AUTHOR : Kenneth Johansen
PUBLISHED : 2019-10-09 13:28

MSI GTX 1650 Gaming X giver os Full HD Gaming


Selvom der er et godt udvalg af grafikkort i den dyre ende, så er der også mange derude, der ikke har budget til, eller for den sags skyld behov for, et grafikkort i high-end-klassen.

msi_gtx_1650_gaming_x_fans


Så i dag tager vi et kig på GTX 1650 Gaming X fra MSI. Det er et af de mindste kort i Nvidias nye Turing-arkitektur. Vi ser på hvor langt vi kommer med en af de mindste i klassen. 

GTX 1650-kortet er, som sagt, lavet på Nvidias Turing-arkitektur og er baseret på 12 nm TU117-chippen. Det giver os 896 CUDA-cores, og på trods af at være på Turing-arkitekturen, så får vi på det her trin ingen RTX-funktionalitet, så ingen Tensor- eller RT-cores. 

RTX 1650 kommer med 4 GB GDDR5 RAM, så altså også den lidt ældre version i forhold til de GDDR6, som er på de kraftigere kort i Turing-familien. Det er den mindste RAM mængde i Turing-familien, og er en af de største umiddelbare svagheder ved kortet. 

Bedste grafikkort til gaming i 2019

MSI RTX 2070 SUPER Gaming X Trio

AMD annoncerer officielt Radeon RX 5500

Nvidias basis-specifikationer kommer med en base clock på 1515 MHz og en boost på 1710 MHz. Vi har dog som sagt en partner-version fra MSI til test, og i deres Gaming X-version har MSI angivet boost clock til 1850 MHz, så der er lidt ekstra at hente der. 

Hvis vi kigger på designet af MSIs kort, så følger det den samme tydelige og genkendelige stil, som de andre kort i deres Gaming-serie, og som går igen hele vejen op til deres RTX 2080 Ti-kort. 

msi_gtx_1650_gaming_x_bagside.jpg

Det er afdæmpede grå og sorte farver, og på kortet her er RGB LED-lyset også sparet væk, så stilen er endnu mere afdæmpet. Der er ingen backplate på kortet, men bagsiden af kortet er udsmykket med et MSI drage-logo. 

torx_3_0_fans_gtx_1650_gaming_x.jpg

Det er dog fortsat det samme gode Twin Frozr 7-køledesign, der er på kortet med to af MSIs Torx 3.0 blæsere. Ved lave belastninger får vi Zero Frozr-teknologien, og så kører blæserne slet ikke, så man kan få et helt lydløst kort. 

Der er ingen tvivl om, at GTX 1650 Gaming X er målrettet til budget-segmentet, så der er ikke en masse ekstra lir og funktioner med. Heldigvis får man dog stadig det lækre design fra MSIs Gaming-serie med, så selvom det er et budget-kort, så ser det stadigvæk lækkert ud.

msi_gtx_1650_gaming_x_io.jpg

Tilslutningsmulighedern er to DisplayPort 1.4 og en enkelt HDMI 2.0b. Du skal have et enkelt 6-pins PCIe-stik ledig i din maskine for at kunne køre kortet her i MSIs version. Det er en tilføjelse fra MSIs side, da GTX 1650-kortene i Nvidias referencespecifikationer ikke har nogen strømstik, men kan klare sig med den strøm som de kan få fra PCIe-stikket på bundkortet. 

gtx_1650_gaming_x_stik_msi.jpg

Vi får se om det evt. kan give bonus på ydelsen, at MSI har lavet sådan en tilføjelse og det har vi naturligvis også kastet et blik på.

Under fuld belastning boostede kortet til 1920 MHz, så helt som man efterhånden kan forvente, giver Nvidias GPU Boost lidt ekstra på boost-hastigheden, så længe der er god køling på kortet. MSIs beslutning om at tilføje et 6-pins-stik til strømmen kan også have en indflydelse på en højere og mere stabil boost-hastighed. 

Kølingen er, som sagt, også rigtig fornuftig og temperaturen på kortet toppede ved 63 grader ved et lækkert lavt lydniveau på 36 dB. Så et køligt kort og et af de mest lydsvage jeg har testet. 

3D Mark - Time Spy.png

Vi springer videre til vores benchmarks og starter, som altid, med de syntetiske. Første test er 3D Mark Time Spy og her kommer kortet ikke overraskende ind i bunden sammenlignet med de dyrere kort i sammenligningen. Der er et relativt stort fald i ydelsen fra GTX 1660 ned til 1650-kortet her, hvilket med al sandsynlighed skyldes, at der er 2 GB RAM mindre at gøre godt med. 

3D Mark - Fire Strike Ultra.png

Hvis vi springer videre til 3D Mark Fire Strike Ultra kan vi se, at den samme tendens gør sig gældende her, og faktisk kun er endnu mere udpræget. 

Assasins Creed Odyssy_01.png

Første rigtige spil i vores test her er også den hårdeste, og det er Assassin's Creed Odyssey, som virkelig presser GTX 1650 Gaming X-kortet. Selv ved 1920x1080 ligger vi på kun 30 FPS i gennemsnit, så til den slags tunge spil, vil man være tvunget til at sætte indstillingerne ned på medium eller lav for at kunne få fornuftige resultater. 

2560x1440 rammer naturligvis helt ved siden af, og det er en opløsning som jeg generelt ikke vil overveje til et kort i den her klasse til andet end lette grafiske spil.  

Assasins Creed Odyssy_02.png

Ser vi på sammenligningen så er det ikke overraskende et resultat, der ligger bag de andre kort i sammenligningen, men igen skal vi huske at Assassin's Creed Odyssey er et udfordrende spil. 

Far Cry 5_01.png

Næste spil i testen er Far Cry 5, og her rammer vi et spil, der ligger mere midt i feltet i forhold til de grafiske krav. Ved 1920x1080 er vi utrolig tæt på de magiske 60 FPS, og her ville bare en smule tilpasning af indstillingerne kunne give et godt stabilt resultat, så det er et fornuftigt resultat. 

Det er dog stadig tydeligt at 2560x1440 er udelukket som opløsning med GTX 1650-kortet i den her slags titler. 

Far Cry 5_02.png

I sammenligning er placeringerne helt som tidligere, men springet mellem GTX 1660- og GTX 1650-kortene er dog endnu mere udpræget. 

Overwatch_01.png

Sidste spil i testen er Overwatch, som også er det letteste spil at køre, og som meget godt repræsenterer de meget populære e-sportstitler. 

Her kan vi se at GTX 1650 Gaming X-kortet er rigtig fint med, og for første gang kan vi også være med i 2560x1440. Der er også åbnet op for High Refresh-skærme, hvis man primært vil spille spil i den her gruppe. 

Overwatch_02.png

Sammenligningen viser os dog igen det store spring op til det næste kort i rækken. 


Pris:

MSI GTX 1650 Gaming X-kortet kan p.t. findes online til omkring 1.400 kr., hvilket gør det til et kort, der er til at komme i nærheden af selv på et mere begrænset budget. Andre modeller kan findes til et par hundrede kroner mindre, hvis man klemmer budgettet helt, men personligt synes jeg, at MSIs Gaming X-kort, med den gode køling og det lækre design, er den lidt højere pris værd.

Man skal smide omkring 400 kr. mere i puljen, hvis man vil tage springet op til GTX 1660-kortet, som giver et betydeligt spring i ydelsen. Nogen vil måske kalde det et relativt lille spring i pris, men i budgetklassen kan det være meget. Det er dog alligevel næsten en stigning på 30%, som i den klasse ikke er ubetydelig. 

Det er dog værd at notere sig, at man kan hente lidt ved at springe over på AMD Radeon-siden af hegnet. Her er et af de nærmeste kort, rent ydelsesmæssigt, et RX 570-kort, som i de fleste tests yder omkring 5-14% bedre end et GTX 1650-kort. De kort kan man p.t. finde til omkring 1.100 kr. Det giver altså mulighed for både at få bedre ydelse og spare lidt penge, hvilket desværre kommer til at trække lidt ned for vores GTX 1650 Gaming X-kort, her i den samlede vurdering.


Konklusion: 
Der er ingen tvivl om, at MSI GTX 1650 Gaming X-kortet henvender sig til det budgetvenlige segment. Det er et kort, der bedst er egnet til lettere titler og helst ved Full HD-opløsning. Så som et kort til en maskine, der skal bruges til lettere e-sportstitler som CS: GO, Overwatch og Fortnite er det en god kandidat.

Hvis man vil have gang i tungere titler eller spille ved højere opløsning, så begynder man dog at blive udfordret. Det er den begrænsede mængde RAM, der er kortets største hæmsko, da mange moderne titler hurtigt tygger sig igennem 4 GB, specielt hvis man bevæger sig over en opløsning på 1920x1080 eller skruer op for indstillingerne. 

msi_gtx_1650_gaming_x.jpg


grafikkort_gtx_1650_gaming_x_msi.jpg

Vi lander med en endelig karakter på 8, for kort et kort, der rammer sin budget-målgruppe meget fint, men som simpelthen er i et så presset marked, at der kan findes bedre alternativer, hvis man regner AMD med i sammenligningen. 

Hvis man foretrækker Nvidia og er i målgruppen for Full HD-gaming med lettere spiltitler, så er et kort som GTX 1650 Gaming X her fra MSI dog et rigtigt fint bud. 


Godt: 
God ydelse til en fornuftig pris
Stort set lydløst
Lækkert design


Skidt: 
Et RX 570-kort fra AMD yder bedre og kan p.t. findes lidt billigere

VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic