Det ultimative Cyberpunk 2077 build

P1011112
Set ud fra Cyberpunk 2077 langsomt med sikkert kravler tættere på, tænkte vi, at vores ultimative Cyberpunk 2077 build fortjente lidt opmærksomhed. Det er uden sammenligning det mest omfattende projekt, som vi har haft gang i her på Tweak.dk.


Det ultimative Cyberpunk 2077 build et tema-build baseret omkring det kommende spil, Cyberpunk 2077, fra CD Projekt Red. Da vi gik i gang med projektet var det meningen, at spillet skulle være udgivet i april, men udgivelsen er senere blevet skubbet til september. 

cyberpunk-2077-wallpaper.jpg

Det spillede naturligvis ikke nogen rolle for vores projekt, ud over den lidt triste nyhed om, at der ville gå længere tid før selve spillet kunne nydes på systemet. 

I kan se en video-gennemgang af hele byggeprocessen i projektet herunder, eller blot læse videre længere nede. 

Da vi gik i gang med planlægningen af projektet, havde vi på forhånd besluttet os for, at det skulle være et PC-system med fokus på detaljerne. Det skulle gælde både i forhold til stilen på PC systemet, men også i computer hardwaren og specielt i den måde stil og hardware skulle smelte sammen på.

msi-x570-bundkort.jpg

På hardware-siden er systemet bygget op omkring en AMD Ryzen-platform med følgende centrale hardware: 

  • AMD Ryzen 7 3700X  - Læs test her
  • MSI MEG X570 Godlike - Læs test her 
  • Corsair Dominator Platinum RGB RAM (32GB) - Læs test her
  • Corsair MP510 960 GB M.2 NVMe SSD - Læs test her
  • ASUS ROG Strix RTX 2080 Ti 

Med hardware af dén kaliber, så er det naturligvis et PC-system, der burde give de bedste forudsætninger for at kunne nyde Cyberpunk 2077 i fulde drag, når det udkommer senere på året. 

De centrale dele bliver suppleret med yderligere 2 TB lagerplads i form af almindelige SATA SSD'er, så der er plads til en masse andre spil i ventetiden op til Cyberpunk 2077 udkommer. 

corsair-hydro-x-fittings.jpg

I forhold til kølingen af systemet så var der, med et system som dette, ikke andet at gøre end at vælge vandkøling, og her skulle det naturligvis være af både CPU og grafikkort. 

Vandkølingen klares af Corsairs Hydro X-dele, som vi kiggede på for noget tid siden, her på siden, og som gav rigtig gode resultater. 

Læs vores test af Corsair Hydro X

corsair-hydro-x-pump.jpg

Til at samle det hele skulle der bruges et kabinet med god plads til vandkøling, men også til nogle af de andre planer vi havde for systemet.

Valget faldt på Phanteks Enthoo 719 (tidligere kendt som Luxe 2), som giver netop de muligheder. 

enthoo-719.jpg

I forhold til stilen på systemet, så var det her langt det meste af arbejdet kom til at ligge. Med en verden, som den man finder i Cyberpunk 2077, så er der mange forskellige muligheder at vælge imellem, med alt fra super High Tech til slum og forfald. 

1022372.jpg

Den del, som vi fandt mest interessant, var den kombination af teknologi og dystopisk forfald, som på mange måder gennemsyrer Cyberpunk-genren både i et spil som Cyberpunk 2077, men også i film som Blade Runner. 

cyberpunk-2077-3840x2160-e3-2019-screenshot-4k-21696.jpg

Så målet var at ramme en kombination af neon-glimmer og forfald, som sammen med referencer fra Cyberpunk 2077 verdenen forhåbentligt skulle ende med at give det helt rigtige feel. 

En af de første ideer, som vi havde til systemet, var at integrere en lille monitor inde i systemet, som sammen med RGB-lyset skulle være med til, at give en fornemmelse af en metropol med masser neonlys og reklamer. 

Til formålet skaffede vi en 7” LCD skærm fra Joy-It med HDMI-input. Det er en type skærm, som man typisk bruger til mini-PC'er som Raspberry Pi eller lignende. 

Da den var landet, sammen med kabinettet og de øvrige dele, så var det tid til at gå i gang med det, som skulle vise sig at være en lang proces, med at forvandle en stak normalt udseende hardware og dele til noget, der i passende grad kunne være en del af slummen i Night City. 

Vi overvejede forskellige måder at gribe det an på, men kom til sidst frem til, at der ikke var ret meget andet at gøre end håndmale delene, hvis vi skulle ende med at komme frem til det ønskede resultat. 

Vi faldt tilbage på tidligere erfaringer med at male Warhammer-figurer, og fik skaffet de nødvendige materialer til at kunne komme i gang med arbejdet.

internal-screen-model-build.jpg

Det krævede dog en del forarbejde, inden vi kunne komme i gang med en pensel. Den lille 7”-skærm passede ikke direkte ind i computersystemet. Så det første trin var at bygge en ramme til skærmen, så den bedre lignede en skærm, der kunne findes i en by som Night City. 

Det gjorde vi med xps polystyrenplader, af samme type som modelbyggere bruger. De blev skåret til og limet sammen med de dele, som fulgte med skærmen, så vi endte med at have et resultat, vi var tilfreds med og som meget bedre passede i stilen. 

internal-screen-mod-cyberpunk-build.jpg

Herfra kunne det store arbejde med at male begynde. Det blev gjort i flere lag for langsomt at opbygge den tekstur og effekt, som vi var ude efter af slidt og rusten metal, som man ville kunne finde i et futuristisk slumkvarter i Night City.

Samme effekter skulle selvfølgelig også være til stede på resten af hardwaren i systemet. Så da første forsøg med rammen omkring skærmen var overstået med gode resultater, brugte vi de samme teknikker på resten af systemet. 

msi-x570-godlike-cyberpunk-2077-parts.jpg

Vi adskilte delene i systemet så meget som muligt for at gøre det lettere. Det var ting som bundkortet, kabinettet og vandkølingsdelene der blev adskilt. På den måde vi havde de enkelte dele, der skulle males for sig selv, uden at skulle bekymre os om den følsomme elektronik. 

Det var en langsommelig og utroligt tidskrævende proces, da der typisk skulle fem lag, eller flere, af forskellige farver til for at få det rigtige resultat til sidst. 

msi-x570-godlike-cyberpunk-2077-paint-mod.jpg

Det sammen med med vores insisterende på at kæle for detaljerne, selv på dele som i det samlede system, måske slet ikke ville blive set betød, at det tog mere end en måned at få alle delene malet.

msi-x570-godlike-cyberpunk-2077-mod.jpg

Processen med at male alle delene betød også, at vi undervejs opdagede andre ting, som vi blev nødt til at gøre noget ved, hvis det hele skulle passe sammen. 

For eksempel så så alle de fittings, som skulle bruges til vandkølingen, alt for nye og fine ud sammenlignet med resten, så det skulle også tilføjes lidt patina. Det blev gjort ved at komme dem i en beholder med sten, hvor de hurtigt fik et slidt og brugt look. For at runde det af tilføjede jeg ekstra detaljer med en neglefil. 

corsair-hardline-fittings.jpg

Det blev alt sammen gjort på en måde, hvor vi passede på, at de dele der skulle sikre at systemet forblev tæt, når der kom vand i ikke kom til at lide under behandlingen. 

Endelig fik kabinettet naturligvis også den samme behandling. Kabinettet blev dog også suppleret med ekstra dele, da der var mange overflader, som endte med at se ret tomme ud, hvilket ikke passede i stilen af et overfyldt og industrielt slumkvarter.

warhammer-parts-model.jpg

Her blev der tilføjet hjemmebyggede dele, sammen med modeldele fra den lokale Warhammer butik, som selvfølgeligt blev malet så det passede i stilen. Ud over malingen og modeldele tilføjede vi også andre små detaljer, som grafitti med referencer fra Cyberpunk 2077 spillet. 

wheres-johnny-grafitti.jpg

Da alt endeligt var færdigt kom turen til selve systemet, som det hele var bygget op omkring. Det er lang tid siden vi har arbejdet med et build, hvor selve det at bygge PC'en faktisk var det, som var hurtigt overstået sammenlignet med resten. 

Når det er sagt, så tog det naturligvis stadig noget tid at samle systemet. Dels var der alt vandkølingen, som unægteligt tager længere tid at få på plads, specielt når man vælger at bruge hardline vandkøling i stedet for fleksible slanger.

corsair-hydro-x-test-fitting.jpg

Forud for selve samlingen, have vi lavet en del tests, for at være sikker på, at det hele kunne lade sig gøre, som jeg gerne ville have det. Så efter alt det var overstået sammen med malearbejdet, så var det relativt hurtigt at samle systemet.

En af de ting der tog længst tid var faktisk kabelføringen, da der dels var mange kabler til blæser og RGB-styring, men også fordi de skulle føres i en ret bestemt orden. Ved at have et vertikalt monteret grafikkort og bruge hardline rør, blev det noget nær umuligt at komme til visse dele af systemet, når det først var på plads. Det betød, at alt skulle være på plads inden grafikkort og rør kom i systemet. 

vinyl-wrap-cyberpunk-2077.jpg

Den sidste detalje, der stod på listen, var ydersiden af kabinettet, som naturligvis ikke bare kunne stå tilbage i sin normale sorte form. Der faldt valget på vinyl folie, af den samme type, som man bruger til reklamer på biler eller butiksruder. 

Her blev der lavet et design, der passede til maskinen og selvfølgelig temaet. Den samme folie blev også brugt til de tre SSD'er, som er synlige på bagsiden af kabinettet igennem det lille vindue. 

ssd-view.jpg

De blev udsmykket med reklamer for firmaer, som man kan finde i Cyberpunk 2077-universet, og med lidt ekstra arbejde fik vi også sat lys ind her, så de tre SSD'er kunne blive lyst op.

Den sidste detalje på det ydre blev et 3D-printet Cyberpunk-logo, som blev malet så den passede til stilen, og herefter fik en plads på fronten af systemet.

cyberpunk-logo-3d-print.jpg

Vi havde nu et komplet system, som heldigvis bootede fint i første forsøg. Efter opsætning af Windows og en forbandet masse RGB LED-lys, så var jeg nået til slutspurten. 

Det sidste endelige punktum var en custom-video, som kunne køre på den lille interne skærm med reklamer og efterlysninger fra Night City, som kunne binde hele systemet og stilen sammen.

internal-display-views.jpg

Det endelige resultat har været lang tid undervejs, men vi synes det rammer målsætningen rigtig godt. Det fanger rigtigt godt den fornemmelse af dystopisk forfald og et industrielt look, som vi synes passer rigtig godt til Cyberpunk 2077. 

Det har uden sammenligning været det mest omfattende projekt, vi/Kenneth nogensinde har kastet mig over med et helt utroligt højt antal af detaljer og dele, der skulle gå op i en højere enhed. 

front-view_cyberpunk-2077-pc-build.jpg

Det er gået tæt på et halvt år siden Kenneth begyndte at skitsere de første ideer til systemet, til vi nu står tilbage med et færdigt system. 

Det er en smuk kombination af et rigtig stærkt Gaming-system, som er klar til at tygge sig igennem alt hvad vi kan finde på at kaste efter det, og et design som vi synes fanger Cyberpunk-stilen meget godt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er klar til at tage godt imod Cyberpunk 2077, når det lander sidst på året.

final-build-cyberpunk-2077.jpg

Selv om det er et kraftigt system, så bliver det hele dog holdt lækkert stille og ikke mindst kølig med Corsairs Hydro X-vandkøling. Der blev i systemet plads til en 360 mm og en 420 mm radiator, og de holder sammen med de tre ekstra 120 mm blæsere i bunden af kabinettet, systemet nede på en temperatur på 65 grader på CPU'en og 57 grader på grafikkortet under gaming-load. Det er temperaturer som man kun kan være glade for, når systemet på samme tid mere mere eller mindre lydløst. 

internal-detail-2077-custom-build.jpg

Resultatet er et system der i den grad skiller sig ud, og selv om det har været en lang og tidskrævende proces synes jeg resultatet har været det værd. Det har været en hyggelig og lærerig proces undervejs.

cyberpunk-2077-build-cpu-block-close.jpg

Inden der er nogen af jer der springer ned i kommentarerne og giver udtryk for at det er ligegyldigt eller spild af tid så vil vi give jer delvist ret. Hvis man udelukkende går efter et system der skal yde godt så er alt det ekstra arbejde som er blevet lagt i det her system ligegyldigt. 

Langt det meste af arbejdet har været med udelukkende æstetiske tiltag, som ikke hjælper ydelsen i systemet noget som helt. Men når man er hardware-nørd, som alle på Tweak.dk er, så er det ikke altid udelukkende ydelsen, der giver et tilfredsstillende resultat.

bagside-cyberpunk-panel.jpg

Det er helt sikkert den visuelle del, der skiller systemet her ud, og den slags synes jeg i den grad også det kan være værd at bruge ekstra tid og penge på at få på plads. Vi er trods alt nørder på mere end én måde her på Tweak.dk

Vores partnere