafikkort, der nogensinde er lavet. 

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC dual BIOS.JPG

Ydelsen kan der ikke sættes en finger på, for det her kort æder sig igennem ALT, hvad man kaster efter det. Den rene rå ydelse kombineret med teknologier, som DLSS betyder, at man i selv de mest krævende spil som Cyberpunk 2077, kan få en lækker spilbar oplevelse selv med alle features og ekstra lir slået til.

Alt det koster naturligvis, og det kan vi se på prisen, der lander i det højeste leje vi har set for grafikkort hidtil. Når det er sagt, så er Gigabyte Gaming OC versionen dog ikke det dyreste RTX 4090 kort på markedet, men det er heller ikke det billigste. 

Andre custom versioner er set på den forkerte side af 19.000 kroner. 

Gigabyte RTX 4090 Gaming OC RGB Logo.JPG

Et kort som Gigabyte RTX 4090 Gaming OC, eller RTX 4090 kort i det hele taget, er i den grad ikke er kort for masserne. Det er et kort for de virkeligt krævende gaming fans, som vil have det bedste af det bedste, og som har budgettet at brænde af på det. 

På den ene side er det svært at anbefale et kort, der koster tæt på en månedsløn, men det er omvendt også svært ikke at være imponeret over, hvad kortet kan når man har det mellem hænderne. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Entusiast Only award, for et kort der yder som et bæst, men som lander med en pris der betyder, at det ikke er for almindeligt dødelige. 


Godt: 

  • Ydelse som æder ALT
  • God køling
  • Stille


Skidt: 

  • Prisen


Vores partnere