AUTHOR : Anders Hermansen
PUBLISHED : 2019-02-22 07:11:00

InWin A1 Mini ITX Tower


InWin er måske ikke det mest genkendelige mærke i norden, men deres brand står typisk for kabinetter i meget høj kvalitet, og et prisskilt der hører sig til. I dag er ingen undtagelse, da vi tager et kig på deres kompakte ITX kabinet med det simple og noget anonyme navn, A1.

 

 

InWin er måske ikke det mest genkendelige mærke i norden, men deres brand står typisk for kabinetter i meget høj kvalitet, og et prisskilt der hører sig til. I dag er ingen undtagelse, da vi tager et kig på deres kompakte ITX kabinet med det simple og noget anonyme navn, A1.

 

Glas i top og side, RGB oplyste fødder, indbygget PSU og trådløs Qi ladning, er salgsordene man skal bide fat i – Giver det alt sammen mening, eller er det en rodet omgang InWin er ude i? Læs med i dagens test.

 

 

Specifikationer og features i InWin A1
Vi lægger ud med et hurtigt kig på kabinettes features og dimensioner på papiret.

 

Colours

  • Black, White

Case Material

  • SECC, Tempered Glass

Dimensions

  • (H x W x D) 231 x 210 x 343mm
  • (H x W x D) 9.1" x 8.3" x 13.5"

Weight

  • 6 kg / 13.2lbs

Motherboard Support

  • Mini-ITX

I/O

  • 2 x USB 3.0
  • 3,5mm HD Audio / Microphone

GPU Support

  • Expansion Slots: PCI-E x 2
  • VGA Card Length: 320mm

CPU Cooler Support

  • CPU Heatsink Height :160mm
  • 1 x 120mm Rear Fan / 120mm Radiator
  • 2 x 120mm Bottom Fan

Power Supply

  • InWin 600W PSU Included 80 PLUS Bronze

 

Udpakning og præsentation af In Win A1

A1 ankommer i en meget anonym papkasse. InWin har klart valgt ikke at gøre et kæmpe nummer ud af indpakningen, hvilket jo også er fair nok, da man jo typisk bare losser indpakningen ud i garagen eller helt ud.

 

 

Der går ikke fem sekunder fra at selve kabinettet er ude af papkassen, til de første fede fingeraftryk sætter sig overalt. At hele toppen, samt den ene side er i glas, plus fødderne i plexi, betyder at man skal være påpasselig med at røre ved kabinettet, eller have en pudseklud ved hånden, hvis uheldet skulle være ude.

 

 

In-Win har valgt at bruge nogle lidt spøjse (efter min mening) plastik pop/klik holdere til at gøre det nemt at tage glassiden af ind til kabinettets hovedkammer – hvor de derimod har valgt de mere traditionelle thumbscrews til bagsiden.

 

Jeg kan personligt ikke helt følge logikken her, da det er yderst sjældent at jeg har brug for at komme ind i kabinettet, når det først er samlet – og de lette klik dimser kunne potentielt gå løs under transport, hvis man lige har kabinettet under armen.

 

 

Vi tager siderne af, og tager et kig indenfor. Som man kan ane er der formonteret en PSU fra In Win (eller nok nærmere en OEM på deres vegne), med forkortede kabler – en smart feature, så at man slipper for at have lange kabler hængende i det i forvejen noget lille kammer. Dog mangler der lidt et Molex kabel til en eventuel fancontroller eller lign.

 

Da vi er ude i m-ITX territorie, vil der selvfølgelig være nogle kompromisser der skal indgås pga. størrelsen. Der er f.eks. ikke monteringsbeslag til 3,5” harddiske eller optisk drev at finde. Der er derimod plads til 2, 2,5” diske bag bundkortet, hvilket burde være nok til de fleste - specielt hvis man også udnytter eventuelle M.2 beslag på bundkortet, som vi har gjort her.

 

 

Kølingsmulighederne er også lettere begrænset – Eller i hvert fald fokuseret i A1. Der er to 120mm fan mounts under kabinettet, som til dels skaber indsug til grafikkort, men også kabinettet som helhed. Der er en 120mm mount i siden af kabinettet, samt en 120mm AIO mount bag i kabinettet – denne har vi valgt at gøre brug af, da AIO vandkølere er blevet så billige, at det næsten ikke kan betale sig andet. Og så skal vi ikke til at måle efter have besværet med at skrue en luftkøler på bundkortet.

 

 

Apropos AIO, så remser vi lige hurtigt delene op, som skal sidde i kabinettet fremover – Det er nemlig planen at husets frue får ønsket om egen gaming / kontor PC indfriet. Men nok også mest så at hun ikke tyvstjæler undertegnedes egen PC konstant til at spille Sims på.

  • Intel i3 8350K (Delidded – Fordi man kan, og fordi at der er stort overclock potentiale)
  • MSI Z370I GAMING PRO CARBON AC
  • 2x8GB 3000Mhz G.Skill RAM
  • ASUS 1060 6GB DUAL
  • 256GB Samsung NVME
  • 1TB 2,5” HDD (En vi lige havde liggende)
  • Cooler Master MasterLiquid Lite 120 AIO

Byggeprocessen og konklusion

På trods af den ringe plads, skulle det vise sig at være forholdsvis nemt at få alting pakket ind i A1 kabinettet – med nogle få undtagelser. Bagpladen til montering af Cooler Master AIO køleren var for bred til at den bare kunne skubbes ind bagved direkte – eller rettere det cutout In Win havde lavet var ikke helt stort nok. Så bundkortet måtte skrues løst ud hives halvt ud af kabinettet igen, for at bagpladen stille og roligt kunne vrikkes på plads.

 

mITX er ikke kendt for en overflod af porte og headers, og her løb vi da også ind i en udfordring ift. blæsersituationen. Med behov for 4 blæser headers (1 CPU, 2 Case og en AIO Pumpe), og kun 2 headers på bundkortet, måtte vi hive nogle splitter kabler frem. AIO Pumpen endte med at få en header for sig selv, og de tre andre fans deler så passende CPU Header stikket, så at de alle har samme fankurve.

 

 

De to indtagsblæsere under kabinettet’s kabler var heller ikke lange nok til at nå op i kabinettet, så her måtte der forlængerkabel oveni. Her kan man så diskutere om ikke InWin kunne have forudset dette problem, og havde smidt kabler eller sågar en basal fan controller med i kassen (som man ser det på mange kabinetter efterhånden) Specielt med den pris som kabinettet står til. Her kunne de godt lige have brugt lidt flere håndører, når nu de mener at en Qi charger er et fokuspunkt.

 

Den bedste pris vi har kunnet indhente på In Win A1 kabinettet, er ~1.849DKK omregnet fra tyske priser. Det fortæller lidt om hvor svært det kan være at finde In Win lokalt – det er dog blevet nemmere på det seneste generelt, og vi forventer da også at A1 er at finde i Danmark snart.

 

Er næsten 1900kr for dyrt for et kabinet? Det er i hvert fald en pæn slat penge. Jeg synes personligt måske det er en anelse for dyrt, selv med den lækre finish og Qi lader funktionaliteten. Men hvis man vil have et kabinet med disse features, og lige netop det design, så er der ikke voldsomt mange alternativer.

 

Vi lander på en score der hedder , og en ”Enthusiasts Only” award, da kabinettet er en kende FOR niche til at det brede marked, og kræver en anelse ekspertise og erfaring indenfor PC bygning, for at man får et rigtig godt resultat – En holdning der næsten kun forstærkes af den nyligt annoncerede variant af A1 kabinettet i samarbejde med EKWB, hvor man udover selve kabinettet får et skræddersyet custom vandkølingsloop med.

 

Godt

  • Spækket med features
  • Clean look med en god finish
  • Føles ikke klemt på trods af smal formfaktor
  • Medfølgende PSU med korte kabler
  • RGB i bunden

Mindre Godt

  • Forholdsvis dyrt uden at være super unikt
  • Mangler kabler/controller til blæsere (til prisen)
  • PSU kunne bruge flere kabler (F.eks. et enkelt Molex)
  • Popup Knapperne til sidepanelet er spøjse
  • RGB bunden i plexi er ikke for alle – kan se billig ud.

VORES PARTNERE