Cooler Master MasterBox NR600P: TEST

FRONTBILLEDE_Cooler_Master_NR600P
I denne test skal vi hilse på Cooler Master, og et nyt og lidt anderledes kabinet. Hvor vi normalvis kigger på kabinetter og andre produkter fra Cooler Master, som henvender sig til private, er historien lidt en anden i dag. Vi har nemlig modtaget deres MasterBox NR600P kabinet, som henvender sig til den professionelle bruger, som ønsker et solidt kabinet til sin Workstation, server eller lignende.


1_Cooler_,Master_logo.jpg

Specifikationer og features

Der er plads til de enorme SSI-EEB bundkort (dobbelt socket), hot-swapping af harddiske og mulighed for en masse SSD’er, hvilket gør at dette kabinet ser yderst spændende ud – i hvert fald på papiret. Du kan naturligvis også købe det som privatperson, så lad os se hvad MasterBox NR600P er for en størrelse, og hvad der gør det lidt specielt i forhold til et typisk miditower kabinet.

Jeg har som altid i afsnittet her, været en tur forbi producentens hjemmeside og fundet lidt oplysninger til jer. Der er en masse information at finde om MasterBox NR600P kabinettet hos Cooler Master selv, så jeg har skåret ned til de vigtigste her, samt inkluderet et enkelt billede, der giver en ide om hvor meget plads der faktisk er i dette kabinet. Herunder specifikationerne listet op, efterfulgt at det omtalte billede:

  • Type: Miditower
  • Serie: MasterBox
  • Farver: Sort/sort
  • Materialer: Metal, plastik, net/gitter
  • Dimensioner: 493 x 220 x 506 mm
  • Bundkort support: Mini-ITX, Micro-ATX, ATX, SSI-CEB, E-ATX, SSI-EEB
  • Udvidelseskortslots: 7
  • Frontpanel: 1x USB 3.2 Gen1 Type-C, 2x USB 3.2 Gen 1, SSD-kortlæser, 3.5 mm combo-jack (lyd ind/ud)
  • CPU-køler maksimal højde: 171 mm
  • PSU maksimal længde: 276 (180 mm med harddiskburet monteret)
  • Grafikkort maksimal længde: 410 mm
  • Kabelføringsplads: 27-29 mm
  • Støvfiltre: Top, front, bund (kun dedikeret i bunden)

Harddisk pladser:

  • 1x 3.5” dedikeret
  • 2x 3.5”/2.5” kombineret (enten eller)
  • 4x 2.5” bagved bundkortet (reelt plads til 8!)

Blæser support:

  • Toppen: 3x 120 mm / 2x 140 mm
  • Fronten: 2x 120 mm / 2x 140 mm (2x 140 mm præmonteret)
  • Bagenden: 1x 120 mm (1x 120 mm præmonteret)

Radiator support:

  • Toppen: 120 / 140 / 240 / 280 / 360 mm (maksimal tykkelse radiator 43 mm)
  • Fronten: 120 / 140 / 240 / 280 mm (240 og 280 mm radiator kræver harddiskburet flyttet/fjernet)
  • Bagenden: 120 mm

2_specifikationer_nr600p_kabinet_cooler_master_server_pro.jpg

 

En tur rundt om Cooler Master MasterBox NR600P kabinettet

Med styr på alt det tekniske, kan vi nu kaste blikket på selve kabinettet, og se hvad det rent faktisk er for en størrelse. Vi starter som altid, med det ydre design og detaljerne der, og bevæger os dernæst indenfor til en gennemgang der. På det første billede herunder, kan vi se at MasterBox NR600P ikke ligner mange andre moderne kabinetter, alene af den grund at der ingen form for vindue er at se på den venstre side. Som nævnt i indledningen, henvender dette kabinet sig til den professionelle bruger, og i den verden er sidevinduer fuldstændigt ligegyldige.

3_kabinet_helhed_venstre_cooler_master_nr600p_miditower_pro_kabinet_lukket.JPG

Da der intet vindue er på den venstre side, er der naturligvis heller ikke dette på den højre. Faktisk, er de to sider på MasterBox NR600P kabinettet identiske at se på udefra. Store sorte og blanke paneler, hvilket faktisk er lidt forfriskende at se på en måde, samtidig med at det også giver et yderst pænt, neutralt og stilrent design.

4_overbilk_højre_side_ingen_detaljer_cooler_master_nr600p_miditower_enterprise.JPG

Lad os gå lidt mere i detaljer med det udvendige design, nærmere betegnet frontpanelet. Vi finder to normale USB 3.2 Gen1 porte, power og reset knap, samt en 3.5 mm mini-jack combo-port som både sørger for lyd ind og ud. Derudover finder vi noget så forfriskende som en kortlæser indbygget, som er en af de første indikatorer på at dette er et kabinet der henvender sig til den professionelle bruger. Her tænker jeg SD-kort fra kameraer og lignende. Der er også en enkelt USB 3.2 Gen1 Type-C port, hvilket også er et plus i bogen, da flere og flere enheder nu gør brug af dette stik.

5_frontpanel_med_kortlæser_cooler_master_kabinet_server_pro_miditower.JPG

Vi bliver i fronten, men bevæger os en smule ned, hvor vi finder endnu en ret unik feature på MasterBox NR600P kabinettet. Havde vi gået 10 år tilbage, var hot-swapping i kabinetter ikke noget vildt imponerende, da det nærmest kunne findes i dem alle. Tiderne har siden da skiftet, og det er blevet udfaset i normale kabinetter til private. I den professionelle sektor, er dette dog stadig noget der bliver brugt, så at se Cooler Master implementere to hot-swap pladser i fronten på dette kabinet, er et plus i bogen. Det er legende let at montere både 2.5” og 3.5” harddiske her.

6_dobbelt_hot-swap_porte_let_tilslutning_harddiske_cooler_master.JPG

Med harddisken trukket ud igen, kan fronten på kabinettet afmonteres, med en smule mere vold end vi er vandt til. Faktisk skal du have sidepanelet i venstre side af, for at komme ind og klikke på de små klips som holder fronten fast. Med denne afmonteret, kommer der to af de tre inkluderede blæsere til MasterBox NR600P til syne – to 140 mm, som nærmest dækker hele fronten. Disse skal sikre godt med luft igennem det åbne design i kabinettet, samtidig med at være støjsvage.

7_to_inkluderede_140_mm_blæsere_fronten_cooler_master_nr600p.JPG

Der er ikke noget dedikeret støvfilter at finde i fronten, men i stedet et meget fint metalgitter som skulle fungere som et filter – i hvert fald ifølge Cooler Master selv, og hvad de skriver på deres hjemmeside. Personligt havde jeg hellere set et lidt mere groft mønster i gitteret på fronten, og et dedikeret støvfilter som kunne afmonteres for rengøring.

8_fint_metalgitter_virker_som_støvfilter_nr600p_miditower_pro_work_tower.JPG

For at afmontere toppanelet, skal du også have venstre sidepanel af, da der ligesom på fronten, her også er nogle små klips som skal klikkes ind. Vi finder heroppe det samme fine gitter som på fronten, som altså også skal fungere som støvfilter. Der er plads til op til en 360 / 280 mm radiator heroppe, eller de tilsvarende blæsere, som er 3x 120 mm eller 2x 140 mm – ingen er dog inkluderet heroppe. Selve frontpanelet med stikkene er fastgjort på rammen, og hverken top – eller frontpanelet har noget fastgjort = de kan fjernes helt fra kabinettet.

9_toppanelet_afmonteret_cooler_master_nr600p_tower_midi_kabinet.JPG

Lad os fortsætte vores tur rundt om MasterBox NR600P kabinettet, med et hurtigt kig i bagenden. Selvom kabinettet her ikke er helt normalt, så at sige, finder vi stadig det ganske normale layout heromme. Det betyder at der i bunden er hullet til PSU-montering, efterfulgt af syv PCI-slots ovenfor. Øverst er der hullet til bundkort I/O panelet, samt den tredje og sidste inkluderede blæser i kabinettet, som er en 120 mm model.

10_bagenden_nr600p_kabinet_tower_case_cooler_master_pro_enterprise.JPG

Inden vi fortsætter indenfor i kabinettet, tager vi lige et hurtigt kig i bunden, selvom dette ikke er det mest spændende sted. Hernede finder vi fire solide fødder i plastik, som indgår som en del af designet af kabinettet som helhed. Der er monteret store stykker gummi på disse fødder for at minimere vibrationer i at blive sendt videre. Derudover finder vi også et rigtigt og dedikeret støvfilter til indsugningen ved strømforsyningen.

11_nr600p_cooler_master_bunden_kabinettet_støvfilter_solide_fødder.JPG

De to sidepaneler er fastgjort med to tommelskruer på hvert panel, som er af typen der bliver hængende på panelet når de skrues ud – fin detalje. Med begge paneler afmonteret, kan vi kaste blikket på det indvendige design som MasterBox NR600P har at tilbyde. Ved første øjekast på billedet herunder, ligner kabinettet næsten ethvert andet normalt midiower, men der er nogle små detaljer, lad os kigge på disse.

12_indvendigt_design_layout_nr600P_cooler_master_kabinet_Tower_midi.JPG

Først og fremmest er der den åbenlyse forskel, nemlig PSU-coveret, eller nærmere manglen af et. Det er efterhånden blevet en standard at selv helt billige kabinetter har denne feature, men altså ikke på MasterBox NR600P. Jeg ser ikke dette som en negativ ting, da kabinettet først og fremmest har et andet formål end at fremstå pænt – det skal være praktisk, hvilket man i den grad må sige at det er, når der er fri adgang til alle kablerne, hvis man benytter en modulær strømforsyning. Derudover er der som tidligere nævnt, ikke nogle sidepaneler i glas på dette kabinet, hvilket betyder at man ikke kan se ind i kabinettet, så hvad sker der ved at det måske roder en smule?

13_layout_indvendigt_bunden_intet_psu-cover_cooler_master_kabinet_pro.JPG

Et billede taget mod fronten af kabinettet, giver en god ide om hvor meget fri passage og mulighed for airflow der er i MasterBox NR600P. Hvis du ønsker at montere radiator i fronten, eller blot optimere dit airflow hvis du ingen 3.5” harddiske har, kan buret forrest i bunden let fjernes.

14_fronten_indvendigt_åbent_layout_Design_frit_airflow_cooler_master.JPG

Vi finder også to små printplader oppe i toppen af fronten, som naturligvis er bagsiden af de to hot-swap pladser som vi fandt i fronten af kabinettet tidligere. Her skal der blot tilsluttes SATA strøm og data kabel, så er du køreklar. Skulle du ikke ønske at gøre brug af denne feature og have endnu mere plads inde i kabinettet, kan hot-swap modulerne også let fjernes ved at løsne et par skruer ude i fronten.

15_dobbelt_hot-swap_porte_let_harddisk_skift_server_workstation_pro_cooler_master.JPG

Hvis vi vender blikket mod bagenden, finder vi den før omtalte 120 mm blæser som er den sidste af de i alt tre inkluderede blæsere, som MasterBox NR600P leveres med. Alle de syv PCI-slots er ventilerede, for at sikre bedst muligt airflow. Dog forstår jeg ikke, hvorfor at Cooler Master ikke har valgt at ventilere området ved siden af disse PCI-slots. Som på så mange af deres andre kabinetter?

16_cooler_master_bagenden_nr600p_kabinet_miditower_workstation_kabinet.JPG

På bagsiden, finder vi masser af plads til at trække kabler, faktisk hele 27-29 mm ifølge Cooler Masters hjemmeside. Der er et enormt hul til udskiftning af CPU-køler (hvis du kører med normalt bundkort med én enkelt CPU selvfølgelig). Derudover er der også en masse steder hvor at du kan fastgøre dine kabler med strips, velcrobånd eller lignende. Bemærk desuden de fire inkluderede SSD-beslag som er godt fordelt heromme.

17_bagsiden_indvendigt_plads_kabler_harddisk_beslag_enkelt_layout.JPG

Disse kan alle let fjernes med en enkelt tommelskrue, og kan ifølge Cooler Master huse en enkelt 2.5” harddisk / SSD per styk – altså fire diske. Dog fandt jeg ud af at man med lidt god vilje sagtens kan montere to diske på hvert beslag, hvilket så dobler pladserne til 2.5” harddiske / SSD’er fra fire til otte! Lad mig vise jer hvad jeg mener, lidt længere nede, nu hvor vi skal have smidt vores test hardware i MasterBox NR600P kabinettet.

19_fire_SSD_beslag_monteret_bag_bundkortet_cooler_master_NR600P_workstation_kabinet.JPG

 

Montering af hardware

Inden vi monterer harddiskene, som vi plejer at starte ud med, syntes jeg lige at i skal se billedet nedenfor. Selvom det er en lille ting, er det alligevel en fed detalje som Cooler Master her har tænkt på. Det var engang hvor at tilslutningerne til tænd og reset-knapperne, samt power og HDD-LED på fronten af kabinetterne var meget forskellige fra bundkort til bundkort. Dette layout har heldigvis ensartet sig med tiden og har nærmest altid det samme layout på nyere hardware. Dette har Cooler Master bemærket, og har derfor samlet disse små og ofte ret irriterende stik for dig, således at du kun skal klikke ét enkelt ”stik” i bundkortet – genialt!

20_frontpanel_samlede_Stik_enkel_montage_cooler_master_nr600p_miditower_kabinet.JPG

Tilbage til monteringen af hardwaren i MasterBox NR600P kabinettet. Hvis du ønsker at montere normale 3.5” diske i en af de to skuffer som er i buret i kælderen, kræves der her intet brug af værktøj. Skal du derimod montere 2.5” diske eller SSD’er skal du have skruer og skruetrækkeren frem, hvad enten de skal monteres på beslagene bagved bundkortet eller i skufferne.

21_montering_harddiske_skruer_værktøj_masser_Af_plads_cooler_master.JPG

Lidt længere oppe, nævnte jeg at Cooler Master officielt på deres hjemmeside, skriver at der er plads til maksimalt fire 2.5” harddiske / SSD’er på de fire beslag på bagsiden. Efter lidt legen rundt med disse beslag, kan jeg dog bekræfte at du faktisk kan montere op til otte af slagsen! Dette gøres ved at du først monterer den ene harddisk øverst på et beslag (til venstre), og derefter kan endnu en disk monteres inde i beslaget (højre). Dette ganget med fire, og du har plads til otte 2.5” harddiske / SSD’er, hvilket er ret crazy. For god ordens skyld tjekkede jeg om sidepanelet stadig kunne monteres, hvilket ikke var noget problem. Heller ikke selvom om vores Corsair test SSD er en gammel sag, som er noget tykkere end hvad vi normalt ser nu.

22_otte_SSD_pladser_beslag_cooler_master_NR600P_workstation_kabinet.JPG

Det var ret let at få hardwaren monteret i MasterBox NR600P kabinettet, da det nærmest blot er en stor åben kasse. Der er hverken PSU-cover eller andre ting at tænke på, så det var helt ligetil. Nedenfor ser vi det færdige resultat med hardwaren monteret, eller i hvert fald bagsiden af kabinettet. Eftersom at der er næsten 3 centimeter plads at arbejde med heromme, kan du komme langt selv uden strips, som os.

23_hardware_monteret_bagside_cooler_master_Nr600p_workstation_kabinet_miditower.JPG

Jeg beklager det lidt mørke billede nedenfor på forhånd. Men som vi måske kan se eller om ikke andet ane, er der masser af fri plads inde i MasterBox NR600P, med vores standard ATX bundkort og custom GTX780 grafikkort monteret. Med plads til de enorme SSI-EEB bundkort, giver det næsten sig selv, at kabinettet virker en smule tomt, med normal hardware monteret.

24_venstre_side_hardware_monteret_cooler_master_kabinet_miditower_nr600p_oceaner_af_plads.JPG

Når vi kigger i bunden af kabinettet omkring strømforsyningen, forstår man godt hvorfor at PSU-covers er blevet så populær en ting på normale kabinetter, hvor udseendet har betydning – de blottede kabler er da ikke pæne, selvom de er sorte på vores strømforsyning. Men når det skal være praktisk, og der samtidig ikke er noget sidevindue, ser jeg som sagt ikke noget problem i at PSU-coveret ikke er en ting i MasterBox NR600P kabinettet.

25_intet_PSU_coveR_men_intet_vindue_cooler_master_nr600p_kabinet_miditower.JPG

Med plads til grafikkort på op til 410 mm i længden, er der ingen problemer for vores Gigabyte GTX780 grafikkort med custom køler monteret, der er oceaner af plads. Hvis harddiskburet i fronten rykkes tættere på PSU’en eller sågar fjernes, kan man uden problemer montere selv en tyk radiator i fronten.

26_åbent_layout_fronten_frit_airflow_varme_komponenter_cooler_master.JPG

Du har også mulighed for at montere én 120 mm radiator i bagenden af MasterBox NR600P, for eksempel radiatoren fra en lille AIO CPU-køler eller lignende. Eller du kan naturligvis også blot vælge at lade den præmonterede 120 mm blæser være monteret, som desuden er yderst støjsvag, ligesom de to 140 mm blæsere som er inkluderet i fronten.

27_120_mm_Blæser_monteret_bagenden_cooler_mastyer_workstaion_kabinet_nr600p.JPG

Skulle du ønske at montere en CPU luftkøler i stedet for, er der op til 171 mm i højden at lege med, inden at du rammer sidepanelet. Dette gør sig naturligvis også gældende når det kommer til grafikkortet, eller kortene for den sags skyld. I denne type kabinet og det segment det henvender sig til, vil det som oftest nok være Quadro grafikkort der vil blive monteret i MasterBox NR600P, som ikke er meget højere end selve PCI-slottet alligevel.

28_plads_til_høje_kølere_grafikkort_uden_problemer_cooler_master_kabinet_miditower.JPG

Vi runder testen og gennemgangen af MasterBox NR600P kabinettet af, med et overbliksbillede af det færdige system. Et spændende og noget anderledes kabinet fra Cooler Master, end hvad vi er vandt til at se, hvilket bestemt ikke er nogen negativ ting. Det har været spændende at se på dette kabinet, så lad os nu få rundet af med en kort snak om prisen, og til sidst konklusionen.

29_færdigt_system_cooler_master_nr600p_workstation_kabinet_miditower.JPG

 

Pris

I skrivende stund d. 04/02 2021 kan MasterBox NR600P kabinettet, findes hos de danske forhandlere til lige omkring 1200,- DKK. Hvis man tænker på og sammenligner med andre normale kabinetter, som har hærdet glas, smart design og RGB-lyst, kan prisen måske virke til at være i den høje ende.

MasterBox NR600P har nemlig ingen af delene – eller jo, designet er pænt og stilrent, men der er ikke smarte sidepaneler eller RGB. Der er nemlig lagt fokus på nogle andre ting, og segmentet og de personer som dette kabinet henvender sig til, er helt anderledes end du og jeg. Her snakker vi nemlig workstations, industri computere og lignende, hvor der er andre ting som er vigtige, ting som MasterBox NR600P tilbyder. Derfor syntes jeg også at prisen kan retfærdiggøres, da kabinettet er ret anderledes og unikt på de punkter som er vigtige for målgruppen.

Ønsker du alle detaljerne på MasterBox NR600P fra Cooler Master, kan du give deres hjemmeside et besøg. Klik blot på banneret herunder, og bliv sendt direkte til Cooler Masters hjemmeside i en ny fane i din browser.

1_Cooler_,Master_logo.jpg

 

Konklusion

Lad os få samlet tankerne og få sat de sidste ord på vores test af MasterBox NR600P kabinettet fra Cooler Master. Som nævnt lige ovenfor, har det været en spændende og lidt anderledes oplevelse at teste dette kabinet, i forhold til dem som jeg normalt kigger på her på Tweak.dk. De personer og målgruppen som dette kabinet henvender sig til, ved det selv, og i den professionelle verden er der ikke brug for lir og ligegyldigt RGB (ja, jeg kaldte RGB ligegyldigt) – der skal tingene virke og være funktionelle, hvilket er præcis hvad MasterBox NR600P tilbyder og kan.

Størrelsen er et forholdsvis kompakt miditower, hvor Cooler Master alligevel har formået at få plads til at et enormt SSI-EEB bundkort (dual socket) kan monteres, kombineret med en fuldvoksen strømforsyning og et grafikkort, eller to. Bagsiden af MasterBox NR600P byder på imponerende plads til at trække kabler, samt support for et hav af SSD’er, hvis man har brug for maksimal lagerplads af den hurtige slags. Der er ”kun” plads til tre normale 3.5” harddiske, hvilket bør være nok for de fleste, men ikke er alverden, hvis man for eksempel ønsker at bygge en server med i kabinettet.

De tre inkluderede blæsere sikrer godt airflow gennem kabinettet, uden at sige alverden – faktisk er de imponerende støjsvage. Det er fedt at se både en kortlæser, samt USB Type-C i frontpanelet, da disse ting begge er nogle som professionelle brugere, vil sidde pris på og ofte bruger. Et par ting som jeg dog ikke er helt fan af, eller sikker på hvorfor Cooler Master har lavet som de har gjort er følgende. Støvfiltrene, eller hvad vi nu skal kalde dem i toppen og fronten af MasterBox NR600P. Her bruger kabinettet blot det fine gitre som er på yderpanelerne, hvilket betyder at der altså ikke nogle dedikerede filtre disse steder – kun i bunden.

Alt i alt lander vi på en samlet score på 9/10, samt vores Safe Buy award. MasterBox NR600P fra Cooler Master er et spændende og ret fedt kabinet, hvis man går op i det industrielle design og de features som der tilbydes til denne type af computere – workstations, servere og lignende. Målgruppen for et kabinet som dette er lidt begrænset, og for den normale forbruger, kan prisskiltet virke lidt højt, da man kan få mange fede ”normale” kabinetter for omkring de 1200,- DKK som MasterBox NR600P koster i skrivende stund. Vi skal huske at have i baghovedet, at dette kabinet er til en professionel målgruppe, hvilket faktisk gør kabinettet her faktisk ganske attraktivt, selvom det måske ikke virker helt sådan. Derfor tildeler vi også den fine score, samt awarden – du går ikke galt i byen med dette kabinet, hvad end du er en professionel eller en ganske normal privatperson/forbruger.

 

Godt

  • Stilrent og lækkert at se på – uden sidevindue
  • Åbent layout med oceaner af plads
  • Support for op til SSI-EEB bundkort (dobbelt socket)
  • Frontpanel med USB-C og kortlæser
  • Tre støjsvage blæsere inkluderet
  • Dobbelt hot-swap i fronten
  • God plads til kabler og SSD’er på bagsiden
  • Modulært harddiskbur i bunden
  • Vægten er imponerende lav (ingen tunge glaspaneler)
  • Front I/O kabler er samlet = lette at montere

Knap så godt

  • Ingen dedikerede støvfiltre i top/front
  • Kun plads til tre 3.5” diske (for nogen, serverbrug)
  • Begrænset marked – pris lidt høj kontra ”normale” kabinetter

Score: 9 + Safe Buy award

 30_konklusion_workstation_nr600p_cooler_master_midi_Tower_kabinet.JPG

Seneste kabinet

Anbefalet af Tweak

Vores partnere