Sennheiser Momentum Free in-ear Bluetooth headset

I dag tager vi et nærmere kig på Sennheisers nyeste in-ear headset, Momentum Free, der ifølge Sennheiser selv, er deres mest kompakte Bluetooth hovedtelefoner nogensinde. Det er derfor spændende at se om Momentum Free stadig kan stå på mål for god lyd, trods den lille formfaktor. Læs med i dagens test, og se hvordan hovedtelefonerne klarer sig.

I dagens test tager vi et grundigt kig på Sennheisers nyeste in-ear headset, Momentum Free, som ifølge Sennheiser selv, er deres mest kompakte Bluetooth hovedtelefoner nogensinde. Vi glæder os derfor til at teste om Momentum Free kan stå på mål for god lyd, trods den lille formfaktor.

 

box_art_sennheiser_momentum_free_tweak_dk


Sennheiser er kendt for deres gode lyd, og Momentum Free bør ikke være en undtagelse, da den er designet med Bluetooth 4.2 og Qualcomm® apt-X™, med et lækkert afdæmpet udtryk, med fokus på ergonomi og kvalitetsmaterialer. Skal vi kort opsummere stikordene omkring Momentum Free hovedtelefonerne, er det en hovedtelefon med integreret mikrofon, 6 timers batteritid en kampvægt der ikke er til at tage og føle på, da det er så let.

 



Vanen tro, kommer headsettet i klassiske sorte farver, med et billede af Momentum Free hovedtelefonerne på forsiden, og relevant produktinformation på bagsiden.

 

 

Åbner man kassen, finder man det lækre læderetui som hovedtelefonerne transporteres i. Heri finder vi Momentum Free hovedtelefonerne, et USB til mikroUSB ladekabel, samt 3 extra sæt øreadaptors, til henholdsvis extra small, small, medium eller large øregange. Der er altså fuldt skrald på det medfølgende tilbehør, og jeg er særligt imponeret af det lækre etui i læder, som bruges til transport. Det er måske det lækreste etui jeg endnu har stødt på, i forbindelse med transport.


Kassen indeholder:

  • Trådløst Sennheiser Momentum Free
  • Øreadapter-sæt (XS, S, M, L)
  • Transportetui i læder
  • Sikkerhedsanvisninger og Quick Guide

 

content_1_sennheiser_momentum_free_tweak_dk

 

Specifikationer:

  • Stil: neckband
  • Mikrofon: MEMS
  • Bluetooth version: 4.2
  • Understøttede profiler: A2DP 1.2, AVRCP 1.4, HSP 1.2, HFP 1.6 - HD Voice
  • Frekvensgang: 15Hz – 22.000Hz
  • Max. sound pressure level: 118dB (Passiv: 1kHz/ 1Vrms) > Aktiv
  • THD v. 1 kHz: <0.5%
  • Ørekobling: In Ear
  • Driver: dynamisk
  • Vægt: 40g
  • Audio input: Bluetooth
  • Rækkevidde: op til 10 meter
  • Batteri: indbygget genopladeligt Lithium-ion Polymer (~85mAh) med mere end 500 opladninger
  • Codecs: apt-X ® / apt-X ® LL /AAC/SBC
  • Personlig fit: XS, S, M, L
  • Forbindelse: 2 enheder samtidigt (HFP/A2DP), 8 enheder i parringslisten

Design og test:
Lige fra man åbner kassen og bliver præsenteret for Momentum Free, har man en oplevelse af at der er gøre med et par hovedtelefoner af høj kvalitet. Momentum Free er et klassisk sæt in-ear hovedtelefoner, som sidder sammen med et kabel hvor der er to mindre plastikkasser. Den ene kasse er batteriet der driver hovedtelefonerne, og den anden er hvor in-line kontrollerne sidder, så du ikke behøver at have telefonen frem hver eneste gang du skal skifte nummer, eller skrue op eller ned for volumen.

 


Farverne er holdt i et sort og rødt tema, der går igen i læderetuiet, der er sort, med markante røde syninger. Det ser godt ud, og giver det et mere voksent look. Selve in-ear modulerne afviger fra det klassiske bullet-shape design, som så mange in-ear headsets benytter sig af. I stedet bliver vi præsenteret for en form der bøjer. Det er et designvalg, som har vist sig at være super behageligt i testen, da in-ear delen vinkler rundt i øret, og dermed ikke trykker på nogen dele af det ydre øre. Det er en yderst behagelig pasform, som for undertegnede betyder at hovedtelefonerne kun har kontakt med mine ører, der hvor selve silikone-øreadapteren sidder.

Vægten af hovedtelefonerne er holdt i den meget lave ende, hvilket i praksis resulterer i at kablet der forbinder de to øreknopper ikke trækker dem ud af ørerne under brug. De sidder faktisk supergodt og gør det helt fantastisk til længere sessioner med musik, film, streaming eller samtaler. Valget af gummipropper til

Når du bruger Momentum Free, bæres kablet bag nakken, hvor du kan justere hvor stramt det skal være, med en lille klemme. På den måde undgår du lange kabler der hænger og irriterer. Det virker godt i praksis, og meget mere er der ikke at sige om den løsning.

 

Læs flere fede test af headsets

 

sennheiser_momentum_free_bluetooth_headphones_tweak_dk


Hovedtelefonerne er lavet i rustfrit stål, der indkapsler de dynamiske drivere, som leverer lyden i hovedtelefonerne. Det skulle ifølge Sennheiser selv resultere i en kraftig bass, detaljerede vokaler og en god lydscene. Bagsiden af ørestikkerne er magnetiske, så de kan hænge om halsen når de ikke er i brug, uden fare for at falde af.

Forbindelsen til dine apparater sker via Bluetooth 4.2, samt Qualcomm apt-X support, som hjælper med at sikre lyd i høj kvalitet. I praksis betyder det at man kan afspille lyd i en højere kvalitet, med mindre latency, end hos apparater der ikke har apt-X teknologien.

 


Momentum Free kommer med silikone-dutter i fire forskellige størrelser, fra meget lille, til meget stor. Personligt bruger jeg et par medium ear-tips, og udvalget der er med til Momentum Free er rigtig godt. De har en god pasform, og det er fedt med den extra mulighed for at vælge mellem flere størrelser end normalt.

Momentum Free kan kommunikere med mobile enheder ved hjælp af tre-knaps fjernbetjeningen der sidder på ledningen under højre øre. I denne, er der en integreret mikrofon, så man kan foretage opkald og styre musikken uden at man skal have mobilen op af lommen. Derudover understøtter Momentum Free tre-vejs samtaler, samt multi-forbindelse med to enheder på samme tid. Og tro mod tidens trend, kommer de med en stemmeprompter, der fortæller om batteriniveau, forbindelse og så videre.

 


I brug hænger ledningen om bag nakken, eller ned under hagen. Det hele vejer så lidt, at man ikke kan mærke det, og det trækker ikke i ørestikkerne, så de falder ud af ørerne. Min frygt var at de ville hænge og slaske, uden en clips til at holde dem på plads, men det sker ikke. De sidder rigtig godt i ørene, og bliver ikke trukket ud af den løse ledning. Pasformen på silikone-dutterne er rigtig god, og da der er fire forskellige størrelser at vælge imellem, er det ikke et problem at finde nogen der sidder behageligt, uden at være ukomfortable. Momentum Free bruger Bluetooth 4.2 til den trådløse transmission, og under vores test har der ikke været et eneste udfald med dem. Der er en solid forbindelse, som bare er stabil.

Lyden er det som kendetegner Sennheiser, og uden at sige for meget, så er den god. Rigtig god endda, med tanke på at det er et par in-ear hovedtelefoner, med relativt små drivere. Faktisk vil jeg gå så langt, og sige at der er tale om den bedste lyd jeg endnu har hørt fra et par in-ear hovedtelefoner.

Momentum Free’s lyd, er kendetegnet ved en stram bass, en veldefineret mellemtone, og en okay diskant. Her vil jeg straks understrege, at forcen helt klart er de lave frekvenser, der er karakteristiske og meget veldefinerede, uden at de bløder sammen i en stor pærevælling af mudret bass, der overtager hele lydbilledet. Det er dybt, med sjæl i. Udover de flotte lavere frekvenser, er der tale om en lyd, som er bred, også i mellemtonen, der står for at levere nogle meget sprøde vokaler. Diskanten er det svageste punkt i lydbilledet. Det forvrænger ikke, som nogle billigere headsets har det med at gøre, men personligt føler jeg ikke at den er så tydelig og fyldig, som både bassen og diskanten har vist sig at være. Lyden er gennemgående dynamisk, på tværs af musikgenrer, bygget godt op omkring de flotte lavere frekvenser ved bassen og sub-bassen. Frekvenserne spiller rigtigt godt sammen, uden at for eksempel bassen bløder ind i mellemtonen. Vi har testet lyden gennem smartphone, tablet, og PC, for at skabe et grundigt overblik over hovedtelefonernes kunnen. Lydkvaliteten på forskellige medier er god, og dette er selvfølgelig først og fremmest på grund af blandt andet Bluetooth 4.2, samt aptX, som Momentum Free benytter sig af.

 

sennheiser_momentum_free_tweak_dk

 

Den maksimale volumen kan blive rigtig høj, også mere end hvad jeg personligt finder behageligt. Det er et plus for dem der elsker rigtig høj musik. Gummidutterne på de to in-ear dele virker efter hensigten, og de to medium størrelser man kan vælge imellem, formåede begge at slutte tæt i øret, og dermed lukke en stor del af den udefrakommende støj ude. Det er som det skal være, og betyder også at man ikke behøver at gyre den op på max, hver gang man vil høre musik, eller skabe lidt ro omkring sig. Komfortmæssigt synes jeg at Sennheiser gør det super godt, med de forskellige størrelser af gummidutter at vælge imellem.

 

Læs også Test af Plantronics BackBeat GO 3

Batterimæssigt, så er der kun til omkring seks timers brug i hovedtelefonerne. Det er ikke meget, men på den anden side, så er det mere end nok til de fleste gøremål. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at der ofte er brug for at lade hovedtelefonerne op igen. Men det er et valg der er truffet, for at skabe et par letvægtshøretelefoner af den kvalitet som Momentum Free er. Og det er et godt valg synes jeg, og et byt jeg personligt gerne gør i forhold til komforten.

sennheiser_momentum_free_bluetooth_headphones__in_ear_tweak_dk

 


Pris:
Som altid, har vi været en tur forbi PriceRunner.dk, for at indhente en dagsaktuel pris til Jer. Sennheisers Momentum Free kan købes for den nette sum af 1488,00 DKK inklusiv fragt. Vil du læse mere om hovedtelefonerne, eller Sennheiser selv, kan du klikke på banneret herunder, for at komme direkte til deres hjemmeside.

 

sennheiser_tweak_dk

Konklusion:
Sennheisers Momentum Free in-ear hovedtelefoner, er gennemgående et fremragende produkt, men meget få mangler. Vi har testet dem på alle de platforme vi har fundet relevant i forhold til lydafvikling, og de har formået at spille op til dans hver eneste gang. Lyden er rigtig god, som man også har en forventning om når man køber Sennheiser. Den er faktisk så god, at jeg vil påstå, at det er den bedste lyd jeg endnu har oplevet fra et par in-ear hovedtelefoner.

 

Men prisen er selvfølgelig også derefter, hvilket er noget man skal have i baghovedet, når man skal finde et par nye hovedtelefoner. De koster knap 1500,00 danske kroner, hvilket er en høj pris for et par in-ear hovedtelefoner. Men man får hvad man betaler for, hvilket for Momentum Free betyder at man får et kvalitetsheadset, der både designmæssigt, men også lyd- og komfortmæssigt, ligger i topsegmentet på alle punkter.

 

Det svageste punkt for Momentum Free er helt klart batteritiden, som kun er 6 timer. Personligt er det et bytte jeg gerne giver for et par hovedtelefoner der er så lette, med så god komfort, men det er også noget man skal være klar over, da de ikke holder til en hel arbejdsdag kontinuerlig brug. Jeg opfatter det ikke personligt som et problem, men det betyder at man skal huske at lade dem op lidt oftere. Et mindre irritationsmoment, som let er til at se igennem fingre med. Dagens test af Sennheisers Momentum Free bliver rundet af med en karakter på 9, og en Great product award. Det er ægte kram!

 

Pros:

  • Rigtig god lyd i forhold til størrelsen
  • God komfort
  • Lækkert design
  • Stabil i forbindelse til enheder
  • Vægt på kun 40 gram!

 

Cons:

  • “Kun” 6 timers batteri
  • Pris

box_art_sennheiser_momentum_free_tweak_dk

 

Vores partnere