Google Pixel Buds Pro: Test

Skærmbillede 2022-11-17 120011
Med lanceringen af Google Pixel 7 fik vi også de nye Pixel Buds Pro. De er designet til at være den perfekte følgesvend til Pixel telefonerne. De skal sikre god trådløs lyd og Aktiv Støjreduktion. Vi ser om de rammer målet.

Specifikationer

  • Kompatibilitetskrav: Kan parres med alle enheder, der har Bluetooth® 4.0+, herunder Android, iOS, tablets og computere.
  • Sved- og vandafvisende: Øretelefonerne IPX4 Etuiet IPX2
  • Forbindelse: Bluetooth 5.0
  • Lyd: Specialfremstillet dynamisk højttalerdriver på 12 mm
  • Passiv støjreducering
  • Ventil til baggrundslyd, der mindsker trykket i ørerne og giver en bedre fornemmelse af omgivelserne
  • Stemme
  • Hver øretelefon: Tre mikrofoner
  • Stemmeaccelerometer
  • Vindblokerende covere med trådnet
  • Sensorer
  • Hver øretelefon: Kapacitive berøringssensorer til musik, opkald og styring via Google Assistent
  • Enkelt infrarød nærhedssensor til øreregistrering, så lydindhold automatisk kan afspilles og sættes på pause
  • Opladeetui: Hall-effektsensor til registrering af åben og lukket etui
  • Opladning
  • Opladeetui: USB-C®-opladeport og Qi-certificeret trådløs opladning
  • Batteri
  • Øretelefoner: Op til 5 timers lyttetid eller op til 2,5 timers taletid.
  • Øretelefoner med opladeetui: Op til 24 timers lyttetid med etui eller op til 12 timers taletid.
  • 15 minutters opladning af øretelefonerne via opladeetuiet giver op til 3 timers lyttetid eller op til 1,5 timers taletid.

Gode features at hæfte sig ved på listen her, er Bluetooth 5.0 forbindelsen samt IPX4 certificeringen. 


En tur rundt om Google Pixel Buds Pro

Google Pixel Buds Pro kommer i et opbevarings og ladeetui, i hvid soft touch plast med en behagelig fløjlsblød overflade. Den flade afrundede form og den lave vægt på lige knap 53 gram betyder, at de er lette at have med i lommen. 

I bunden er der et USB C stik til opladning via kabel. Opladning er dog også muligt trådløst, via Qi standarden på bagsiden. På bagsiden er der også en parringsknap, til oprettelse af forbindelse til forskellige enheder. 

Google Pixel buds Pro Etui.JPG

Låget holdes magnetisk lukket og kan åbnes og lukkes med et tilfredsstillende lille klik. Når du åbner låget, kan man se en lille skjult status led på fronten.

Inden i etuiet holdes de to øretelefoner fast magnetisk på deres pladser. Etuiet har indbygget batteri og kan oplade høretelefonerne yderligere. 

Der er til fem timers lyttetid eller 2,5 times taletid på en opladning, og det kan via etuiet forlænges til op til 24 timers lyttetid eller 12 timers taletid. 

Google Pixel buds Pro earbuds etui.JPG

Selve høretelefonerne er ret små og holdes fast i øret via silikonespidsen. De kommer med en medium størrelse monteret, men der følger en mindre og en større variant med i kassen, for at kunne sikre bedst mulig pasform. 

Høretelefonerne vejer kun lige over seks gram hver, så de er i den mindre ende. De er hver forsynet med tre mikrofoner, til den aktive støjreduktion og tale. 

Google Pixel buds Pro earbuds.JPG

Google Pixel Buds Pro fås i to farver. Charcoal, som er sort med elementer af mørk grå, hvilket vi har modtaget til test og Fog, som er sort med elementer af en meget lys grågrøn farve. 

Det lille farvede felt med Google G’et er også et touch felt, som kan bruges til mediestyring eller til at besvare opkalde.

Materialer og byggekvalitet på Google Pixel Buds Pro føles hele vejen rundt lækre og solide. Der er ikke noget flex i låget og finish er gennemført hele vejen rundt. 


Software

Der er software til at kontrollere og tilpasse indstillingerne på dine Pixel Buds Pro. Adgangen er lidt forskelligt alt efter, hvilken enhed man er tilsluttet til. Hvis man, som mig under testen her, anvender en Pixel telefon findes app’en allerede på telefonen, som en del af indstillingerne. 

Screenshot_20221010-142106.png

Trykker man på yderligere indstillinger for Buds Pro under sin Bluetooth oversigt kommer man til Pixel Buds Pro app’en

Alternativt kan man hente den dedikerede app via Googles Play Store. 

Via app’en er det muligt at se, om man er tilsluttet og se batteristatus for øretelefonerne og etuiet. 

Screenshot_20221010-142136.png

App’en giver også adgang til kontrol af den aktive støjstyring, som Google kalder det. her kan du vælge imellem Støjreducering, Transparent lyd eller slukket, hvor ingen af delene er aktive. 

I forhold til lyden mere generelt, er det også muligt at tilpasse den via forudsatte EQ indstillinger, eller du kan opsætte din helt egen. 

Med en mere praktisk vinkel er der via app’en også mulighed for at opsætte Google Assistant, og tjekke op på de forskellige muligheder via touch interfacet på høretelefonerne.

Screenshot_20221010-142337.png

Hvis du skulle være så uheldig at tabe en eller begge høretelefonerne, kan man via app’en også spore dem. Man kan sætte dem til at afspille en lyd, så man kan spore sig ind på den i sofaen eller hvor de evt. har forputtet sig. Man kan dog også via Google Maps se den placering, som de havde sidste de var tilsluttet telefonen. 

Samlet set er der rigtigt gode muligheder for tilpasning og gennemgang af dine Pixel Buds Pro via den medfølgende app. 


Testen

Jeg har brugt Google Pixel Buds Pro i nogen uger vi sammen med en Pixel 7 Pro, som vi har haft til test. 

Der er ingen tvivl om, at det er et headset, som i den grad er lavet til at fungere optimalt sammen med Android og særdeleshed Pixel telefonerne. 

Tilslutning til en Pixel telefon sker mere eller mindre automatisk. Når du åbner etuiet i nærheden af en Pixel telefon, spørger den automatisk om du vil oprette forbindelse. Alternativt kan de parres med andre enheder, via knappen på bagsiden af etuiet.

Google Pixel forbindelse Pixel buds Pro.JPG

Forbindelsen mellem telefon og Buds har under hele min test været problemfri, med en solid rækkevidde. Omkring 20-30 meter var ikke noget problemer, alt efter om der var vægge eller andre forhindringer mellem.

Springer vi til det vigtigste punkt, nemlig lyden, så kommer Pixel buds Pro rigtigt godt ind. Med bundsolid lyd, der føles åben og luftigt, på trods af at blive dirigeret direkte ind i øret på dig. 

Man får et rigtigt godt lydbillede, hvor både høj og mellemtoner for god plads til at udfolde sig samtidigt med, at bassen fylder godt i bunden uden at dominere billedet. 

Google Pixel buds Pro opladning.JPG

Tuningen direkte ud af kassen er rigtigt god, men man kan via app’en tilpasse den helt som man vil. Det kan gøres enten via de prædefinerede EQ indstillinger, eller via sin egen tilpassede. 

Ser vi på støjreduktionen, eller muligheden for ambient mode, er det også lykkedes Google at ramme et rigtigt godt punkt. 

ANC indstillingen tager toppen af gennemtrængende og monotone baggrundslyde. Det gør lydbilledet en del mere afdæmpet og behageligt, hvis man sidder i et tog eller lign. Det er dog uden at lukke helt af for omgivelserne, så hvis der er nogen der taler til dig, vil det trænge igennem. 

Transparens indstillingen åbner op for omgivelserne og giver en bedre fornemmelse for miljøet omkring dig. Det er specielt rart hvis man er ude i trafikken og gerne vil kunne høre hvad der foregår. Det er ikke den bedste Transparens indstilling/Ambient Mode der findes på markedet men Google klarer opgaven fornuftigt. Desværre er Pixel Buds Pro mikrofonerne i den her sammenhæng ret modtagelig overfor vindstøj, hvilket betyder at Transparens indstillingen på fx cykel her på vestkysten, hvor jeg bor, ret ofte er mere til hinder end noget andet. 

Google Pixel buds Pro USB C opladning.JPG

Touch interfacet på Google Pixel Buds Pro, er en af de bedste jeg har prøvet i lang tid. Den er responsiv og let at betjene, og muligheden for både mediekontrol, volumen og skifte af ANC tilstand er fantastisk lækker at have, uden at skulle have telefonen op af lommen. 

Samtidigt er pauser afspilningen automatisk når du tager en øreprop ud og starter igen når den kommer på plads. 


Pris  

Jeg kan pt. finde Pixel Buds Pro med en online pris lige over 1400 kroner. Det placerer den i den dyrere ende. Hvis man ser på listen af features lander den dog meget fornuftigt. 


Konklusion

Jeg kan let sige, at Google Pixel Buds Pro er det bedste sæt True Wireless earbuds som jeg har testet til dato. Det er helt tydeligt, at de er designet til at fungere lækkert og gnidningsfrit med Googles Pixel telefoner og oplevelsen har været fantastisk fra starten. 

Design og materialer er gennemført på både etui og høretelefonerne, som føles solide og lækre. 

Kombinerer men det med en fantastisk lyd, god ANC, Transparens indstillingen og en uovertruffen rækkevidde og forbindelse, er det svært at være andet end begejstret for Googles udførsel. 

Google Pixel buds Pro udenfor.JPG

Det eneste lille minus jeg har haft er at pasformen af en eller anden grund har været lidt svær for mig på specielt den vestre øretelefon. Normalt har jeg ingen udfordringer med den slags in-ear løsninger, men lige her er den venstre hoppet fra mig et par gange. 

Det gav mig dog mulighed for at afprøve sporingsfunktionen, da jeg skulle finde den i en bunke haveaffald. Den slags er naturligvis meget individuelt, så problemet kan meget vel være specielt for mig. Jeg synes dog jeg ville nævne det, da det nu stort set er det eneste jeg har at klage over. 

Prisen på omkring 1400 kroner betyder, at de lander i det lidt dyrere felt. Du kan helt klart finde billigere alternativer, men ser jeg på udførsel, materialer, features og lyd synes jeg alt andet lige de er prisen værd, specielt hvis du er på Android og evt. en Pixel telefon.

Google Pixel buds Pro.JPG

Som jeg startede med at sige i starten af konklusionen, så er Google Pixel Buds Pro det bedste sæt wireless earbuds jeg har prøvet endnu. Hvis man er sprunget med på Google Pixel telefonerne, så er det i min verden den perfekte følgesvend. 

Der er enkelte punkter hvor andre sæt er bedre, men den samlede oplevelse bringer alligevel Pixel Buds Pro forrest i rækken.  

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Editors Choice Award. 


Godt: 

  • Lækre materialer og byggekvalitet
  • Fantastisk lyd
  • Fornuftig ANC og Ambient Mode
  • God integration med Android og i særdeleshed Pixel telefoner


Skidt: 

  • Prisen snapper lidt
  • Sad lidt dårligere fast end andre sæt (for mig)


Vores partnere