Xtrfy K5 - kompakt gaming tastatur: Test

IMG_1576
Xtrfy laver tastaturer til de brugere som ikke kan finde sig til rette med mainstream udvalget. Det er tastaturer for dem der går op i detaljen og som måske selv vil tilpasse eller måske endda samle deres tastatur selv. Vi har taget et kig på deres Xtrfy K5 i en af deres standard konfigurationer.

Specifikationer

Xtrfy tilbyder med deres nye K5 tastatur muligheden for at købe et gaming tastatur, som med tiden eller fra start kan konfigureres efter egen lyst. Xtrfy highlighter selv følgende features og specifikationer på deres hjemmeside:

  • 65% size
  • Ultra-customizable
  • Hot-swappable Kailh Red switches
  • Strip LED RGB illumination
  • Super-scan technology for instant response
  • Pre-lubed PCB-mounted stabilizers
  • Double layers of sound-dampening foam

Udover ovenstående liste, så skal det nævnes at K5 kommer helt uden software og RGB belysningen og macros kan indstilles direkte via genvejs taster på tastaturet. Nogle vil måske se det som et minus, men jeg ser det som et plus, at noget så simpelt som et tastatur ikke behøver software overhovedet. Det er faktisk en gennemgående trend for Xtrfy's produkter, at de ikke kræver software og at Xtrfy dermed heller ikke tilbyder software.


Rundt om Xtrfy K5

Som nævnt ovenfor, så er K5 et 65 % tastatur og dermed har det et meget lille fodaftryk på skrivebordet. Det fås standard i enten sort eller transparent hvid. Specs er ens for begge farver, men den transparent hvide er ca. 100 kroner dyrere. Jeg har modtaget tastaturet i den transparente version og hvis man er til RGB i sit tastatur, så er det helt klart den version man skal vælge. Jeg er ikke specielt fan af RGB i mus og tastaturer, men jeg må indrømme at det faktisk er rigtig fedt i Xtrfy K5 og gør et ellers anonymt hvidt tastatur alt andet end anonymt, når det er tændt.

65 % layoutet betyder at man giver afkald på F-tasterne, men beholder dedikerede pile taster og navigations taster (PGUP/PGDN) + DEL-tasten. F-taster og alle andre ekstra taster skal tilgås via et funktionslag og da K5 ikke kommer med tilhørende software, kan tasterne ikke remappes, bortset fra at man kan bytte rundt på FN- og ALT-tasterne. Havde K5 været et 60 % tastatur uden pile taster og navigations taster havde det aldrig fungeret for mig uden software til at remappe, men jeg har ikke savnet software, selvom jeg også har brugt K5 til at arbejde på i et par uger og stadig bruger det på kontoret. Man vænner sig forbavsende hurtigt til at bruge funktionslaget og sætte pris på den ekstra plads man har fået på skrivebordet. Har man konstant brug for numpad eller F-taster, så vil man naturligvis være udfordret.

Xtrfy_k5_keyboard_box_top_view

Kassen til Xtrfy K5 holder fast i Xtrfy's sort/gule tema. Kassen er ikke premium, men Xtrfy forsøger heller ikke at sælge K5 som et premium tastatur, selvom det ikke er decideret billigt. Der er de sædvanlige accessories med, så udover en lille pampflet med informationer om tastatueret, er der et flettet USB-C kabel, en kombineret key- og switch puller, et ekstra magnetskilt og som noget virkelig positivt har Xtrfy valgt at inkludere to ekstra switches,hvilket er en rigtig god idé til et hotswap tastatur.


Xtrfy_k5_keyboard_box_and_keyboard_with_accessories

Jeg har fået Xtrfy K5 i hvidt eller rettere sagt i transparent. Normalt er jeg ikke til RGB, men jeg må indrømme at det bare ser virkelig fedt ud på Xtrfy K5 med det transparente top cover og bund. Som standard står tastaturet til USB 2 mode, men sætter man det til en USB 3 port, kan man slå USB 3 mode til via en tastekombination og sætte endnu mere fut på RGB lyset, da USB 3 leverer mere strøm end USB 2. Der er diverse RGB mønstre man kan vælge i mellem via en tastekombination og desuden kan man uafhængigt af mønster også skifte mellem effekter udløst af at en tast bliver trykket ned. Er man ikke tilfreds med det og har tålmodighed til at indstille det via tasterne, kan man styre baggrunds lyset individuelt for hver enkelt tast eller for grupper af taster. Da der ikke er software med er det lidt møjsommeligt at indstille, men eftersom de valgte taster lyser op, er det på ingen måde umuligt.

Xtrfy_k5_keyboard_rgb_top_view_1


IMG_1575.JPEG

Xtrfy K5 har justerbare fødder bagtil, så vinklen på tastaturet kan forøges. Fødderne er stabile og har anti-skrid gummi uanset om de er foldet ud eller ej, så tastaturet står rigtig godt fast. Det hjælper også at tastaturet vejer 841 gram, hvilket også er med til at give en lidt mere premium følelse.


Xtrfy_k5_keyboard_bottom_view_adjustable_feet


Customizable

Xtrfy har design K5 til at være let at customize eller tilpasse til eget behov, så udover at have pre-lubed stabilisatorer, så er Xtrfy K5 også et hotswap tastatur. Derfor er det let at skifte switches med den indbyggede keycap og switch puller, hvis man får lyst til at skifte switches til noget andet end Kailh Red.

Xtrfy_k5_keyboard_hotswap_switch

Top coveret er også let at skifte og Xtrfy sælger dem i mange forskellige farver til 11 euro stykket, så man hurtigt kan skifte farve på sit tastatur. Man kan også bruge tastaturet uden top cover, hvis man er til lidt mere bart look.

Xtrfy_k5_keyboard_removable_top_cover

Xtrfy har valgt at lave keycaps i ABS plastik, men i det mindste har de valgt at lave dem i en ordenligt tykkelse, så der fx kun kommer lys igennem, hvor det er meningen og de er samtidigt behagelige at skrive på, selvom jeg personligt foretrækker keycaps i PBT plastik. PBT er til gengæld også dyrere, så det er et forståeligt valgt fra Xtrfys side, for PBT keycaps havde bare betydet at K5 skulle koste mere og de fleste gamere går ikke op i hvilket materiale deres keycaps er lavet af.

Får man lyst til at vælge et andet keycap sæt, skal man være opmærksom på to ting. Xtrfy har printet funktionerne på det sekundære layout foran på deres keycaps og ingen andre keycaps vil have de funktioner printet foran. Desuden har Xtrfy valgt at vende LED'en opad på deres printplade, så det er kun få switches, der ikke vil have problemer med cherry profil keycaps. Ellers er der frit valg på alle hylder, så længe man er opmærksom på at nederste række taster ikke længere er standard layout, men det er ingen 65 % tastaturer, så vidt jeg ved.

En lille sjov detalje Xtrfy har lavet er den magnetiske navneplade, som Xtrfy endda leverer en STL fil til, så man kan 3D printe en i eget design, hvis man skulle have lyst. Jeg har fået en ekstra med og man kan faktisk ændre det visuelle udtryk af tastaturet ret nemt ved at skifte den til en anden farve. Der følger to med standard, en med Xtrfy logoet og en med GGWP (Good Game Well Played).

Xtrfy_k5_keyboard_magnetic_logo_plate_ggwp


Test - Brug og komfort

Jeg har brugt et godt stykke tid med Xtrfy K5, både til arbejde og til sjov. Standard versionen kommer med Kailh Red switches, som er en rigtig fin "standard" switch. Jeg har i forvejen et Corsair K70 TKL RGB Champion Series med Cherry MX red switches, som Kailh Red er en klon af og jeg må faktisk sige at jeg foretrækker Kailh Red i Xtrfy K5 over Cherry MX red i mit Corsair K70 TKL RGB Champion Series. Jeg foretrækker faktisk også at Xtrfy bare kalder deres tastatur for K5 og ikke noget så langt og besværligt som Corsair. Jeg foretrækker personligt også 65 % layoutet over TenKeyLess layoutet og så har K5 en klart mere behageligt lyd, bare spørg min kone. Xtrfy K5 kommer med pre-lubed stabilisatorer til de større taster, såsom SPACE og ENTER og det gør en mærkbar forskel, når det kommer til hvor meget tastaturet larmer. Det er på ingen måde et silent tastatur, men det er klart mere stille end mit Corsair K70 TKL RGB Champion Series tastatur.

Xtrfy har valgt at lægge et skumlag ind mellem toppladen og printpladen, samt mellem bunden og printpladen, hvilket er en kraftigt medvirkende årsag til at tastaturet har en mere behagelig lydprofil end andre gaming tastaturer og også føles mere premium at skrive på.

Som tidligere nævnt, følger der ikke software med til Xtrfy K5, faktisk laver Xtrfy slet ikke software til nogle af deres produkter. Nogle vil se det som en ulempe, jeg er personligt rigtig glad for at alt kan indstilles direkte på tastaturet. Ulempen er så, at man ikke kan remappe tasterne, men det tog mig ikke lang tid at vænne mig til funktionslaget på Xtrfy K5. 65 % layout er ikke for alle, men hvis man synes et TKL layout er lidt for stort og man gerne vil have dedikerede pile taster og navigations taster, er det et rigtig godt kompromis.

Xtrfy K5 har mediekontroller, genvej til lommeregner, muse-emulering, så man både kan navigere muse-cursoren rundt på skærmen, men også kan bruge scroll og MOUSE 1, 2 og 3 på tastaturet. Man kan også indstille hastigheden på muse-cursoren, når man bruger tastaturet til det. Desuden kan man optage op til fem makroer, dog begrænset til almindelige tasteinput, da optagelsen afsluttes ved at trykke på Fn tasten igen.

K5 kommer med det Xtrfy kalder for super-scan teknologi, som scanner alle taster hver halve milisekund og jeg har ikke oplevet nogle problemer hverken i spil eller til kontorbrug. Det føles mindst ligeså responsivt som mit Corsair K70 TKL RGB Champion Series, som jeg havde sat til 4000 Hz usb polling rate.


Pris

Jeg har fundet det hvide/transparente Xtrfy K5 til 1090,- online, det sorte har jeg fundet til 999,- og det er faktisk en forventelig pris. Det mest direkte sammenlignelige tastatur pt. er Glorious GMMK 2, som også er et 65 % tastatur med hotswap sockets, men som ikke tilbyder samme niveau af brugertilpasning. Det koster også 1090,- online. Ducky x Varmilo MIYA-pro er også et 65 % tastatur, men uden hotswap sockets, som så til gengæld har PBT keycaps, men det koster fra 1199,- online.

Set i lyset af hvor let det er at tilpasse Xtrfy K5 og den konstruktion som tastaturet har, er det faktisk en meget fair pris, og man vil meget nemt kunne tilpasse tastaturet med nye switches og keycaps, hvis man gerne vil have et mere premium tastatur.


Konklusion

Xtrfy bygger med K5 videre på deres eksisterende lineup af tastaturer og holder sig til deres driverless filosofi, nu i en kompakt pakke og nyt for Xtrfy er, at tastaturet er så nemt at tilpasse for den enkelte bruger. Det fungerer rigtig fint at styre tastaturet uden software og med mindre man har brug for avancerede makroer, savner man det ikke. Mulighederne for brugertilpasning er nærmest uendelig og man kan finde det hele på Xtrfys hjemmeside, inklusiv et virkelig godt udvalg af switches til umiddelbart rimelige priser.

Xtrfy K5 er efter min mening forfriskende simpelt i en tid, hvor der man ser en tendens til at tastaturer og mus skal understøttes af en fuld software suite, som de færreste egentlig har behov for. Ergonomisk er 65 % layoutet et rigtig fornuftigt valg og kræver mindre tilvænning end fx 60 %, men fylder marginalt mere. Den lille størrelse giver en sundere positur og skulderstilling, både når man spiller og arbejder. Samtidig så ser det bare virkelig godt ud, når der er knald på RGB lyset. Og det kommer fra en anmelder, der som sagt ellers ikke er en fan af tidens store fokus på RGB lys fremfor funktionalitet.

Godt

  • 65 % layout - lille fodaftryk på skrivebordet, dedikerede piletaster
  • Hotswap sockets og mange muligheder for brugertilpasning
  • Ingen software
  • Skumlag og lyddæmpning
  • ABS keycaps af god kvalitet
  • RGB

Skidt

  • 65 % layout er ikke for alle
  • Nogle vil savne software
  • PBT keycaps havde været et plus


Vores partnere